tirsdag den 27. oktober 2009

Hilsen til en buschauffør


Der kører en kampagne på www.buschauffor.dk. Hvis ellers sitet er gearet til din browser, er der billeder og smil sendt til chaufførerne på mobilen.

Der er tilsyneladende folk som følger opfordringen: Send os en sms eller en mms med dine gode øjeblikke. Det kan være alt fra chaufføren, der venter på at få alle med, til en lun bemærkning i mikrofonen. Ja, sågar en lille sang i højtaleren. Den slags der spreder solskin på en regnvejrsdag. (citat fra selskabets lille reklamefolder)

Jeg nøjes nu med en blog, selv om der med en sms til 1204 er mulighed for at vinde et 10-turs klippekort. Og min hilsen går til en chauffør på 600S.

Naja og jeg så bussen køre fra stoppestedet, og ærgrede os over så at skulle stå og surmule i Roskilde laaang tid til næste bus. Men chaufføren stoppede op midt på vejen og åbnede dørene så vi alligevel kunne komme med. Tusind tak for det :-)

Det er sikkert imod selskabets retningslinjer, og en trussel mod køreplanen at gøre sådan noget, men han kunne jo godt regne ud at vi bare gerne ville hurtigt hjem sådan en råkold aften.

Iøvrigt er jeg ikke vild med idéen om at smile-kvittere hvis chaufføren blotter sin X-factor og bryder ud i sang, for måske at komme i top-ti på sin arbejdsgivers hjemmeside.

Forstå mig ret – hvis en buschauffør har lyst til at være lidt lyrisk i sin meddelelse om at næste stop er sygehuset, så ok med mig. Men jeg tror det vil virke lidt weird.

Egentlig vil jeg helst have en helt almindelig busoplevelse. Jeg stiger på, og stikker mit kort i stempelmaskinen. Og så må der gerne være en vinduesplads. Chaufføren behøver ikke sige noget. Han eller hun skal bare være ædru og køre som planlagt. Det er da fint med smil og veloplagthed, men det er nu ikke noget must for mig.

Jeg ved exactly hvor jeg skal hen. Buschaufføren ved kun, hvor bussen skal hen, og at jeg har stemplet og skal med et stykke af vejen. Længere er dén ikke.

Men tak til enhver chauffør, der gerne venter lidt for at få et par ekstra passagerer med. Inde i København C kan det være lidt ligemeget, for næste bus kommer typisk nogle minutter efter. Men herude, hvor der er højt til himlen, er der sgi langt mellem busserne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar