Bakken 2012

Foto: En vistnok ukendt fotograf uden højdeskræk

Rundt om i forlystelsesparken er der plancher med gamle fotos og fortællinger fra de 400 års gøglerhistorie, som ifølge legenden har sit udspring ved Kirsten Piils kilde.

Mens teenagetøserne Naja og Andrea styrter op og ned og viser deres armbånd til kontrollørerne, slentrer vi voksne stille rundt og oser. Vi er sgi blevet for gamle til rutsjebaner og radiobiler. Men en kold fadøl og en utur ved tombolaen går altid an. 

En af plancherne fortæller om Professor Tribini, som jeg sagtens kan huske fra dengang jeg var lille dreng. Som der står på Bakkens hjemmeside:

I 1935 startede markedsgøgleren Christian Nielsen på Bakken i ”Varieté Alkazar”. Det blev starten på en eventyrlig Bakkekarriere under kunstnernavnet Professor Tribini. Rekommandøren over dem alle, hvis navn stadig lever i ældre Bakkegæsters erindring. Hans rekommandørremser var legendariske…
En af dem er denne: – Hvis De får en god oplevelse, så fortæl det til andre. Hvis De får en dårlig oplevelse, så fortæl det til mig. Jeg løber ikke med sladder.
Det er faktisk den, der har fået mig til at skrive denne blog. For vi havde en uventet god dag ude i skoven ved Klampenborg. På et tidspunkt kom pigerne dyngvåde og rundtossede og sagde de var sultne. På Bakken er der masser af spisesteder, og menuen er stort set enslydende overalt: Spis alt hvad du kan for et sted mellem et- og tohundrede kroner.

Vi havde allerede været rundt og taget bestik af de forskellige buffeter for at finde den mindst ringe. Valget faldt på Staldknægtens, som så okay ud til sine 129 kr. pr. næse. Fuld tilfredshed, eller pengene er spildt, som Tribini ville have sagt.

Det er det, jeg gerne vil fortælle andre: Buffeten var aldeles udmærket. Og så var der endda inkluderet softice ad libitum og en gratis kop kaffe, serveret af en pinlig-på-den-sjove-måde tjener, som udenfor sæsonen er glad flyttemand. Staldknægten kan varmt anbefales. Og hvis du ikke når forbi i aften, så må du vente til næste år, når bøgen springer ud og Bakken atter hejser flaget over rutsjebanen.

Den sort-hvide New York City Poster af første servering på den højtliggende fine restaurant The Waldorf i 1930 kan også ses på endevæggen hos Staldknægten.

Stor succes

I søndags skete det, som jeg og min kæreste havde forberedt over flere måneder. Min søn Jeremy blev konfirmeret i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, med efterfølgende fest i Fælleshuset her seks zoner syd for Rådhuspladsen.

Vi går stadig rundt og smiler over, så godt det gik. Eneste lille kiks åbenbarede sig, da alle skulle sætte sig til bords. Jeg havde lavet fine små bordkort, men der var ikke noget med Thomas på til min lillebror. Fnis – det var ikke meningen, men den slags kan jo ske, når man som mig først laver bordplan i sidste øjeblik og skal holde rede på 34 navne, heraf hele to thomasser. Men lynhurtigt blev endnu et sæt tallerkener, glas, bestik og smukt foldet blå stofserviet bragt til veje.

Bordkortene var printet med et lille motiv, som Jeremy selv har fremstillet. Dengang vi var i Rom, havde jeg købt et dyrt sølvkors til ham, som han har gået med lige siden. Og sønnike havde taget et closeup af korset og selv redigeret og farvelagt i Photoshop. Lige til at nappe på Facebook.

Maden var fantastisk. Jeg er ikke selv den store kender udi gastronomien, men når gæsterne igen og igen går op til buffet’en efter mere, så siger det jo alt. Jeg behøver ikke sætte ord på – og meget af det hed også noget, jeg har svært ved at stave til, f.eks. carpaccio og parfait.

Min ven, og Inco-kortindehaver, Henrik havde ledsaget kæresten på de vigtige indkøbsture. Han er selv en haj i et køkken, og min kæreste har helt sikkert nydt at købe ind sammen med én hun kunne diskutere råvarer og madlavning med. Det er en af mine mangler: Jeg er ikke så bevendt til den slags, kan stort set kun koge tevand og bage sandkage.

Min kærestes søster Rie er derimod mere end ferm ved et komfur, og hun havde medbragt sine egne køkkenknive fra Sverige for at bistå ved den store festmiddag. Resultatet var helt i top, meget bedre end hvad professionelle cateringfolk nogensinde ville kunne levere udefra i flamingokasser.

En ung basketballspiller fra Cathrines hold hjalp til med afrydning og opvask, mens lækkerierne kom på bordet i en lind strøm. Forretter, hovedretter, desserter, blandt andet Ries berømte chokoladekage, og hjemmelavet is. Udvalget af øl, vin og spiritus var også rigtig godt og velvalgt, og her havde jeg faktisk haft en finger med i spillet. Lige på dét punkt der hedder drikkevarer er jeg, hvis jeg selv skal sige det, absolut vidende og bevendt.

Og vejret var godt! Lidt køligt, men med god plads mellem skyerne til at solen kunne skinne ned på det udendørs bord, hvor rygerne kunne sidde og nyde en smøg, en kaffe og en avec, med udsigt til det store grønne område, hvor ungerne og min løbegale bror fór rundt og legede med en amerikansk fodbold, som min kusines Aske havde med.

Det var på alle måder en stor succes. Lige fra det øjeblik i kirken, min lille dreng sad i jakkesæt og butterfly og rejste sig 180 cm høj og gik op til alteret, til vi sent på aftenen tog en calvados og gik igang med oprydningen. Jeg smiler stolt og er bare så glad for at det hele er mere end vel overstået.

Om jeg holdt en tale? Jamen, det gjorde jeg da. Den er her:

Tale til Jeremy
6. maj. 2012

I gamle dage kørte livet nogenlunde efter en snor. Man blev født, voksede op, blev konfirmeret og kom ud at tjene. Var man søn af en sømand, blev man sikkert også selv sømand. Eller landmand, hvis det var det, ens far var.

Det kunne næsten ikke være anderledes. Livets vej var sådan set allerede stukket ud ved dåben. Når præsten konfirmerede, at man tilhørte Gud, så var man trådt ind i de voksnes rækker, og så gik man over sø og land i sine forældres fodspor, ligesom de havde gået i deres forældres fodspor. Det var ligetil. Sådan gjorde konfirmander, generation efter generation.

Men idag er meget anderledes og næsten intet som i gamle dage. Idag er der nærmest frit valg på alle hylder. Og naturligvis er vores konfirmand klar på det. Jeg mener faktisk Jeremy er født anderledes:

Det gik i hvert fald ikke helt normalt for sig. To måneder for tidligt trådte du ind i de fødtes rækker. Tidligt om morgenen på Frederiksberg Hospital. Væggene og loftet var malet blåt, med hvide måger. Og du sprøjtede fostervand ud over jordmoderen, så hun måtte skifte tøj. Og så fik far og mor morgenmad, mens lille Jeremy blev gjort klar til at vi skulle ud til neonatal afdeling på Hvidovre.

Det er nemlig ikke helt i orden at komme til verden så tidligt, og vi kunne ikke være sikre på, at du ikke fejlede noget. Så du lå i en kuvøse, og blev tjekket døgnet rundt. Men de erfarne sygeplejersker havde fra start givet dig deres bedste odds: Blandede børn overlever altid, blev der sagt.

Og blandet, dét er du. En rigtig ashanti-viking. Du har det godt, både når det er rigtig koldt og når det er rigtig varmt. Og det er meget sjældent du er syg. 

Vi fik dig hjem længe før terminen, vi købte en blå barnevogn til dig, og du var nem at have med at gøre. En klog baby, der forstod at spise og sove. Du græd ikke, og brugte ikke sut. Det eneste punkt hvor du har skuffet dine forældre en smule, var at dit første ord hverken var FAR elller MOR – men derimod KOFI.

Hvorfor taler jeg egentlig så meget om da du var helt lille? – Jeg tror det skyldes, at ligegyldigt hvor stor og stærk du bliver, og hvor meget mor og far kommer til at se op til dig, så vil vi altid huske den lille dreng, som du var engang. Sådan er det med forældre og deres børn. Bare spørg farmor.

Ja, jeg tror alle dine gæster husker dig som du så ud for en meters tid siden, og de oplevelser de har haft med dig. Selv glemmer jeg aldrig da vi så delfiner ved Sortehavskysten i Bulgarien. Dyr har altid haft din interesse. Naboens akvariefisk, hunde og katte af enhver art, hammen fra en fuldvoksen snog ved Hamneda i Sverige, Zoologisk Have og ditto museum. Og du var ikke ret gammel, før du kunne stave til skolopender og elefantskildpadde. Fordi du havde interessen.

Når noget interesserer dig, så lærer du lynhurtigt. Engang blev jeg kaldt til krisemøde på Oehlenschlægersgade Skole. Du var håbløst bagud, især i matematik, og lærerne vidste ikke hvad de skulle gøre. Jeg sagde de bare skulle tage det roligt. Når interessen kom, ville alt løse sig. Og ganske rigtigt; Året efter var du blandt de bedste i klassen. Du er brainy, men slår først hjernen til når interessen melder sig. Din mor glæder sig til at du begynder at interessere dig for oprydning.

Og interesse begynder med nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis…? Og så kan alt ske.

Vi er vist alle spændte på, hvad du vælger fra tilværelsens mange hylder. Bliver du musiker eller filmmand? Det er ikke til at sige. Slår du din far i skak? Måske. Og skal jeg være nervøs over at du igår fortalte mig, at man for 750 kr. kan købe en fugleedderkop…?

Du får ingen formanende ord til konfirmanden, som i gamle dage. Jeg ønsker dig bare al mulig held og lykke.

Min kære søn. Jeremy længe leve!

Og sørme om ikke Jeremy holdt en takketale. Det er jo ikke alle konfirmander der tør det. Og selv om der naturligt nok var mere (kærlig) kritik end taksigelser, så var der heldigvis cadeau til både far og mor for at vi har været med til at gøre ham til den han er.

Senere rejste han sig nok engang og sagde tak for de mange behagelige overraskelser ved gavebordet. Over 15.000 kr. er så rigeligt til en spritny computer, også efter at en smule af pengene er skudt af til blå mandag i Tivolis rutsjebaner.

Henrik tog en masse fotos, som jeg glæder mig til at se i aften. De bliver nok lagt på nettet, så alle gæsterne også kan kigge med.

Ortoreksi

Foto: Zsuzsanna Kilian, Ungarn

Første gang jeg hørte ordet, lød det som ottorexi, og jeg forestillede mig en panisk angst for genudsendelser af Danmarks Radios gamle Leisner-programmer. Men det er ikke hvad ordet betyder, og det staves altså Ortoreksi.

Det handler om sundhed, men i syg, overdreven form. En ny psykisk lidelse, som egentlig udspringer af et fornuftigt ønske om en sund livsstil.

Til at begynde med, ville ortorektikeren måske bare følge Sundhedsstyrelsens gode råd “6 om dagen”. Altså, spise 600 gram frugt og grønt hver dag.

Men hvis frugt og grønt er så sundt, hvorfor så ikke udelukkende spise dét? Altså, farvel til kød, og velkommen til livet som vegetar.

Og hvorfor så ikke blive hardliner i det game, altså veganer. Farvel til mælk, ost, fisk og æg også. Veganismen udelukker enhver form for animalske produkter, og dermed dur honning heller ikke.

Hvad der startede med en fornuftig tanke om at spise sundt, har nu udviklet sig til et selvsat krav om udelukkende at indtage føde fra planteriget. Økologisk, naturligvis.

Det handler jo om at komme i form, og mon det så ikke vil være en fordel yderligere at begrænse hvad kosten må bestå af?… Farvel til banan, for ikke at blive frugtsommelig. Og farvel til pære, for ikke at komme i pæreform.

Hvad mere? Er tomater egentlig ikke mere syndige end de er sunde? For ikke at tale om jordbær, hindbær, brombær, blåbær, – ja, bær i det hele taget… Og med tanke på Eva i Paradiset, så er det nok bedst også at sige farvel til æbler… Det er jo nærmest slangegift!

Til slut får man med sin ortoreksi spist sig op i et hjørne, hvor kun ananas og squash er tilladt. Pudsigt nok det frugt og grønt man egentlig bryder sig mindst om…

Ortoreksi er et ord i tiden. Og en tidstypisk sygdom.

Brød fra Storbritannien

Foto: Hannah Chapman, Storbritannien

I disse bagetider vil jeg også være brødblogger.

Det er bestemt ikke noget fattigdomstegn at bage sit brød selv. Man sparer heller ikke noget særligt, selvom brødfabrikkerne har hævet priserne gevaldigt de seneste par år.

Jeg opfatter nu mere Estrups brødblog som en kærlighedserklæring til det håndlavede brød, æltet hos den lokale bager og bagt i en gammel stenovn fra før verden gik af lave.

Det er sådan noget, man skal give sig god tid til. Man skal ned i tempo og nyde processen. Glæde sig over at ting tager tid.

Hvis bare man venter længe nok, så vil selv den sureste surbrøds dag i bakspejlet blive en af “de gode gamle dage”…

Tid fylder mere og mere i mit liv. Især i dag: I går var jeg sidst i fyrrene – nu er jeg hastigt på vej mod de tres! Der er kun ét at gøre: Spis brød til.

At skrive

Foto: Leonardo da Vinci, lang lukkertid, 1495-97

Der findes et site der hedder Forfattersiden. Det er åbent for alle, også dem der endnu ikke er sprunget ud af forfatterskabet. Forfattersiden.dk er “For folk der kan lide at skrive og læse”, som der står på forsiden.

Sitet har været igang siden sidste år, og drives på fritidsbasis af en webudvikler, som kalder sig Forfatter in spe. Jeg synes det er godt med en sådan side, som til forskel for Dansk Forfatterforenings hjemmeside ikke kun henvender sig til etablerede forfattere.

En sjov ting på Forfattersiden er konkurrencerne, hvor man battler på skriveriet. Udgangspunktet er denne gang fuldstændig hypotetisk, omend ikke helt utænkeligt:
Du spiser med hos Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Værs’go’ og skriv. Max 700 ord. Forfatteren Finn Wilkens er dommer, og han lægger vægt på en skæv, gerne overraskende og humoristisk synsvinkel.

Jeg kom straks i tanke om det flotte skilderi “Den sidste nadver” – og har så skrevet denne lille novelle:


Ræk mig lige saltet…

Jeg er skal spise aftensmad i himlen. Jeg vil ikke sige, jeg er inviteret, for Gud, Jesus og Jomfru Maria excellerer ikke i indbydelser. De sender den leende mand, og så er man tilsagt!

Måltidet, som i de himmelske kredse kaldes nadveren, indtages i det rum, som den guddommelige maler Leonardo da Vinci har gjort verdensberømt. Alle kender maleriet fra slutningen af 1400-tallet, af den store banket, i hvert fald hvis de har læst Dan Browns bestseller, hvor især personen til højre for Jesus kom under lup.

For hvem var det egentlig, Jesus spiste sammen med? Det spørgsmål er helt centralt i Da Vinci Mysteriet. I over 600 år har vi troet det var hans tolv disciple, men det menneske hvis venstre arm er allertættest på Guds søn, virker unægtelig meget feminin. Nedringet kjole, langt hår og godt lakket til – det tyder temmelig meget på Marie Magdalene.

Men hun var jo ikke nogen mand, så hvordan var hun kommet med til Jesu herremiddag? Var hun indskrevet som Mathias Magdaole? Var Jesu borddame transvestit og altså alligevel en slags brormand? Eller er den nøgne sandhed, at Jesus var ganske almindelig hetero og helt naturligt havde sin kæreste med til bords?

Det spekuleres der fortsat over her i den jordiske verden, og det kunne være rart for en nysgerrig madskribent som mig at få afsløret gæstelisten, som den så ud dengang "The last supper" blev serveret.

Men idag bliver der forresten ikke brug for de ekstra plader i spisebordet med hollandsk udtræk. Vi bliver kun fire; De tre glorværdige værter – og så lille mig.

Og jeg er personligt lidt ligeglad med, om Marie var mand eller kvinde – eller fra naturens (og Guds) hånd udstyret med både pik og kusse. Jeg har et langt større problem med menukortet, lige her og nu:

Som bekendt er det jo kun Gud, der er her, der og allevegne. Alle vi andre kan kun være ét sted ad gangen. Menuen udstiller problematikken i bare to ord: Dødens pølse. Man slipper ikke levende fra at spise aftensmad med Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Så hvad er der dækket op til? – Den seneste nadver? – Eller en sidste udvej? Er det endegyldigt forbi, når jeg lige om lidt sætter mig til bords, eller er jeg som H.C. Andersen kun skindød?

– Ræk mig lige saltet. – Lugtesaltet!

Farlig klejne

Som den ligger dér, på Guldbagerens pose, er der ingen tvivl: Her er en klejne man ikke skal spøge med. Hvis kalorier kunne dræbe…

Og klejnen her blev endda kun en indledende snack. Efter den og julegudstjenesten i Skanderup kirke er der fulgt juleand med æbler og svesker, og sovs til hvide, brune og franske kartofler. Og så lige en stor portion risalamande med indlagt risiko for marcipangris i mandelgave.

Nu er jeg stopmæt. Kan kun slappe af og runde af med kaffe og avec. Og dog: Er der flere kæmpe klejner tilbage?

Kongerejer

Foto: Rob Owen-Wahl, Storbritannien

Min kæreste er fantastisk til at lave mad. Jeg synes simpelthen vi spiser kongeligt hver eneste dag – men Naja er ikke enig.

Dronning Margrethe og Prins Henrik får rejer når de har lyst – vi får kun rejer når de er på tilbud i Føtex!
Fnis…

Vand på bordet

Foto: Agata Urbaniak, Spanien

Et enigt Folketing har i dag besluttet, at det fremover er forbudt at "neutralmarinere" i slagteribranchen. Ikke sådan at forstå, at der ligefrem er lukket for det varme vand – branchen skal bare finde et andet ord for det.

Derfor vil der stadig være vandpumpede kyllingestykker i supermarkedernes kølediske. Producenterne af fjerkræ har altså ikke noget at græde over. De kan fortsat vande høns.

Hvad kommer det så til at hedde, nu hvor neutralmarineret ved lov er blevet et fy-ord? Jeg gætter på H2O beriget. Og reklametekster a la: Spis kyllingefilet – en dejlig saltvandsindsprøjtning!
Eneste stramning synes at være en grænse for, hvor meget marinade der må pumpes i kødet. Fødevareministeren sætter et loft for hvor mange procent salt og vand der må skydes i produkterne – og hvis producenterne ikke makker ret, kommer han efter dem!

Sizzler

Foto: Omslaget fra det berømte Supertramp album Breakfast In America

Du får kun en kiks og en tør kop kaffe uden smag, siger min kæreste. Mere er der ikke i en continental breakfast.

Jeg er endnu engang blevet klogere på forskelle mellem engelsk engelsk og amerikansk engelsk. Hvor continental breakfast i England skal forstås som et morgenmåltid som det spises på den anden side af den engelske kanal, så dækker samme betegnelse en skrabet buffet i morgentimerne.

Liki Tiki Village byder hver morgen på en decaf og en lille foodbar. Plus, fordi det er et fint sted, en stor cola, en appelsin og et rødt æble pakket ind i cellofan.

Men selvfølgelig skal vi også prøve rigtig breakfast in America:

Altså kører vi til Sizzler, hvor der er all you can eat for nogle få dollars. Og så er der banko på hele pladen:

Pandekager med honning og orangesyltetøj, stegte kartofler, scrambled egg, bacon, french toast, fritter, oliestegte kartoffelkager, hashbrowns og tykke pølser med Heinz ketchup og Sizzlers egen BBQ dressing, diverse gravy sovse, baked beans, spejlæg, og godt med salt og peber.

Salat i lange baner, tre slags melon, kiwi, æbler, pærer, druer, rosiner, grapefrugt med rødt frugtkød, ananas, couton’er, og meget mere. Af drikkevarer er der kaffe, diet coke, mælk, og hvad man er til i juice. Jeg vælger dog en syvende mulighed: icetea, unsweetend. Ellers får jeg sukkerchok – for vi er slet ikke færdige:

Chokoladekage, apple pie, crossant, flere slags småkager, nøddekage og sorte OREO bisquits med hvid creme. Bagels og hytteost. Der er også ad libitum softice med flødeskum.

Resten af dagen går vi rundt i SeaWorld for at få forbrændt de alt for mange kalorier. Vi springer forståeligt nok frokosten over, og efter solen er gået ned, kan jeg sagtens nøjes med lidt garlic bread med danish blue cheese. Hertil et koldt glas hvidvin.

No problem…

Thai guld på Nørrebro

Det er det vildeste thai food jeg nogensinde har sat tænderne i. Og så var det slet ikke planlagt at det skulle være vildt.

Jeg har sammen med Jeremy og hans storebror Kofi besluttet at vi i dagens anledning skal spise ude. Det er jo Jeremys fødselsdag.

Der er mange muligheder at vælge mellem på Nørrebro. Så vi går på jagt ned ad Jagtvejen.

Kofi kommer i tanke om en lille god thai takeaway ikke langt fra Empire bio. Og nogen har fortalt ham at ejerne også har en restaurant lige ved siden af. Mon ikke de har et ledigt bord dér?

Kofi har aldrig været på restauranten, men den er sikkert okay. Den skal vise sig at hedde Kiin Kiin – og være meget mere end okay.

På døren hænger et stort klistermærke som proklamerer at dette sted er anbefalet af Michelin. Jeg studser – et michelinstjernet spisested på Nørrebro? Umuligt! Vi går indenfor, afleverer frakkerne og tager plads i loungen.

Siden hvornår har en dansk thai restaurant haft franske Michelin anmeldere på besøg?!

Svaret er: kort tid efter den åbnede. Folkene bag havde fra start sat niveauet himmelhøjt, men samtidig åbnet føromtalte takeaway ved siden af for at være sikker på at kunne betale huslejen. Der er forresten kun to thai restauranter i hele verden med Michelins anerkendelse. Den anden ligger i London.

Det er rigtig hyggeligt i loungen, med skøn dæmpet musik og masser af atmosfære. Vi får snacks – og skal hurtigt erfare, at chips kan laves af andet end kartofler. Skiver af lotusrødder, for eksempel. Der er også tapioka af ris, med en skøn chili tomatskum. Spicy fiskekager med slangebønner. Delikate, let sødlige flæskesvær af en art, og lækre soyaristede cashew nødder serveret som et overflødighedshorn i en konkylie. Khong Wang, hvor lækkert.

Jeremy får en Fanta, og de rigtig voksne får dim sum øl fra Mikkeller. Skabt til asiatisk mad.

Det kan vi fluks teste med noget jeg vil kalde små sushi forårsruller, men som tjeneren kalder Tod Man Pla med agurke chutney, and & hoisin - kylling i karry.

Så er det tid til at gå op i restauranten. Her er dækkert morderlig fint op, og aftensolen får dekorationerne på væggen til at sende gyldne smil til dagens unge mand.

Tom Yam Kai er en skøn suppe med kylling og galanga, serveret i halvkugle rustfri drikkeskåle. Og apropos øllet, så kommer der også Dim Sum lækkerbidskener på bordet.

Salat med grøn mango og sprød fisk, eller på ordret thai: Yam Kiin Kiin - Kang Dang Nor Mai Farang. Hos mig tager især de hvide asparges med rød kokuskarry kegler mens storebror Kofi er begejstret for den specielle salat. Jeremy nyder alle de nye smagsindtryk. Hvis børn er kræsne og kun vil have pizza, så kan der blive vendt op og ned på alting på en fin thai restaurant.

Næste ret er jomfruhummer i ingefær og kammuslinger på en sprød tamarin bund og en elegant stribe gulerodspasta. Hvad sådan noget hedder på thai, kan ses på hjemmesiden kiin.dk

Måske har fødselsdagsbarnet sat næsen op efter grillkylling, men nu får han vagtel i jordnødder og saltede sorte bønner. Et lille blødkogt vagtelæg uden skald er der også blevet plads til på tallerknen. Ved siden af en skål med stegte ris blandet med stærke grøntsager og friske små citronstykker.

Mens Kofi og Jeremy hver får et stort glas pære juice, smutter jeg på toilettet for at forrette min nødtørft. Der er to døre i kælderen: For the lovely ones og For the necessary ones. Jeg har aldrig følt mig uundværlig, og vælger den forkerte dør.

Men det er ligemeget. Ingen ser det. Her er ikke noget pissoir, men krokus en masse og seks slags flydende håndsæbe. Der er også små pakker med tandbørste og fresh smile pasta, hvis man er til mere end tandstikkere.

Vi er faktisk mætte – men nu kommer desserterne. Den første er … en lollipop. Vi sidder lidt med hver sin pind og kigger fjoget på hinanden. Slikkepind på en fornem restaurant? Vi bider gennem den kridhvide skal og nyder det indeni, som er kiin kiin i ren form.

Så kommer den mest fantastiske dessert, jeg nogensinde har fået serveret. En te dessert. En mindre glastallerken med en skumtop på sættes på en større fra den kongelige porcelainsfabrik, og så kommer tjeneren med en iskold kande flydende nitogen på minus 125°C. Den hældes i undertallerkenen, og smuk røg af kulde smyger sig omkring bordet. Bergamot Earl Grey theen giver lyd fra sig og forvandler sig til is under den hvide skum – og smagen er helt forrygende på denne madanmelders smagsløg.

Der er også en grøn Sankaya kage som Jeremy får serveret med små dannebrogsflag i. Og en kunstfærdig sag med rabarber og lakrids. Et lille stykke frisk sukkerrør er også værd at bide i. Kofi mindes sin barndom i Ghanas gamle hovedstad Kumasi, hvor det var yndet slik blandt skoleeleverne.

Til slut kommer det vildeste: Regningen! Den lander på 2850,- kr. Det er jo fuldstændig vildt og vanvittigt på en normal torsdag aften. Det kunne vi have fået mindst 50 pizzaer for – men denne aften i Kiin Kiin glemmer vi aldrig.

Madblog

Nyhederne på TV2 fortæller, at madblogs er det hotteste på nettet lige nu. Derfor er her fluks en. En rigtig lækker en, endda.

Vanilleis på en bund af friske mango skiver og lækre blå- og hindbær. Der er ingen grund til at give opskriften – for man kan jo selv se hvad desserten består af.

Serveret på en helt enkel hvid tallerken, som smuk afslutning på en dejlig middag på Holiday Inn en lille taxatur fra lufthavnen i Bruxelles.

Man spiser godt på Mama Africa

Foto: Jacob Crawfurd

Restauranten har været med i en slags Gordon Ramsays køkkenmareridt på TV3, kaldet Med Kniven for Struben, så nu er der for alvor gode overlevelsesmuligheder for den afrikanske restaurant i Griffenfeltsgade. Første tilløb var Anette Mollels Africafé på adressen for snart mange år siden.

I anledning af Jeremys storebrors veloverståede eksamen på Københavns Universitet, med bachelor i økonomi og matematik, havde hans mor inviteret til spisen på stedet. Kofi arbejder der som tjener en gang imellem.

Pudsigt som knægten ikke kunne lade være med at hjælpe til, selv om han denne aften selv var midtpunktet. Han hjalp den smukke kenyanske servitrice med bestillingerne, og efter forretten hjalp han lige med at tage af bordet.

Maden var en skøn gastronomisk oplevelse, for mit vedkommende endda ledsaget af en virkelig god ghanesisk øl.

Og så grunden til at jeg lige vil nævne restauranten i en blog: På væggene lyser flotte fotos fra det afrikanske kontinent op. Og jeg har fotografens tilladelse til at bringe det mest oplagte. :-)

60 år gammel mad

Foto: Steve Woods, Storbritannien

Idag er det 60 år siden den første gang blev spist på Danmarks første burgerbar på Dyrehavebakken. Det skriver DR Nyheder.

Burgeren er så let at lave, at selv jeg kan finde ud af at lave den. Det er nok for nemheds skyld at den efterhånden er blevet vores nationalret.

Portvinssmagning

Foto: Carla Pais, Portugal

Engang var portvin noget man bød uventede gæster, gerne på en lille sølvbakke, sammen med lidt småkager.

Nu er det en mere alvorlig sag, hvor kendere går op i årgang, farve, duft, smag og helhed. Det fandt vi hurtigt ud af, da vi torsdag aften ankom til Alfred & Kamilla på Rugårdsvej i Odense.

Garntrisse og jeg havde tilsluttet os en overdådig Graham’s Winemakers Dinner, syv retter med forskellige portvine som følgeskab. Middagen skulle ligge i forlængelse af Den Fynske Portvinsklubs smagning af alle de klassiske årgange fra 1955 til 2000 – i alt 13 flasker.

Smagningen trak ud, så vi stillede os til at vente ved en sort disk med små skåle med diverse oliven og salte snacks og solsikkefrø. Og snart fik vi smagningen med fra sidelinjen:

Min ven Gert Jessen kom ud til os og bød velkommen med et par slatflasker af årgang 1983 og 1985. Så kunne vi se om vores ganer fandt mest behag i den ene eller den anden. Som Gert sagde, så havde vi adskillige gange delt mundvand og ville naturligvis gerne drikke af samme glas.

Vi viste straks evner udi portvinssmagning, da vi udpegede 1985eren som den bedste. 1983 var nemlig kun en lille klassiker.

Portvin smager godt, og længe… Snart var vi en halv snes middagsgæster der stod og ventede på at komme ind i selve restauranten. Men smagningen trak endnu længere ud, og vi fik endnu flere årgange smuglet ud fra portvinsklubbens smagning, der var akkompagneret af Graham’s direktør Dominic Symingtons velsmurte oxfordengelsk.

Det er en speciel oplevelse at drikke en vin der er lavet før man selv fik personnummer. 1955 – en stor oplevelse. Og den egentlige aperitif, The Tawny, var bestemt heller ikke noget skrammel.

Der var dækket op med et stort arsenal af glas og bestik til det hele. Første ret var rødtunge - høns - jordskok, sammen med et stort glas afkølet Graham White Port. Jo, portvin kan godt gå an til fisk.

Slethvar - løg - rosenkål - mandel, kom sammen med en Redoma 2007: hvidvin lavet på en drue der ellers normalt indgår i portvinsproduktion.

En indlagt lille suprice var et eksperiment fra kokkens side, men han behøver ikke gentage det for min skyld. En mørkerød kold sorbet-agtig substans, med revet foie gras drys over. Hmm.

Kalv - kalv - kalv - karamel - grønt var straks sjovere at sætte tænderne i, og dertil Graham’s kultvin Chryseia Rød 2003, samt en Altona tinto reserva 2006. Snakken gik livligt omkring bordene, en selvfølge med så meget godt til både hals og mave.

Blå oste - ahorn sirup - peber. Med mere portvin, nu en 1999 Graham’s Malvedos Vintage port.

Kirsebær - chokolade - tempranillo. Bærene var syltet i sommers, kagen rigtig god og dekorativ, anrettet på tallerkenen efter alle madkunstens regler. Og intet måltid uden et godt glas portvin til sidst: Graham’s 30 years Tawny port.

Jo, det var en dejlig aften skråstreg nat, og turen hjem med taxa og DSB forløb småslumrende og problemfrit.