Viser opslag med etiketten vin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vin. Vis alle opslag
onsdag den 11. juli 2012
Ping
Så står vi her. Lige ved en rød prik på kortet over Odense Zoo.
Kongepingvinen kejser med nakken. Stoltserer rundt i det kunstige antarktis, smukt klædt på, som den jo er fra naturens hånd, i kjole og hvidt.
Jo, som pingvin af første minusgrad har man noget at have sin kongelige attitude i. Hofsnogen kendes på sine to gule nakkepletter.
Nu skal det gøre godt med en sild. En kold buffet fra Royal Greenland står klar i baggrunden. Den er helt pingeling.
Så går vi videre.
torsdag den 10. maj 2012
Stor succes
I søndags skete det, som jeg og min kæreste havde forberedt over flere måneder. Min søn Jeremy blev konfirmeret i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, med efterfølgende fest i Fælleshuset her seks zoner syd for Rådhuspladsen.
Vi går stadig rundt og smiler over, så godt det gik. Eneste lille kiks åbenbarede sig, da alle skulle sætte sig til bords. Jeg havde lavet fine små bordkort, men der var ikke noget med Thomas på til min lillebror. Fnis – det var ikke meningen, men den slags kan jo ske, når man som mig først laver bordplan i sidste øjeblik og skal holde rede på 34 navne, heraf hele to thomasser. Men lynhurtigt blev endnu et sæt tallerkener, glas, bestik og smukt foldet blå stofserviet bragt til veje.
Bordkortene var printet med et lille motiv, som Jeremy selv har fremstillet. Dengang vi var i Rom, havde jeg købt et dyrt sølvkors til ham, som han har gået med lige siden. Og sønnike havde taget et closeup af korset og selv redigeret og farvelagt i Photoshop. Lige til at nappe på Facebook.
Maden var fantastisk. Jeg er ikke selv den store kender udi gastronomien, men når gæsterne igen og igen går op til buffet’en efter mere, så siger det jo alt. Jeg behøver ikke sætte ord på – og meget af det hed også noget, jeg har svært ved at stave til, f.eks. carpaccio og parfait.
Min ven, og Inco-kortindehaver, Henrik havde ledsaget kæresten på de vigtige indkøbsture. Han er selv en haj i et køkken, og min kæreste har helt sikkert nydt at købe ind sammen med én hun kunne diskutere råvarer og madlavning med. Det er en af mine mangler: Jeg er ikke så bevendt til den slags, kan stort set kun koge tevand og bage sandkage.
Min kærestes søster Rie er derimod mere end ferm ved et komfur, og hun havde medbragt sine egne køkkenknive fra Sverige for at bistå ved den store festmiddag. Resultatet var helt i top, meget bedre end hvad professionelle cateringfolk nogensinde ville kunne levere udefra i flamingokasser.
En ung basketballspiller fra Cathrines hold hjalp til med afrydning og opvask, mens lækkerierne kom på bordet i en lind strøm. Forretter, hovedretter, desserter, blandt andet Ries berømte chokoladekage, og hjemmelavet is. Udvalget af øl, vin og spiritus var også rigtig godt og velvalgt, og her havde jeg faktisk haft en finger med i spillet. Lige på dét punkt der hedder drikkevarer er jeg, hvis jeg selv skal sige det, absolut vidende og bevendt.
Og vejret var godt! Lidt køligt, men med god plads mellem skyerne til at solen kunne skinne ned på det udendørs bord, hvor rygerne kunne sidde og nyde en smøg, en kaffe og en avec, med udsigt til det store grønne område, hvor ungerne og min løbegale bror fór rundt og legede med en amerikansk fodbold, som min kusines Aske havde med.
Det var på alle måder en stor succes. Lige fra det øjeblik i kirken, min lille dreng sad i jakkesæt og butterfly og rejste sig 180 cm høj og gik op til alteret, til vi sent på aftenen tog en calvados og gik igang med oprydningen. Jeg smiler stolt og er bare så glad for at det hele er mere end vel overstået.
Om jeg holdt en tale? Jamen, det gjorde jeg da. Den er her:
Tale til Jeremy
6. maj. 2012
I gamle dage kørte livet nogenlunde efter en snor. Man blev født, voksede op, blev konfirmeret og kom ud at tjene. Var man søn af en sømand, blev man sikkert også selv sømand. Eller landmand, hvis det var det, ens far var.
Det kunne næsten ikke være anderledes. Livets vej var sådan set allerede stukket ud ved dåben. Når præsten konfirmerede, at man tilhørte Gud, så var man trådt ind i de voksnes rækker, og så gik man over sø og land i sine forældres fodspor, ligesom de havde gået i deres forældres fodspor. Det var ligetil. Sådan gjorde konfirmander, generation efter generation.
Men idag er meget anderledes og næsten intet som i gamle dage. Idag er der nærmest frit valg på alle hylder. Og naturligvis er vores konfirmand klar på det. Jeg mener faktisk Jeremy er født anderledes:
Det gik i hvert fald ikke helt normalt for sig. To måneder for tidligt trådte du ind i de fødtes rækker. Tidligt om morgenen på Frederiksberg Hospital. Væggene og loftet var malet blåt, med hvide måger. Og du sprøjtede fostervand ud over jordmoderen, så hun måtte skifte tøj. Og så fik far og mor morgenmad, mens lille Jeremy blev gjort klar til at vi skulle ud til neonatal afdeling på Hvidovre.
Det er nemlig ikke helt i orden at komme til verden så tidligt, og vi kunne ikke være sikre på, at du ikke fejlede noget. Så du lå i en kuvøse, og blev tjekket døgnet rundt. Men de erfarne sygeplejersker havde fra start givet dig deres bedste odds: Blandede børn overlever altid, blev der sagt.
Og blandet, dét er du. En rigtig ashanti-viking. Du har det godt, både når det er rigtig koldt og når det er rigtig varmt. Og det er meget sjældent du er syg.
Vi fik dig hjem længe før terminen, vi købte en blå barnevogn til dig, og du var nem at have med at gøre. En klog baby, der forstod at spise og sove. Du græd ikke, og brugte ikke sut. Det eneste punkt hvor du har skuffet dine forældre en smule, var at dit første ord hverken var FAR elller MOR – men derimod KOFI.
Hvorfor taler jeg egentlig så meget om da du var helt lille? – Jeg tror det skyldes, at ligegyldigt hvor stor og stærk du bliver, og hvor meget mor og far kommer til at se op til dig, så vil vi altid huske den lille dreng, som du var engang. Sådan er det med forældre og deres børn. Bare spørg farmor.
Ja, jeg tror alle dine gæster husker dig som du så ud for en meters tid siden, og de oplevelser de har haft med dig. Selv glemmer jeg aldrig da vi så delfiner ved Sortehavskysten i Bulgarien. Dyr har altid haft din interesse. Naboens akvariefisk, hunde og katte af enhver art, hammen fra en fuldvoksen snog ved Hamneda i Sverige, Zoologisk Have og ditto museum. Og du var ikke ret gammel, før du kunne stave til skolopender og elefantskildpadde. Fordi du havde interessen.
Når noget interesserer dig, så lærer du lynhurtigt. Engang blev jeg kaldt til krisemøde på Oehlenschlægersgade Skole. Du var håbløst bagud, især i matematik, og lærerne vidste ikke hvad de skulle gøre. Jeg sagde de bare skulle tage det roligt. Når interessen kom, ville alt løse sig. Og ganske rigtigt; Året efter var du blandt de bedste i klassen. Du er brainy, men slår først hjernen til når interessen melder sig. Din mor glæder sig til at du begynder at interessere dig for oprydning.
Og interesse begynder med nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis…? Og så kan alt ske.
Vi er vist alle spændte på, hvad du vælger fra tilværelsens mange hylder. Bliver du musiker eller filmmand? Det er ikke til at sige. Slår du din far i skak? Måske. Og skal jeg være nervøs over at du igår fortalte mig, at man for 750 kr. kan købe en fugleedderkop…?
Du får ingen formanende ord til konfirmanden, som i gamle dage. Jeg ønsker dig bare al mulig held og lykke.
Min kære søn. Jeremy længe leve!
Og sørme om ikke Jeremy holdt en takketale. Det er jo ikke alle konfirmander der tør det. Og selv om der naturligt nok var mere (kærlig) kritik end taksigelser, så var der heldigvis cadeau til både far og mor for at vi har været med til at gøre ham til den han er.
Senere rejste han sig nok engang og sagde tak for de mange behagelige overraskelser ved gavebordet. Over 15.000 kr. er så rigeligt til en spritny computer, også efter at en smule af pengene er skudt af til blå mandag i Tivolis rutsjebaner.
Henrik tog en masse fotos, som jeg glæder mig til at se i aften. De bliver nok lagt på nettet, så alle gæsterne også kan kigge med.
torsdag den 23. juni 2011
Ven Vinhus
Stjerne udslukt. Ødelagt af sprut, piller og det der er værre.
Der var ellers lagt an til en genfødsel, en rehabilitering af kvinden med den særegne sang. Mange havde glædet sig til det opreklamerede comeback, men efter at Ami Winehouse har raget bevidstløs rundt på første scene som en skygge af sig selv, er resten af turnéen aflyst. Buhet ud i Beograd. Der er ikke mere at komme efter.
Nu kan vi så med en sær blanding af afsky og fascination følge hendes videre deroute helt ned i den sorte muld. Jeg vil helst nøjes med den fede lyd fra dengang hun brød igennem. Hvor man virkelig kunne høre, at her var noget nyt og anderledes. Paradoksalt nok er det først og fremmest Rehab, (no, no, no) der står tilbage som sangerindens største hit.
Mærkeligt nok er det også det spor amywinehouse.com kører på. Billedet har jeg fundet ved at klikke ind på sitets official press shots. Det er jo ikke et fotografi af en kunstner der vil frem. Trist og tøvende står hun og støtter sig op af væggen, inden hun forsvinder ned ad glemslens korridor. Down the drain. Ud i mørket.
Jeg lytter en sidste gang til Rehab, som hun kunne trykke den af for bare fem år siden. Farvel og tak, tænker jeg. Så tænder jeg radioen og lytter efter næste levende billede…
lørdag den 19. februar 2011
Dage i Rom
Her er faktisk alt for mange oldsager og gudshuse. Det må være nok med det pluk vi allerede har set. Nu vil vi bare slappe af og nyde solen, når den skinner. I dag har vi mødt en romersk kat, der legede med et stykke palmebark. Og vi har fundet en døgnkiosk, som sælger syrlinger fra Haribo.
De sidste dage går med at snakke og bare tulle rundt. Vi er havnet på Legends hostel, hvor en newzealænder kan fortælle om hvordan det var at være turist i Egypten, mens det hele stod på. Her er også en italiener, som er på weekendkursus i Rom, men ellers bor på Sicilien. Han kan fortælle, at der altid er lidt gang i Etna, og at vulkanøens vin er rigtig god.
I supermarkedet har jeg købt en flaske italiensk rødvin til min kæreste. Ikke siciliansk, men ægte Brunello. Den var dyr. Jeg kunne have erhvervet en rigtig god whisky for samme pris. Glæder mig til at komme hjem og få et kys, og hun åbner gaven og finder nogle glas frem.
tirsdag den 16. marts 2010
Præstens pub
![]() |
| Foto: Dora Pete, Ungarn |
Min forrige blog med afsæt i Kristeligt Dagblads artikel Nu skal alterbrødet have smiley har fået mange morsomme kommentarer. Og det er jo også i sig selv grinagtigt at myndighederne pludselig kræver kontrol med Diakonissestiftelsens oblatbageri efter mere end hundrede år uden så meget som en bøvs forårsaget af det lille tynde stykke brød der symboliserer Jesu Kristi Legeme.
Der er i mine øjne ingen hygiejne risiko forbundet med oblater. De laves af en lind dej som bages under pres mellem to brandvarme plader, gerne med et lille relief af den korsfæstede Jesus. Men nu skal han altså også kontrolleres.
Det er jo ikke gjort med at udskifte relieffet med en glad smiler. Tværtimod stiller smiley ordningen også krav til serveringsstedet, og -personalet. Helt seriøst kan man spørge, om præsten skal til at føre logbog over hvornår han går på toilettet og vasker hænder. Jeg mener det skriger til himlen.
Og hvad med den hedvin der symboliserer Jesu Kristi Blod? Hvis oblaterne vitterlig skal underkastes smiley ordningen, så må Folkekirken nødvendigvis også have spiritusbevilling. Ellers hænger det jo ikke sammen.
Jeg mener iøvrigt ikke Fødevarestyrelsen bare sådan lige vupti kan kræve kontrol med Diakonissestiftelsens oblatbageri. Oblater er ikke fødevarer, og efter mere end hundrede år må man sige at der er en hævdvunden ret til at uddele de religiøse snacks i forbindelse med nadver og andre tempelhandlinger – uden at Fødevarestyrelsen skal stille sig til herre over de troende.
Men lad mig fortælle hvad der egentlig har sat gang i smiley historien: Det startede på Vibevej, hvor Fødevarestyrelsen fra Rødovre sammen med Skat og Politi lavede en razzia i moskéens køkken. Her blev der lavet tilsvarende små muslimske brød til hellige måltider, og en ung mand der hjalp til med bageriet havde endnu ikke arbejdstilladelse, og blev derfor fængslet og udvist af Danmark i et år.
DNM gik ind i sagen. Den unge (danskgifte) mand sad otte dage ulovligt fængslet, og udvisningen var ligeså ulovlig. Det er jo ikke arbejde når man frivilligt hjælper til i en kirke eller moské, og ministeriet erkender da også at religiøse organisationer i Danmark er fritaget for registrering hos Skat og Fødevarekontrollen.
Desuden var razziaen under al kritik. De såkaldte kontrollanter havde tilsyneladende ikke elementært begreb om bakterier og forebyggende hygiejne, men vadede rundt i køkkenet i beskidte sko, vaskede ikke hænder og brugte ikke engangs handsker og andet sterilt til faget hørende.
Det er lige til en sur smiley, og ikke spor sjovt.
søndag den 14. marts 2010
Det er Jesu Kristi Levnedsmiddel
![]() |
| Foto: Bill Davenport, Canada |
Varedeklarationen på den oblat du får oppe ved alteret i kirken er en klar fejl. Det er ikke Jesu Kristi Legeme, som præsten ellers siger det er!
Fødevarestyrelsen siger det er en fødevare. Og den har været helt uden kontrol i over hundrede år. Så nu skal folkekirken bede om syndernes forladelse og få sluttet de små oblater til smiley ordningen.
Jo, sgu! Det står at læse i Kristeligt Dagblad
Men hvad så med det du drikker ved altergangen? Det er næppe heller Jesu Kristi Blod. Jeg mener det i virkeligheden er hedvin fra Madeira. Og det selv om kirken ikke har spiritusbevilling!
Hvad ligner det, at præsten leger bartender og fylder folk i alle aldre med alkoholiske drikkevarer. Det skal sørme også stoppes. Og slut med altergang til unge under atten.
mandag den 8. februar 2010
Ferrari frimærke
– Narj, jeg ved ikke rigtig… Jeg er jo ikke så godt gående, og der er jo også min gammelkones sukkersyge. Tænk, hvis jeg pludselig bliver syg…
Mor havde mange små bekymringer, som når hun lagde dem sammen og gangede med tre, var på nippet til at få hende til at takke nej til en to måneders rejse til Argentina sammen med sin kæreste.
Heldigvis blev hun overtalt til at tage afsted. Man skal jo leve så længe man lever – og at rejse er som bekendt at leve.
Nu er der så kommet brev frankeret med argentinsk porto, med hyggelig læsning om den lange flyrejse via Paris over Atlanten til Buenos Aires, hvor nogle af Karstens gode venner stod klar med bilen der kørte dem de sidste 380 kilometer bumle landevej til Tandil.
Mor & Karsten har det pragtfuldt. Der er i omegnen af 30° varmt, mange solsikker, nerier, eucalyptus træer og hibiscus buske. Der er også kolibrier, og mange andre smukke fugle, som "skræpper" helt anderledes end dem derhjemme i Lunderskov.
Tiden går med at spise, drikke, snakke, vandre, og tulle rundt i swimmingpoolen for bagefter at soltørre i den duftende blomsterhave.
Jo, det går rigtig godt. Det kan jeg både læse og se; Hun er kommet til at spilde rødvin på brevpapiret. Jeg gætter, det er den foretrukne, noget dyre rødvin (25,- kr.) som hedder det samme som min mor: La Linda.
På spansk betyder min mors navn "den smukke". Jo, hun nyder så sandelig varmen, kærligheden og kildevandet - omend væskeindtaget nok mest består af øl og vin…
Nu skriver jeg hendes Ferrari frankerede brev ind på mac’en. Thomas og Stephen skal da også via mailen have fornøjelse af den flotte feriehilsen.
tirsdag den 30. september 2008
Rødvinstår
![]() |
| Foto: Neil Gould, Sidney, Australien |
Chateauneuf-du-Pape, Domaine de la Presidente, årgang 2006. Min kæreste arbejder på et fancy bureau, og har resten af en flaske fra en reception i fredags stående. Kan det stadig drikkes, denne sene tirsdag aften?
Deres blogger stiller velvilligt hals og tunge til rådighed, og konstaterer først at sjatten rækker til et langstilket glas. Fin dybrød farve, og en duft der ikke er skræmmende.
Det fine fluidum skal smages. Mine læber lægger an til en slubren. Vinen holder 14 %, så der er en chance. Jo, den er ikke gået over til fjenden. Ikke helt, i hvert fald.
Hvad koster sådan en flaske iøvrigt, i daglig handel og vandel? Aha! 249 kroner. Det kan man næsten få tre kartoner rigtig papvin for!
Abonner på:
Opslag (Atom)







