Viser opslag med etiketten blod. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blod. Vis alle opslag

søndag den 3. april 2011

Birkevand

Foto: Rado Nachev, Bulgarien

Birch sap – nature’s own welfare drink, står der på flasken fra Nordic Koivu. Som jeg har bællet og gerne vil fortælle lidt om.

Birkesaft vil jeg ikke kalde det. Saft er for mig noget med masser af farve, presset ud af frugt, som for eksempel solbærsaft og kirsebærsaft.

Birkevand er et bedre ord, synes jeg. Det er farveløst, og smager ikke meget anderledes end almindeligt postevand.

Skovhuggere borer et hul nederst på birketræets stamme, et godt stykke ind i dets årringe. Og så afgiver træet stille og roligt nogle liter væske. Det betyder ikke noget for træet, som på en forårsdag kan suge flere hundrede liter op af jorden med sine rødder.

Væsken – træ-blodet – indeholder fructose (frugtsukker), glukose (druesukker), frugtsyrer, aminosyrer, C-vitamin, kalium, calcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium og jern.

Det smager en lille smule sødt, – lidt af vådt træ, som en ispind der er slikket ren for vanilleis. Og det kan holde sig i fem dage i køleskabet, når kapslen er af’e.

tirsdag den 16. marts 2010

Præstens pub

Foto: Dora Pete, Ungarn

Min forrige blog med afsæt i Kristeligt Dagblads artikel Nu skal alterbrødet have smiley har fået mange morsomme kommentarer. Og det er jo også i sig selv grinagtigt at myndighederne pludselig kræver kontrol med Diakonissestiftelsens oblatbageri efter mere end hundrede år uden så meget som en bøvs forårsaget af det lille tynde stykke brød der symboliserer Jesu Kristi Legeme.

Der er i mine øjne ingen hygiejne risiko forbundet med oblater. De laves af en lind dej som bages under pres mellem to brandvarme plader, gerne med et lille relief af den korsfæstede Jesus. Men nu skal han altså også kontrolleres.

Det er jo ikke gjort med at udskifte relieffet med en glad smiler. Tværtimod stiller smiley ordningen også krav til serveringsstedet, og -personalet. Helt seriøst kan man spørge, om præsten skal til at føre logbog over hvornår han går på toilettet og vasker hænder. Jeg mener det skriger til himlen.

Og hvad med den hedvin der symboliserer Jesu Kristi Blod? Hvis oblaterne vitterlig skal underkastes smiley ordningen, så må Folkekirken nødvendigvis også have spiritusbevilling. Ellers hænger det jo ikke sammen.

Jeg mener iøvrigt ikke Fødevarestyrelsen bare sådan lige vupti kan kræve kontrol med Diakonissestiftelsens oblatbageri. Oblater er ikke fødevarer, og efter mere end hundrede år må man sige at der er en hævdvunden ret til at uddele de religiøse snacks i forbindelse med nadver og andre tempelhandlinger – uden at Fødevarestyrelsen skal stille sig til herre over de troende.

Men lad mig fortælle hvad der egentlig har sat gang i smiley historien: Det startede på Vibevej, hvor Fødevarestyrelsen fra Rødovre sammen med Skat og Politi lavede en razzia i moskéens køkken. Her blev der lavet tilsvarende små muslimske brød til hellige måltider, og en ung mand der hjalp til med bageriet havde endnu ikke arbejdstilladelse, og blev derfor fængslet og udvist af Danmark i et år.

DNM gik ind i sagen. Den unge (danskgifte) mand sad otte dage ulovligt fængslet, og udvisningen var ligeså ulovlig. Det er jo ikke arbejde når man frivilligt hjælper til i en kirke eller moské, og ministeriet erkender da også at religiøse organisationer i Danmark er fritaget for registrering hos Skat og Fødevarekontrollen.

Desuden var razziaen under al kritik. De såkaldte kontrollanter havde tilsyneladende ikke elementært begreb om bakterier og forebyggende hygiejne, men vadede rundt i køkkenet i beskidte sko, vaskede ikke hænder og brugte ikke engangs handsker og andet sterilt til faget hørende.

Det er lige til en sur smiley, og ikke spor sjovt.

mandag den 28. december 2009

God hund


En rigtig hund er en Broholmer, står der på en streamer i bagruden på min kærestes forældres genbos firehjulstrækker i Vindeby på Lolland. Og der er helt sikkert noget om snakken.

En Broholmer er en gammel dansk hunderace, som har fået en renæssance. I disse tider med galpende uberegnelige kamphunde er det meget betryggende at have sådan en som Vicky ved sin side.

En Broholmer er nemlig en venlig muskelhund, og der tales stadig om dengang vovsen Nikko i Nykøbing blev angrebet af to sindsyge kamphunde. Det var fuldstændig vanvittigt. De to sataner brød ind i Nikkos hundegård og fór på den to-årige Broholmer. Men den satte sig kraftigt til modværge.

Der fulgte en halv times indædt hundeslagsmål mellem angrebskøterne og forsvarshunden. Og da Falck og politiet ankom, fandt de den blodige Broholmer liggende og sunde i sit hundehus, mens de to kamphunde var mere døde end levende.

Sådan er Broholmeren – stor, intelligent og trofast, og bomstærk. I sagen fra Nykøbing kom det frem, at den lidt løse hud på den gamle danske hunderace gør at kamphunde har svært ved at få ordentligt fat med rævesaksen. Meget af blodet på Nikkos pels kom sgu ikke fra ham selv. Det var blod fra kampkøterne, som i lighed med deres ejer er skudt i roen. Nikko slap med knubs.

Se på Vicky. En sød vovse, logrende og glad. Styrke som en bryggerhest, og lige så rolig og godmodig. Møder den andre hunde som galper op, lunter den lige så stille af. Den gider ikke ballade. Men hvis det ikke kan være anderledes, skal den såmænd gerne klappe sit kæbeparti i lårbenet på menneskets værste møghund, så blodet springer. Ingen tvivl om det. Broholmeren er et trygt modtræk til de hjerneforstyrede kampkøtere svagtbegavede hundesnorsejere har en pervers hang til at anskaffe sig.

Hvis Holger Danske har haft hund, så har det nok været en god en som Vicky her. Broholmeren er en dejlig hund.

tirsdag den 7. april 2009

Hvilepuls


Foto: Karen Barefoot, USA

Vores mor er en gang imellem bekymret for vores helbred. Og så må både jeg og mine to brødre lige omkring hver vores læge og få tjekket det, så mor kan falde lidt ned igen. Hun frygter at vi har arvet familiens tendens til for højt blodtryk, men der er vist ikke noget at være bange for.

Eller rettere – det kan man aldrig vide. Og med det in mente er det en god idé at få det målt for en sikkerheds skyld. Samtidig kan man jo lige få målt sin puls også. Vi er jo alle i 40erne, en farlig alder for mænd, siges det.

Den stærkeste af os er Thomas, som er bidt af en gal cykel, og ditto løbesko. Han elsker at få sved på panden og pulsen op i det røde felt.

Sådan er vi så forskellige. Jeg vil hellere træne min hvilepuls. Sport er for mig mere noget i retning af skak, dart, billard – og bowling når det skal gå rigtig vildt for sig. Jeg kan godt lide at slappe af. Min hvilepuls er da også mere end normal, takket være mine anstrengelser med at spare på krudtet.

Thomas derimod, har en hvilepuls på… ja, da lægen tjekkede den, udbrød hun spontant: Hold da op! Men han er altså også i træning til Copenhagen Marathon. Pulsen ligger og roder rundt nede på 38. Det er jo næsten ingenting, og Garntrisses store datters kæreste Jakob, som ved meget om den slags, fortæller at man indlægger folk med så lav en puls til observation, med mindre de er i helt usædvanlig fin form.

Han er selv til løbetræning og basketball på eliteniveau, og har med sin unge alder også en lav hvilepuls: 45 – hvilket sjovt nok er min brors alder. Selv er jeg 47, og har givetvis med tv og blogskriveri liggende på sofaen trænet min hvilepuls op til noget nær det dobbelte.

tirsdag den 10. juni 2008

Morfars rødder og vildskud




Her er Otto Bache’s maleri fra 1882, "Marsk Stig og de sammensvorne rider fra Finderup Lade efter mordet på Erik Klipping" – Morfar havde anskaffet sig en reproduktion og hængt den op på væggen i den gamle Fole Præstegård.

For morfar var slægtsforsker, og meget tydede på at han nedstammede fra selveste Marsk Stig – den fornemste af de ni af landets mægtigste mænd der blev dømt fredløse for mordet på kong Klipping, som i 1286 blev fundet død i Finderup Lade med 56 dybe sår i brystet.

Tænk om familien Filtenborg kunne føres direkte tilbage til danmarkshistoriens kutte- og brynjeklædte rødder? Det ville være et scoop at få den berømte rytterhærsfører på stamtavlen!

Morfar tog jævnligt til arkiverne i Viborg og Aabenraa, og ofte kom hans ven, lærer Ejerslev fra Mors på besøg, så de sammen kunne fordybe sig i slægtsforskningen. Men en dag stod det klart, at Marsk Stigs blod ikke rigtigt rullede i præstefamilien – det var et vildskud, desværre. Tsk-tsk…

Ganske vist var der 15 generationer tilbage en Anna Bjørnsdatter fra Stenalt (gift med Niels Kaas til Taarupgaard og Staarupgaard), som nedstammede fra en anden bror til Niels Ebbesen; Strange Ebbesen, samt fra Marsk Stig (†1293) gennem Margrethe Andersdatter Hvide (†1449), gift med Joakim Bjørnsen til Gram (†1467) – men det er sgu mere en indviklet note end genealogi i lige linje.

Morfar gav mig resultaterne af sin livslange hobby til min 14 års fødselsdag: To håndskrevne stamtavler, der dokumenterer at jeg nedstammer fra både kong Harald Hårfager af Norge (37 generationer) og Gorm den Gamle (35 generationer).

Nu jeg tænker over det, så blev Gorm vel egentlig først den Gamle da lille Harald Blåtand blev lagt til Thyras bryst…