Viser opslag med etiketten tryk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tryk. Vis alle opslag

fredag den 5. oktober 2012

Fjernfølelse

Foto: Laura Shreck, USA

Det er ikke direkte skadeligt at se fjernsyn, men hvis vi virkelig skal mærke at vi lever – så er flimmerkassen dum at sidde foran.

Vi har jo hele fem sanser, men bruger på tv’et stort set kun den ene – synssansen. Mange vil nok indvende, at man skam også bruger sin høresans foran skærmen – men ved almindeligt fjernsynskiggeri lytter man jo ikke rigtig efter, vel? Lyden summer hen og bliver ikke hørt. Den bliver højst overhørt og forsvinder i undertekster.

Det er øjet der ser fjernsyn. Det er primært elektromagnetisk stråling på nethinden fjernsynet giver os seere. Selv om det også vibrerer lidt dybt inde i øregangen, så er det gennem øjet, vi får vores indtryk i hverdagen.

Fjernsynet er tændt konstant og rækker hele kloden rundt. Det er smart, men det kan også blive for nemt. Alt komprimeres jo ned til cirka tre meters afstand, om det så er månen eller kongekobraen vi skal se. Sådan er det jo. Og det indskrænker vores verden, når satellit- og nærbilleder går i ét.

Det værste ved fjernsynet er dog, at det sender de andre sanser ud i mørket. Efter længere tids flimmer er det kun synet der tæller. Alt kommer til at dreje som om at se, og hvordan man ser ud.

Det hjælper ikke stort at slukke for fjernsynet og i stedet tænde for fjernhørelsen – eller som vi kalder den i daglig tale; Radioen. Den eliminerer på samme måde de andre sanser. Gør dem fjerne og fjerner dem.

Og fordi billede og lyd synes så selvtilstrækkelige, bliver der næppe nogensinde opfundet et apparat med fx smag, lugt eller følelse. Selv om livet leves meget mere intenst med netop disse oversete skråstreg overhørte sanser.

Det er derfor vi lukker øjnene, når vi kysser. Så bliver der nemlig meget bedre plads til de neurokemiske reaktioner i næse og mund. Og så kommer følesansen til udtryk: Vi opfatter varme og kulde, også kaldet thermoception. Vi mærker tryk, med vores evne til tactition. Smerte sanses gennem nociception. Proprioception er opfattelse af kroppens og dens deles placering i rummet: en undersans der fx fortæller om din finger er strakt eller bøjet nu. Evnen til at opfatte balance holder til i ørerne og kaldes equilibrioception.

Når det rigtig kører for os, og fjernsynet er slukket, kan vi så småt tale om den 6. sans. Og så kan vi rigtig leve…

onsdag den 28. december 2011

Frozen

Foto: Milan Jurek, Tjekkiet

Jeg vil fange tiden, siger fotografen. I want to catch time.

Hans foto har i nogen tid været vist på SXC sitets forside. Nok fordi man er enig i, at her er tiden fangen. Den står i hvert fald stille, tiden.

Men jo ikke for altid. For al tid er i bevægelse. Jeg tænker, at tid og vand går hånd i hånd.

Fortiden kan lige nu aflæses i iskerneboringer, men på et eller andet tidspunkt smelter isen og bliver vand igen – som så fordamper og bliver til fremtidens nedbør. Det kan ske så brat, som blev der trykket på en knap.

Vand får fortid, nutid og fremtid til at smelte sammen. Vand er forudsætning for liv. Fortid er nutid er fremtid, og omvendt. Man kan nok fastholde tiden ved at trykke på kameraets knap, men fange tiden kan man ikke. Det var, er og bliver som at fange snefnug med tungen.

Men livet er smukt.

lørdag den 24. april 2010

Smart set

Foto: Dominik Porada, Polen

Nu buldrer foråret for alvor igennem, og masser af flotte t-shirts skal ud og nyde det dejlige solskinsvejr.

En af dem har dette fyndige budskab:

2-D is a shadow of 3 D.

Den kan købes uden rabat for 350 kr. på politiken.dk/plus – men så tror jeg hellere jeg vil oversætte budskabet til dansk og få en trykt:

Jeg tager den gratis skrift fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole og skriver
2-D er en skygge af 3 D.

Det er da det jeg gør! – Så får jeg en unika t-shirt med idé til min garderobe, og det koster mig under det halve. Ajjjj, hvor er jeg bare kreativ!

tirsdag den 7. april 2009

Hvilepuls


Foto: Karen Barefoot, USA

Vores mor er en gang imellem bekymret for vores helbred. Og så må både jeg og mine to brødre lige omkring hver vores læge og få tjekket det, så mor kan falde lidt ned igen. Hun frygter at vi har arvet familiens tendens til for højt blodtryk, men der er vist ikke noget at være bange for.

Eller rettere – det kan man aldrig vide. Og med det in mente er det en god idé at få det målt for en sikkerheds skyld. Samtidig kan man jo lige få målt sin puls også. Vi er jo alle i 40erne, en farlig alder for mænd, siges det.

Den stærkeste af os er Thomas, som er bidt af en gal cykel, og ditto løbesko. Han elsker at få sved på panden og pulsen op i det røde felt.

Sådan er vi så forskellige. Jeg vil hellere træne min hvilepuls. Sport er for mig mere noget i retning af skak, dart, billard – og bowling når det skal gå rigtig vildt for sig. Jeg kan godt lide at slappe af. Min hvilepuls er da også mere end normal, takket være mine anstrengelser med at spare på krudtet.

Thomas derimod, har en hvilepuls på… ja, da lægen tjekkede den, udbrød hun spontant: Hold da op! Men han er altså også i træning til Copenhagen Marathon. Pulsen ligger og roder rundt nede på 38. Det er jo næsten ingenting, og Garntrisses store datters kæreste Jakob, som ved meget om den slags, fortæller at man indlægger folk med så lav en puls til observation, med mindre de er i helt usædvanlig fin form.

Han er selv til løbetræning og basketball på eliteniveau, og har med sin unge alder også en lav hvilepuls: 45 – hvilket sjovt nok er min brors alder. Selv er jeg 47, og har givetvis med tv og blogskriveri liggende på sofaen trænet min hvilepuls op til noget nær det dobbelte.