tirsdag den 10. juni 2008
Morfars rødder og vildskud
Her er Otto Bache’s maleri fra 1882, "Marsk Stig og de sammensvorne rider fra Finderup Lade efter mordet på Erik Klipping" – Morfar havde anskaffet sig en reproduktion og hængt den op på væggen i den gamle Fole Præstegård.
For morfar var slægtsforsker, og meget tydede på at han nedstammede fra selveste Marsk Stig – den fornemste af de ni af landets mægtigste mænd der blev dømt fredløse for mordet på kong Klipping, som i 1286 blev fundet død i Finderup Lade med 56 dybe sår i brystet.
Tænk om familien Filtenborg kunne føres direkte tilbage til danmarkshistoriens kutte- og brynjeklædte rødder? Det ville være et scoop at få den berømte rytterhærsfører på stamtavlen!
Morfar tog jævnligt til arkiverne i Viborg og Aabenraa, og ofte kom hans ven, lærer Ejerslev fra Mors på besøg, så de sammen kunne fordybe sig i slægtsforskningen. Men en dag stod det klart, at Marsk Stigs blod ikke rigtigt rullede i præstefamilien – det var et vildskud, desværre. Tsk-tsk…
Ganske vist var der 15 generationer tilbage en Anna Bjørnsdatter fra Stenalt (gift med Niels Kaas til Taarupgaard og Staarupgaard), som nedstammede fra en anden bror til Niels Ebbesen; Strange Ebbesen, samt fra Marsk Stig (†1293) gennem Margrethe Andersdatter Hvide (†1449), gift med Joakim Bjørnsen til Gram (†1467) – men det er sgu mere en indviklet note end genealogi i lige linje.
Morfar gav mig resultaterne af sin livslange hobby til min 14 års fødselsdag: To håndskrevne stamtavler, der dokumenterer at jeg nedstammer fra både kong Harald Hårfager af Norge (37 generationer) og Gorm den Gamle (35 generationer).
Nu jeg tænker over det, så blev Gorm vel egentlig først den Gamle da lille Harald Blåtand blev lagt til Thyras bryst…
Etiketter:
blod,
blåtand,
brynje,
bryst,
slægtshistorie
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar