onsdag den 25. juni 2008
Van Gogh og geværer
Jeg er kommet her meget som dreng. Tegnet brynjer og sværd, og tænkt på mine helte Conan, Prins Valiant og Zorro imens.
De endeløse rækker af våben er her den dag i dag. Geværer, armbrøster, pistoler, hellebarder, granater… Tøjhusmuseet ligner sig selv, men nye navne er kommet i spil: Skrevet med fede versaler i pang-farver, klæbet på montrene finder jeg: Vincent van Gogh, Jean Helène, Andy Warhol, Ahmed Bouchiki, Olof Palme, Janan Jabero, Anwar Sadat, Rene Trollesø, 50cent, Anna Politkovskaya…
Navne på kendte og ukendte mennesker, som alle viser sig at relatere til våben. Kortfattede historier kan læses sort på hvidt på små skilte mellem de tusindvis af militære genstande.
Men hvad har f.eks. Vincent van Gogh at gøre med krudthorn, smukt dekorerede tyske forladere fra 1600-tallet, og maskingeværer fra Anden Verdenskrig?
Jo, den psykisk syge kunstner malede mesterværker som Starry Night i 1889, og de fleste ved at han skar sit øre af. Men geniet skød også sig selv 37 år gammel.
En kustode fortæller, at de mange navne poppede op i forbindelse med en udstilling af den herboende hollænder Hilarius Hofstede sidste år.
Det er blevet en anden oplevelse at gå rundt på Tøjhusmuseets førstesal.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar