torsdag den 12. juni 2008

Prr


Hele nationens arbejdshest er kommet i fokus. Nu får vi den for alvor at se. Helt tæt på, så solen den altid har stået i skyggen af for en gangs skyld holdes udenfor.

Solvognen er det vigtigste klenodie på Nationalmuseet, og selvfølgelig får den alt hvad den kan trække nu, hvor den nye permanente udstilling om Danmarks oldtid i Prinsens Palæ er åbnet.

Plakaterne er flotte, og hestens kontrafej pryder også et stort reklamebanner på hjørnet Stormgade / Vester Voldgade. Kom ind og se giraffen, det er gratis!, synes jeg den pruster. Så ind med mig.

Men udstillingen er en skuffelse. Der er for varmt i lokalerne, og det gamle parketgulv knirker højlydt. Og så er der for mørkt. Et anerkendt arkitektfirma har nemlig stået for belysningen, og "skabt stemninger så sanserne udfordres". Lidt dagslys hist og pist, og enkelte spots på udvalgte detaljer i de sorte montre.

Man kan faktisk ikke se egetræskisterne, hvor kun kranierne er oplyst. Langt de fleste genstande henstår i mørke. Også Solvognen, som har sin egen sorte montre og lidt spotlys.

Jeg kan nok regne ud, at man vil give fornemmelsen af den dunkle fortid. Men Gud havde altså forlængst skabt lys, da vi havde oldtid. Og det står helt klart, at danskerne dengang tilbad solen, som man mente blev trukket over himlen af en hestevogn, og med skib blev sejlet gennem natten, så den igen kunne sprede lys og glæde næste morgenstund.

Oldtiden var ikke en mørk tid, og Solvognen var ingen dark horse. Så hvorfor ikke lave noget ordentlig oplysning? Det er lige før man skal have lommelygte med.

Udstillingens sovekammerstemning giver en lyst til at tage en lur – men det er selvfølgelig forbudt på Nationalmuseet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar