Kundevogn 5782

Sverige har masser at byde på, og sørme om ikke det lykkedes min kæreste at lokke mig med til en helt særlig seværdighed: Gekås Ullared.

For mig at se er det mere sært end særligt, men for kæresten og hendes søster Rie er det super! Vi taler om et gigantisk indkøbscenter, med tilhørende campingplads. Jo, sgu! En slags ferieparadis for hr og fru Sverige, hvor farmand kan sidde ved et fyrretræ og tylle starköl mens lillemor shopper igennem dagen lang til besnærende lavpriser.

Det er tydeligvis en kæmpesucces. Der er ikke andet i Ullared end indkøbsmuligheder. Gekås er flagskibet, men “byen” rummer også en snes andre outlet butikker med fx sko og pynteting. Et eldorado for kvinder.

Vi var tre voksne og to børn i konfirmandstørrelsen, der inde i flagskibet parkerede de store indkøbsvogne i kundevognsparkeringen på første sal og tog elevatoren op til restauranten. Her fik vi smagfuld svensk husmandskost med drikkelse og dessert til kun 304 svenske kroner, der som bekendt kun er 87 øre værd stykket. Og sådan er det hele vejen igennem: Det er billigt.

Og megastort. Vi aftalte at mødes ved kasse 30 klokken 19. Der er 60 bemandede kasser, med ekstra brede bånd og høje kanter, og der bliver virkelig råshoppet. Tøserne trissede flere kilometer rundt og fandt de underligste ting. Det var lige før en støvsuger med fire slanger røg i vognen – men har man egentlig brug for en specialdesignet affugter til to par sko, når krøllet avispapir natten over hidtil har klaret de små problemer med vådt fodtøj?

Nå, nu skal jeg ikke sidde og blogge mere om Ullared. Vi mangler bulgur, lige dét fik vi ikke købt med os hjem fra Sverige. Så nu må jeg lige cykle ned i den fra nu af undseelige Føtex. Når man som mig har besøgt shoppernes mekka Gekås, synes enhvert andet supermarked småt.

Prr

Hele nationens arbejdshest er kommet i fokus. Nu får vi den for alvor at se. Helt tæt på, så solen den altid har stået i skyggen af for en gangs skyld holdes udenfor.

Solvognen er det vigtigste klenodie på Nationalmuseet, og selvfølgelig får den alt hvad den kan trække nu, hvor den nye permanente udstilling om Danmarks oldtid i Prinsens Palæ er åbnet.

Plakaterne er flotte, og hestens kontrafej pryder også et stort reklamebanner på hjørnet Stormgade / Vester Voldgade. Kom ind og se giraffen, det er gratis!, synes jeg den pruster. Så ind med mig.

Men udstillingen er en skuffelse. Der er for varmt i lokalerne, og det gamle parketgulv knirker højlydt. Og så er der for mørkt. Et anerkendt arkitektfirma har nemlig stået for belysningen, og "skabt stemninger så sanserne udfordres". Lidt dagslys hist og pist, og enkelte spots på udvalgte detaljer i de sorte montre.

Man kan faktisk ikke se egetræskisterne, hvor kun kranierne er oplyst. Langt de fleste genstande henstår i mørke. Også Solvognen, som har sin egen sorte montre og lidt spotlys.

Jeg kan nok regne ud, at man vil give fornemmelsen af den dunkle fortid. Men Gud havde altså forlængst skabt lys, da vi havde oldtid. Og det står helt klart, at danskerne dengang tilbad solen, som man mente blev trukket over himlen af en hestevogn, og med skib blev sejlet gennem natten, så den igen kunne sprede lys og glæde næste morgenstund.

Oldtiden var ikke en mørk tid, og Solvognen var ingen dark horse. Så hvorfor ikke lave noget ordentlig oplysning? Det er lige før man skal have lommelygte med.

Udstillingens sovekammerstemning giver en lyst til at tage en lur – men det er selvfølgelig forbudt på Nationalmuseet.