lørdag den 28. juni 2008
Krigsmissen
Istedløven står på sin sokkel og glor på folk der kommer forbi pladsen mellem Tøjhusmuseet og Den Sorte Diamant.
En gang imellem er der stor debat om hvor katten løven egentlig bør stå. Nogle vil have den tilbage til Flensborg, andre vil have den til Enghave Plads, så den kan kigge ned ad Istedgade – men den irgrønne krigsmis flytter nok ikke foreløbigt fra sin solplet her ved havnen. Selvom placeringen her i København faktisk er lidt pudsig.
Jeg undrer mig nu mere over løvens udseende. Det er som om kunstneren ikke rigtig har lagt de store nationalistiske følelser i sit (bestillings)arbejde. Hvor er brølet, hvor er den patos, som f.eks. dens artsfæller på Trafalgar Square har så rigeligt af?
Der er altså noget der ikke stemmer… Istedløven ser lidt karikeret ud. Som om manken er behandlet med Carmen curler, så den ligner en dommerparyk. Og de løvelabber ligner da mere kattepoter. Men det er især løvens ansigtsudtryk, der er noget "forkert" ved.
Istedløven er et monument over danskernes sejr i Slaget på Isted Hede i 1850. Det største slag i danmarkshistorien. 40.000 danske soldater i kamp mod 34.000 slesvig-holstenere. En blodig affære, hvor vi på een nat mistede 845 mand. Men vi vandt! Ved middagstid den 25. juli 1850 trak den preussiske general von Willisen sine tropper tilbage. 534 faldne fattigere.
Billedhuggeren Herman Wilhelm Bissen er en af de helt store indenfor sit fag. Ham og selveste Bertel Thorvaldsen arbejdede sammen i en ti års periode. Jo, Bissen kunne sagtens have lavet en stoisk, heroisk, maskulin, militaristisk krigsløve. Hvis det var det han ville…
Istedet har han lavet en lidt feminin, filosofisk, egenrådig løve, der hverken kan eller vil leve op til forestillingen om heltedåd, uovervindelighed og sejrsrus. Når jeg kigger på Istedløven, synes jeg den sagte mjaver: "Kors, hvor er krigsgeneraler dumme…"
Herman Wilhelm Bissens far var holstener, og hans mor var dansktalende sønderjyde. Han har selvfølgelig følt sig splittet. Hvem skulle han egentlig holde med. Hvis nogen… Han må i det hele taget have været en stor modstander af krig.
Når man ser på en af hans andre meget kendte statuer, Den tapre Landsoldat i Fredericia, så er den jo heller ikke videre monumental. Landsoldaten har med sin fod væltet en lille haubits, og hvad holder han i sin hånd? Et sværd? – nej, en nyudsprungen bøgegren! Der er masser af pacifistiske signaler i Bissens kunsthåndværk.
Etiketter:
bissen,
istedløven,
krigen,
missen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar