tirsdag den 1. juli 2008

Ham på plakaten



Årets Copenhagen Jazz Festival plakat forestiller… ja, hvem?

Kunstneren bag plakaten, Kasper Eistrup har været i morgentv og peget på det indvendige af brillestellet. WHO IS THIS GUY ?, står der. Og inden han selv giver svaret, tænker jeg: – Det ligner sgu da ham den lidt nørdede pædagogmedhjælper, der gjorde tjeneste i Hestestalden og Galoppen, dengang min søn Jeremy var i børnehavealderen.

Christian hedder han. Han kvittede jobbet i børnehaven og lejede et lille erhvervslokale i Skydebanegade. En port ind til ejendommens gårdareal var efter byfornyelsen blevet til et langt, smalt rum. Og her ville han lave en café hvor folk kunne få kaffe, kage og musik fra riller af vinylplader.

Det er aldrig til at sige, hvilke idéer der holder vand, og hvilke der falder til jorden med et brag. Og da Christian fortalte om sit projekt, Sort Kaffe & Vinyl, regnede jeg ærlig talt med at Christian snart ville være tilbage hos børnehavebørnene.

Men idéen slog sgu an! Christian kunne faktisk fra dag 1 leve af at spille vinylplader og lave kaffe og kager til kunderne. Og nu er han det ukendte ikon på plakaten for jazzfestivalen, som starter nu på fredag. Selvom Christian vist egentlig mest er til den lidt ældre rock…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar