søndag den 3. april 2011

Birkevand

Foto: Rado Nachev, Bulgarien

Birch sap – nature’s own welfare drink, står der på flasken fra Nordic Koivu. Som jeg har bællet og gerne vil fortælle lidt om.

Birkesaft vil jeg ikke kalde det. Saft er for mig noget med masser af farve, presset ud af frugt, som for eksempel solbærsaft og kirsebærsaft.

Birkevand er et bedre ord, synes jeg. Det er farveløst, og smager ikke meget anderledes end almindeligt postevand.

Skovhuggere borer et hul nederst på birketræets stamme, et godt stykke ind i dets årringe. Og så afgiver træet stille og roligt nogle liter væske. Det betyder ikke noget for træet, som på en forårsdag kan suge flere hundrede liter op af jorden med sine rødder.

Væsken – træ-blodet – indeholder fructose (frugtsukker), glukose (druesukker), frugtsyrer, aminosyrer, C-vitamin, kalium, calcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium og jern.

Det smager en lille smule sødt, – lidt af vådt træ, som en ispind der er slikket ren for vanilleis. Og det kan holde sig i fem dage i køleskabet, når kapslen er af’e.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar