Foto: Jacqueline Munoz, USA |
Kofi har spist blæksprutte. Et stort stykke frisk arm med sugekopper, på knægtens dannelsesrejses første sushi restaurant i Tokyo. Og ifølge hans fotoalbum på Facebook var det dyrt, men alle pengene værd.
Jo, min papsøn, Jeremys storebror er rejst til Japan, selv om Udenrigsministeriet inden afrejsen frarådede alle ikke-nødvenlige rejser til det jordskælvs- og tsunamiramte land, med deraf følgende strålefare fra atomkraftværket i Fukushima.
Universitetet i Tokyo havde meddelt at Kofi godt kunne udskyde sit studieår i Japan, hvis han ville. Men han er altså taget afsted, med sin SU og computer, for at studere matematik og regnskab.
Nogle vil sikkert synes, det er fuldstændig åndsvagt at tage til Japan under de nuværende omstændigheder. Men jeg kan nu godt forstå han er taget afsted. Jeg tror ikke på, at situationen er så farligt kaotisk i Tokyo, at det ikke er forsvarligt at tage afsted.
Jeg synes også Udenrigsministeriets rejsevejledning er noget selvmodsigende. På den ene side advarer man mod hele Tohoko regionen og en række præfekturer i Kanto regionen (et oversigtskort ville være rart). På den anden side skal man lytte nøje til de japanske myndigheders oplysninger til borgerne, og ifølge disse er det forholdsvis sikkert at være i Japan, sålænge man opholder sig udenfor en 20 km zone omkring de ødelagte kernekraftreaktorer.
Kofi vil sikkert få et meget spændende og lærerigt år i Japan, og nu får han en japansk lykkekat som forhåbentlig vil holde poten over ham. Jod være med dig, Kofi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar