Stor succes

I søndags skete det, som jeg og min kæreste havde forberedt over flere måneder. Min søn Jeremy blev konfirmeret i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro, med efterfølgende fest i Fælleshuset her seks zoner syd for Rådhuspladsen.

Vi går stadig rundt og smiler over, så godt det gik. Eneste lille kiks åbenbarede sig, da alle skulle sætte sig til bords. Jeg havde lavet fine små bordkort, men der var ikke noget med Thomas på til min lillebror. Fnis – det var ikke meningen, men den slags kan jo ske, når man som mig først laver bordplan i sidste øjeblik og skal holde rede på 34 navne, heraf hele to thomasser. Men lynhurtigt blev endnu et sæt tallerkener, glas, bestik og smukt foldet blå stofserviet bragt til veje.

Bordkortene var printet med et lille motiv, som Jeremy selv har fremstillet. Dengang vi var i Rom, havde jeg købt et dyrt sølvkors til ham, som han har gået med lige siden. Og sønnike havde taget et closeup af korset og selv redigeret og farvelagt i Photoshop. Lige til at nappe på Facebook.

Maden var fantastisk. Jeg er ikke selv den store kender udi gastronomien, men når gæsterne igen og igen går op til buffet’en efter mere, så siger det jo alt. Jeg behøver ikke sætte ord på – og meget af det hed også noget, jeg har svært ved at stave til, f.eks. carpaccio og parfait.

Min ven, og Inco-kortindehaver, Henrik havde ledsaget kæresten på de vigtige indkøbsture. Han er selv en haj i et køkken, og min kæreste har helt sikkert nydt at købe ind sammen med én hun kunne diskutere råvarer og madlavning med. Det er en af mine mangler: Jeg er ikke så bevendt til den slags, kan stort set kun koge tevand og bage sandkage.

Min kærestes søster Rie er derimod mere end ferm ved et komfur, og hun havde medbragt sine egne køkkenknive fra Sverige for at bistå ved den store festmiddag. Resultatet var helt i top, meget bedre end hvad professionelle cateringfolk nogensinde ville kunne levere udefra i flamingokasser.

En ung basketballspiller fra Cathrines hold hjalp til med afrydning og opvask, mens lækkerierne kom på bordet i en lind strøm. Forretter, hovedretter, desserter, blandt andet Ries berømte chokoladekage, og hjemmelavet is. Udvalget af øl, vin og spiritus var også rigtig godt og velvalgt, og her havde jeg faktisk haft en finger med i spillet. Lige på dét punkt der hedder drikkevarer er jeg, hvis jeg selv skal sige det, absolut vidende og bevendt.

Og vejret var godt! Lidt køligt, men med god plads mellem skyerne til at solen kunne skinne ned på det udendørs bord, hvor rygerne kunne sidde og nyde en smøg, en kaffe og en avec, med udsigt til det store grønne område, hvor ungerne og min løbegale bror fór rundt og legede med en amerikansk fodbold, som min kusines Aske havde med.

Det var på alle måder en stor succes. Lige fra det øjeblik i kirken, min lille dreng sad i jakkesæt og butterfly og rejste sig 180 cm høj og gik op til alteret, til vi sent på aftenen tog en calvados og gik igang med oprydningen. Jeg smiler stolt og er bare så glad for at det hele er mere end vel overstået.

Om jeg holdt en tale? Jamen, det gjorde jeg da. Den er her:

Tale til Jeremy
6. maj. 2012

I gamle dage kørte livet nogenlunde efter en snor. Man blev født, voksede op, blev konfirmeret og kom ud at tjene. Var man søn af en sømand, blev man sikkert også selv sømand. Eller landmand, hvis det var det, ens far var.

Det kunne næsten ikke være anderledes. Livets vej var sådan set allerede stukket ud ved dåben. Når præsten konfirmerede, at man tilhørte Gud, så var man trådt ind i de voksnes rækker, og så gik man over sø og land i sine forældres fodspor, ligesom de havde gået i deres forældres fodspor. Det var ligetil. Sådan gjorde konfirmander, generation efter generation.

Men idag er meget anderledes og næsten intet som i gamle dage. Idag er der nærmest frit valg på alle hylder. Og naturligvis er vores konfirmand klar på det. Jeg mener faktisk Jeremy er født anderledes:

Det gik i hvert fald ikke helt normalt for sig. To måneder for tidligt trådte du ind i de fødtes rækker. Tidligt om morgenen på Frederiksberg Hospital. Væggene og loftet var malet blåt, med hvide måger. Og du sprøjtede fostervand ud over jordmoderen, så hun måtte skifte tøj. Og så fik far og mor morgenmad, mens lille Jeremy blev gjort klar til at vi skulle ud til neonatal afdeling på Hvidovre.

Det er nemlig ikke helt i orden at komme til verden så tidligt, og vi kunne ikke være sikre på, at du ikke fejlede noget. Så du lå i en kuvøse, og blev tjekket døgnet rundt. Men de erfarne sygeplejersker havde fra start givet dig deres bedste odds: Blandede børn overlever altid, blev der sagt.

Og blandet, dét er du. En rigtig ashanti-viking. Du har det godt, både når det er rigtig koldt og når det er rigtig varmt. Og det er meget sjældent du er syg. 

Vi fik dig hjem længe før terminen, vi købte en blå barnevogn til dig, og du var nem at have med at gøre. En klog baby, der forstod at spise og sove. Du græd ikke, og brugte ikke sut. Det eneste punkt hvor du har skuffet dine forældre en smule, var at dit første ord hverken var FAR elller MOR – men derimod KOFI.

Hvorfor taler jeg egentlig så meget om da du var helt lille? – Jeg tror det skyldes, at ligegyldigt hvor stor og stærk du bliver, og hvor meget mor og far kommer til at se op til dig, så vil vi altid huske den lille dreng, som du var engang. Sådan er det med forældre og deres børn. Bare spørg farmor.

Ja, jeg tror alle dine gæster husker dig som du så ud for en meters tid siden, og de oplevelser de har haft med dig. Selv glemmer jeg aldrig da vi så delfiner ved Sortehavskysten i Bulgarien. Dyr har altid haft din interesse. Naboens akvariefisk, hunde og katte af enhver art, hammen fra en fuldvoksen snog ved Hamneda i Sverige, Zoologisk Have og ditto museum. Og du var ikke ret gammel, før du kunne stave til skolopender og elefantskildpadde. Fordi du havde interessen.

Når noget interesserer dig, så lærer du lynhurtigt. Engang blev jeg kaldt til krisemøde på Oehlenschlægersgade Skole. Du var håbløst bagud, især i matematik, og lærerne vidste ikke hvad de skulle gøre. Jeg sagde de bare skulle tage det roligt. Når interessen kom, ville alt løse sig. Og ganske rigtigt; Året efter var du blandt de bedste i klassen. Du er brainy, men slår først hjernen til når interessen melder sig. Din mor glæder sig til at du begynder at interessere dig for oprydning.

Og interesse begynder med nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis…? Og så kan alt ske.

Vi er vist alle spændte på, hvad du vælger fra tilværelsens mange hylder. Bliver du musiker eller filmmand? Det er ikke til at sige. Slår du din far i skak? Måske. Og skal jeg være nervøs over at du igår fortalte mig, at man for 750 kr. kan købe en fugleedderkop…?

Du får ingen formanende ord til konfirmanden, som i gamle dage. Jeg ønsker dig bare al mulig held og lykke.

Min kære søn. Jeremy længe leve!

Og sørme om ikke Jeremy holdt en takketale. Det er jo ikke alle konfirmander der tør det. Og selv om der naturligt nok var mere (kærlig) kritik end taksigelser, så var der heldigvis cadeau til både far og mor for at vi har været med til at gøre ham til den han er.

Senere rejste han sig nok engang og sagde tak for de mange behagelige overraskelser ved gavebordet. Over 15.000 kr. er så rigeligt til en spritny computer, også efter at en smule af pengene er skudt af til blå mandag i Tivolis rutsjebaner.

Henrik tog en masse fotos, som jeg glæder mig til at se i aften. De bliver nok lagt på nettet, så alle gæsterne også kan kigge med.