Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kærlighed. Vis alle opslag

fredag den 16. december 2011

Brød fra Storbritannien

Foto: Hannah Chapman, Storbritannien

I disse bagetider vil jeg også være brødblogger.

Det er bestemt ikke noget fattigdomstegn at bage sit brød selv. Man sparer heller ikke noget særligt, selvom brødfabrikkerne har hævet priserne gevaldigt de seneste par år.

Jeg opfatter nu mere Estrups brødblog som en kærlighedserklæring til det håndlavede brød, æltet hos den lokale bager og bagt i en gammel stenovn fra før verden gik af lave.

Det er sådan noget, man skal give sig god tid til. Man skal ned i tempo og nyde processen. Glæde sig over at ting tager tid.

Hvis bare man venter længe nok, så vil selv den sureste surbrøds dag i bakspejlet blive en af “de gode gamle dage”…

Tid fylder mere og mere i mit liv. Især i dag: I går var jeg sidst i fyrrene – nu er jeg hastigt på vej mod de tres! Der er kun ét at gøre: Spis brød til.

mandag den 21. marts 2011

Stærke sager

Foto: Martin K, Czech Republic

Min kæreste har lige været en uge i Prag. Og hun elsker at shoppe. At køre på opdagelse med indkøbsvogn i et fremmed lands supermarkeder er nærmest en sport for min søde samleverske.

En af dagene fik hun lyst til at shoppe i kategorien drikkevarer. Tjekkiet er temmelig tjekket på det område. Der er for eksempel en lang tradition for vine, som tjekkerne mest producerer til sig selv. Med sære navne som Svatovavřinecké vil det nok heller ikke være nemt at begå sig på eksportmarkederne.

Men min kæreste opdagede, at Tjekkiet også er et oplagt land at købe absint i. Det vrimler med allehånde varianter af denne bohème drik, som jeg tidligere har skrevet en fuldgod blog om.

Nu er kæresten ikke den store kender udi spirituosa, så inden hun udvalgte et par flasker af den grønlige hjertestyrker, gik hun på Skype og spurgte hvor stærk den skulle være. Altså, hvor stor alkoholprocent bør man gå efter, når det gælder absinter?

Well, jeg stillede et modspørgsmål: Hvor meget vand gider du slæbe med hjem? Sagen er jo, at det gælder for absint, som for pastisse, ouzo, raki – og whisky for den sags skyld: Man kan altid tilsætte (mere) vand når man kommer hjem.

Ja, ja – jeg ved godt, at vand er ugleset hos inkarnerede connaisseurs. Men vand smager faktisk godt! Det er ikke et brud på al etikette at tilføre den gode spiritus lidt H²O, eventuelt i frossen kubistisk form, også kendt som isterninger.

Anyway, budskabet gik rent igennem hos kæresten i Praha, og hun kom hjem med to gedigne flasker absint på hver 70 procent. En skøn giftiggrøn halvliters Staroplzenecký Absinth og en lys olivengrøn Absinthe de Moravie, med en lille håndfuld dekorative krydderurter svømmende rundt i bunden af den smukke flaske. A 70 % alkoholu.

Nu skal der nok være nogen, der vil hælde malurt i bægeret (nemlig) og indvende at absint er noget farligt stads, som man kan blive blind af. Det er sådan sét rigtigt nok, og selvfølgelig mener jeg ikke man skal vende det blinde øje til problemet. Men når man som jeg bare nipper i ny og næ, nærmest bare for et syns skyld… arghh! Altså – absint skal som alt andet alkoholholdigt nydes i (forholdsvis) moderate mængder.

By the way… Nu er Tjekkiet absolut også et godt øl-land – Det er faktisk mere korrekt at sige det er øllets hjemland! Pilsner Urquell fra Plzen er et af hovedværkerne i kunsten at brygge øl. Og hvis nogen skulle have gemt det, så kommer Budweiser oprindeligt fra byen Budějovice, hvor det blege bryg har haft til huse siden 1200-tallet.

Men nu jeg kigger efter, så er min kæreste også i ølafdelingen gået efter de høje værdier. Øl ligger typisk omkring 3,8 % alc, som den dejlige, mørke Kozel, den med gedebukken på. Men øl findes både undergæret og overgearet.

Min skat kender min hang til lakrids og strong brew og har hjemtaget tjekkisk Pardubický porter på stærke otte procent, Březnak 14% på 6,5 % med en der ligner Churchill med skæg på etiketten, Master Twavý 18° på 7,5 %, og en, hold nu fast, Primátor Double 24% der holder tienhalv!

Den sidstnævnte satte jeg til naturlig afkøling på terrassen ved middagstid. Nu åbner jeg den. Nu smager jeg. Wauw! Primátor; Oversat til dansk: Prima tår. Tak, skat!

lørdag den 2. oktober 2010

Hængepat

Foto: "Tearboi", en teenager i London

En ven har tippet mig om noget pudseløjerligt og foreslået det som afsæt til en fængslende blog.

Sagen er, at når han cykler over Bryggebroen i København kan han se at der på wirerne hænger nogle hængelåse med navne på. Hvad mon meningen kan være? Det kan jo næppe være for at sikre broen mod tyveri…

Well, lige dem på gang- og cykelbroen ved Islands Brygge har bloggeren Christoffer Grann lavet en blog om. Og det kan meget vel være nogle af Danmarks første love padlocks der dér er dukket op i april 2010.

Fænomenet kan nu ses på mange broer i verden. For eksempel er der på Flickr et foto fra Riga i Letland, hvor et nygift par har smækket endnu en hængelås fast til broens overlæssede gelænder og nu sammen smider nøglen i vandet.

De forelskede må jo tænke på broen som et symbol på deres kærlighed, og så er det de bogstavelig talt låser hinanden fast på aldrig at bryde forbindelsen.

Men ærligt talt synes jeg det er noget pjat, at millioner og atter millioner i troen på den eneste ene belaster alverdens broer med hængelåse og havet med nøgler. Symbolikken halter da også hen af vejen, for hvad med ordsproget Ægte kærlighed ruster aldrig?

Det kan man da tydeligt se den gør på fotoet af Annas hængepat.

lørdag den 29. august 2009

Manglebræt

Foto: Nationalmuseet i Brede

Har du hørt om sådan et?

Det hører fortidens vask og strygning til: Når en kvinde skulle glatte et større stykke klæde, viklede hun det omkring sin manglestok, og så rullede hun det glat med sit manglebræt, 10-20 gange, frem og tilbage. Sådan her

Heldigvis er tiden løbet fra den metode. Tænk hvis tøjvask stadig var et hårdt slid, uden vaskemaskine, tørretumbler og designer dampstrygejern…

Men manglebrættet havde også en anden, vigtig funktion som kærestegave:

Traditionen var, at en forelsket ungersvend skulle gjorde sig virkelig umage med at lave et manglebræt til sin udkårne. Brættet skulle være cirka 65 cm langt, og have et smukt håndtag, gerne i form af en hest. Jo smukkere, des bedre. Og gerne med fine udskæringer og bemalinger. Det færdige almue kunstværk skulle han så forære til sin kæreste.

Hvis hun fandt, at manglebrættet var godt, ville hun så lave en manglestok, også cirka 65 cm lang. Den skulle være glat og cirkelrund, lige til at rulle. Hvis ungersvenden fik en sådan tingest, ja så var de så godt som mand og kone.

Prøv at se hvor romantisk den ukendte kunstner her har været: Vi·kan·paa·roser·gaa. Sikken tid det må ha’ taget. Alle de detaljer, og det håndtag. Det har været et hestearbejde.

Og se, hvor smukt det er lavet. Manden har gjort alt for at udtrykke sin kærlighed og lyst til at være sammen, nøgne, side om side. Hun kan ikke ha’ været i tvivl om, at han inderligt har ønsket at være hende tro og huld, livet ud.

Sådan har jeg det også med Garntrisse :-)

mandag den 17. august 2009

Lazytrisse


Her er et foto af os, billedligt talt. Vi holder begge af øl, men hver sin slags.

Garntrisse er til de milde, lyse. Jeg er til de stærke, mørke.

Sådan en lys og lækker hvedeøl er lige hende, mens en dunkel, lakridsagtig tung porter ligger lige til mit højreben.

Gode venner kom i dag og begavede mig med tre flasker virkelig sort polsk kvalivare – Żywiec porter, brygget efter en tussegammel opskrift. Det er lige mig. Og det er ikke Garntrisse.

Sådan er det med os. Vi griber til hver vores yderlighed indenfor øl. Weißbier til min elskede, stout til heldige mig.

Det er vistnok humlen ved et godt forhold. Man må have hver sin lyst til øl. Og vi har et både mildt og stærkt forhold. Ying og Yang. Lyst og mørkt.

Nu er det mørkt, og vi har lyst til hinanden.

mandag den 26. januar 2009

Sød sex


Foto: Aurileide Alves, Brasilien

For et halvt års tid siden forærede en gammel dame i Forfatterforeningen mig sin nyeste digtsamling. Det er vel okay at sige om en kvinde, at hun er gammel, når hun er født i 1924. Anni hedder hun. 

Der er en croquis-tegning på omslaget af hendes bog, og titlen er Hele Himlen.

Jeg havde den med til Greve for at læse lidt op for min kæreste. Hun kan godt tænke sig at få en godnathistorie, men sidst jeg forsøgte faldt hun i søvn inden slutningen og godnatkysset. Så derfor tænkte jeg at et kort digt måtte være mere velegnet.

Men jeg fik ikke åbnet bogen. Vi sexede og faldt kælent i søvn på den søde måde. Vi opfandt vores egen lille godnathistorie, så at sige.

Nu går der nogle dage inden vi ses igen, og derfor er her et af de fine digte fra Anni Broue, som iøvrigt debuterede for over tres år siden. Det er dejligt at vide sex er sødt og kan vare hele livet:


Al den vildskab
der endnu bor i mig.
Længslen efter kraftigt liv:
brydekampe
halvtimers kys
orkanorgasmer

At ligge under
et stort dyr
af en mand –
velsignet brugt
og hel



© Anni Broue, Hele Himlen, Forfatterforlaget Attika, 2007



lørdag den 3. januar 2009

Reflektioner

Foto: "aznswt33", USA

Det er tankevækkende at vende tingene 180°. Som når PeerPlus på sin blog stiller 17 spørgsmål til parforholdet dicks og chicks imellem. Hvorfor mon skilsmisseprocenten er højere for kvinder gift med mænd end for lesbiske? Og hvad er det helt præcist kvinder og mænd laver sammen i sengen? – når vi er så anatomisk forskellige?!

Jeg passer. Men er udmærket klar over der er knas mellem Mars og Venus. I min egen familie bliver man for tiden skilt på stribe. Indtil flere kusiner går fra deres mænd nu.

Ikke fordi man(d) har fundet en anden, eller fordi han smider om sig med penge og øretæver. Eller er doven…

Jeg er forsigtig med at spørge ind til årsagerne, for jeg synes det er en privat sag, og i øvrigt er alle skilsmisser jo forskellige. Men der synes at være et mønster.

For en snes år siden eller mere, ville mange kvinder realisere sig selv. De fik skilsmissefrisure – kort med krøller – og rød neglelak på tæerne.

Nu er det et andet ord der skiller. Jeg hører flere kvinder sige, at deres mand ikke kan reflektere. Helt præcist hvad det betyder, ved jeg ikke. Personligt bruger jeg et spejl, når noget skal reflekteres. F.eks. i et spejlreflekskamera.

Billedet er smukt, og jeg håber det bedste for mine pragtfulde kusiner. Ja, for alle som føler kærligheden kun er halvhjertet.

torsdag den 22. marts 2007

Hjertets blomster

 
Foto: Alek von Felkerzam


Jeg er cyklet ud til Ballerup, hvor Sydbank holder aktionærmøde. Den har tjent penge som aldrig før, og der er god plads til de brede smil i Superarenaen.

En buket af bankens officerer vil berette om udviklingen i 2006, fremlægge regnskabet og orientere om Sydbanks virksomhed i region København. Både adgangskort, program og årsrapport er prydet med blomstermotiver fra den jyske sønderjyske muld. Sydbank er jo, som sagt, en blomstrende forretning.

Men først skal vi synge en sang. Alle kender melodien, og teksten er trykt på side 3 i programmet.

Bankens topskud fortæller om kvaliteten i udlånenes bonitet, og fremhæver den negative nedskrivning (læs: positiv merværdi) på 171 millioner, som en ikke uvæsentlig del af nettoresultatet på halvanden milliard.

Der er en fin solvensprocent, og 3 kr. i udbytte pr. aktie. (Tres kroner lige ned i min lomme). Og efter en håndfuld spørgsmål, går vi til en let stående buffet med rød- og hvidvin ad libitum.

Jeg står og evaluerer med en ældre, rig mand. Vi snakker om valuar vurderinger af andelsboliger, da sangteksten presser sig på.

"Men blodet bænder i mine årer, mit lille hjerte har ingen ro…"
"Er jeg bedrøvet? Jeg ved det ikke. Jeg drømmer bare, og tiden går."


Kærligheden kan jo ikke kapitaliseres, – mine tanker er i virkeligheden et helt andet sted.

"Lad hjertet hamre, lad blodet strømme, … "
"jeg plukker mandstro og jomfrusko. Dig gi’r jeg alle mit hjertes blomster, for du har taget mit hjertes ro."



Billedet er taget af Alek von Felkerzam, og som han siger, så er det nemmere at trække vejret ved blomsterne i Butchart Garden.

onsdag den 14. marts 2007

Kristne ord







Ja, det er så en prædikestol, fotograferet af Tina Rolf i en dansk kirke. Der er en skøn stilhed over billedet. Et par stearinlys lader ane at nogen vil sige noget. En præst vil snart bestige det gamle træværk med inskriptionen "Salige ere de som høre Guds ord".

Jeg må så tilhøre de knapt så salige, for jeg vil hellere høre hvad præsten har på hjerte. Det må gerne være personligt, for jeg har lidt svært ved at forholde mig til det gudelige.

I søndags besteg sognepræst Orla Villekjær prædikestolen i den tv-transmitterede gudstjeneste på DR. Han talte dunder mod regeringen, som svigter Danmarks ansvar over for hjemsendte og herboende flygtninge.

Politikerne fik travlt. Kirkeministeren sagde at præsten ikke skulle bruge prædikestolen til sådan noget. Han skal ikke politisere, lød det fra de konservative, og Socialdemokratiet advarede ham mod at blande politik og religion sammen.

Jeg undrer mig, for ytringsfriheden trives jo fint på politikernes egen talerstol på Christiansborg. Hvorfor er der fanden til forskel på Folketingets talerstol, og så den på billedet?

"I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham", lød det i dagens tekst.

Orla Villekjær brugte prædikestolen til noget fornuftigt. Fortalte hvor Folkekirken står. Udlagde dagens tekst, så det kunne forstås. Slog vores samaritanske pligt fast med de syvtommersøm, som den dæmoniserede regering hellere vil bruge til at holde Jesus fast på korset.