onsdag den 14. marts 2007
Kristne ord
Ja, det er så en prædikestol, fotograferet af Tina Rolf i en dansk kirke. Der er en skøn stilhed over billedet. Et par stearinlys lader ane at nogen vil sige noget. En præst vil snart bestige det gamle træværk med inskriptionen "Salige ere de som høre Guds ord".
Jeg må så tilhøre de knapt så salige, for jeg vil hellere høre hvad præsten har på hjerte. Det må gerne være personligt, for jeg har lidt svært ved at forholde mig til det gudelige.
I søndags besteg sognepræst Orla Villekjær prædikestolen i den tv-transmitterede gudstjeneste på DR. Han talte dunder mod regeringen, som svigter Danmarks ansvar over for hjemsendte og herboende flygtninge.
Politikerne fik travlt. Kirkeministeren sagde at præsten ikke skulle bruge prædikestolen til sådan noget. Han skal ikke politisere, lød det fra de konservative, og Socialdemokratiet advarede ham mod at blande politik og religion sammen.
Jeg undrer mig, for ytringsfriheden trives jo fint på politikernes egen talerstol på Christiansborg. Hvorfor er der fanden til forskel på Folketingets talerstol, og så den på billedet?
"I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham", lød det i dagens tekst.
Orla Villekjær brugte prædikestolen til noget fornuftigt. Fortalte hvor Folkekirken står. Udlagde dagens tekst, så det kunne forstås. Slog vores samaritanske pligt fast med de syvtommersøm, som den dæmoniserede regering hellere vil bruge til at holde Jesus fast på korset.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar