Foto: Chris Rebholz, Tyskland |
Wilhelm Hammershøi havde ikke noget digitalkamera, men det her kunne godt være et af hans billeder. Han boede lige i nærheden, i Bredgade, og motivet er typisk ham.
Jeg har en stor, flot bog om ham, som digteren Sophus Michaëlis indleder med digte om, og til, den berømte maler. Et af versene passer godt til dagens blog:
Amalienborgs Palæer med søjlegraa Façader
og paa den stejle Sokkel den bronzegrønne Rytter
der rider evig Pasgang mod fjerne Kalonnader,
mens kongelige Genfærd bag lukte Ruder lytter
Bogen er fra 1918, og mit eksemplar er nummer 51 ud af 850. Mange af hans billeder og fotos er gengivet litografisk og klæbet ind på plads i det flotte pragtbind.
Hammershøi levede fra 1864 til 1916, og er nok mest kendt for sine smukke, melankolske interiørbilleder, gerne med en kvinde siddende med ryggen til. De stille stuers maler.
På billedet er en enlig cyklist på vej ind over pladsen. Det kan i princippet godt være mig. Billedet er taget af Chris Rebholz fra München i Tyskland.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar