søndag den 4. marts 2007
Solskin på Nørrebro
Solen skinner, og det har lokket mange ud på en gåtur. Eller en cykeltur. Min søn Jeremy sidder i Christianiacyklen, som jeg så tramper ud til Zoologisk Museum. Vi kører langsomt gennem Blågårdsgade.
Foran går en kvinde med knold i nakken. Jeg er ikke så skrap til at genkende folk, og da slet ikke bagfra, men denne knold har jeg set før. Det er Ritt, vores overborgmester. Og til højre for hende går Bondam, til venstre en høj kvinde, som jeg vistnok også har set før.
– Det er fuckin’ dit ansvar, Ritt, råber en fyr. Ritt vinker bare. Fyren kan jo have ret, men det er vel også derfor Ritt er her. Hun skal med egne øjne se hvordan her ser ud.
Nørrebro er blevet kaldt en krigszone, men det synes jeg er en overdrivelse. Alle husene står da endnu, og selv om nogle ruder er er gået hist og her, så ligner byen sig selv. Asfalten på Nørrebrogade er selvfølgelig mærket af de store bål, men omvendt har vejbelægningen altid været lidt hullet her i kvarteret. Og hvis Nørrebro vitterlig var en krigszone, så spankulerede Ritt & Co. nok ikke stille og roligt gennem gaderne.
Jeremy og jeg skal ud til de udstoppede dyr og fugle, så vi kører til Sankt Hans Torv og videre ad Nørre Allé. Her ser vi en håndfuld udbrændte biler og et opløb af journalister og kamerafolk. De venter på Ritt. Hvis de tror de kan få noget i kassen som blot tilnærmelsesvis ligner de foregående dages stakåndede indslag, så må de nok tro om igen. (Og aftenens tv-aviser indeholdt da heller ingen breaking news fra de brændte biler).
Men faktisk er der lidt nyt at berette. Beboerne på Nørrebro har lavet løbesedler som den på billedet, der var tapet på en af de udbrændte biler.
Vores Nørrebro brænder – og det er jer - De Autonome - der stryger tændstikken. Ingen tvivl om hvem der har skylden, og en opfordring til at deltage i nabonetværket "Sammenslutningen Nørrebro" og "Naboerne på Nørrebro".
Man kan sende en mail til naboerne.norrebro@gmail.com eller nejtak@comxnet.dk
Etiketter:
løbeseddel,
nørrebro,
ritt
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar