lørdag den 24. marts 2007
Dagens møbel
Solen skinner mer og mer. Og her er det møbel, det er smart at tænke på når dagen slutter. For hvordan er det nu når vi får sommertid? Skal uret stilles en time frem eller tilbage? – Det skal stilles ligesom havemøblerne: Frem.
Mit ur er mekanisk. Et schweizisk Auguste Reymond ur, med glasbagside så man kan se ind til urværket.
Jeg har købt det af min ven og urmager, Chresten Poder, som idag er møllebestyrer lidt nord for Rødekro. Her bor han sammen med sin kone Erna i tjenesteboligen tyve meter fra møllen. Og der kommer tit nogen forbi og ser det lille museum.
Den virker stadig, den gamle vindmølle efter hollandsk model. Her males boghvedegryn, og Erna serverer boghvedepandekager med sirup og sødt øl ved særlige arrangementer.
Hvis noget går istykker i møllen, er Chresten heldigvis stadig urmager. Og så behøver han ikke lup og fine instrumenter – men kan selv kravle ind i "urværket" og ordne sagen med høvl og hammer.
Reglen med havemøblerne kan han ikke bruge. For på Damgård Mølle stiller Chresten ikke et par havestole frem, men OP på galleriet i højde med kværnloftet. Så kan Erna og Chresten sidde og drikke kaffe med fuldt udsyn over det smukke sønderjyske landskab.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar