At skrive

Foto: Leonardo da Vinci, lang lukkertid, 1495-97

Der findes et site der hedder Forfattersiden. Det er åbent for alle, også dem der endnu ikke er sprunget ud af forfatterskabet. Forfattersiden.dk er “For folk der kan lide at skrive og læse”, som der står på forsiden.

Sitet har været igang siden sidste år, og drives på fritidsbasis af en webudvikler, som kalder sig Forfatter in spe. Jeg synes det er godt med en sådan side, som til forskel for Dansk Forfatterforenings hjemmeside ikke kun henvender sig til etablerede forfattere.

En sjov ting på Forfattersiden er konkurrencerne, hvor man battler på skriveriet. Udgangspunktet er denne gang fuldstændig hypotetisk, omend ikke helt utænkeligt:
Du spiser med hos Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Værs’go’ og skriv. Max 700 ord. Forfatteren Finn Wilkens er dommer, og han lægger vægt på en skæv, gerne overraskende og humoristisk synsvinkel.

Jeg kom straks i tanke om det flotte skilderi “Den sidste nadver” – og har så skrevet denne lille novelle:


Ræk mig lige saltet…

Jeg er skal spise aftensmad i himlen. Jeg vil ikke sige, jeg er inviteret, for Gud, Jesus og Jomfru Maria excellerer ikke i indbydelser. De sender den leende mand, og så er man tilsagt!

Måltidet, som i de himmelske kredse kaldes nadveren, indtages i det rum, som den guddommelige maler Leonardo da Vinci har gjort verdensberømt. Alle kender maleriet fra slutningen af 1400-tallet, af den store banket, i hvert fald hvis de har læst Dan Browns bestseller, hvor især personen til højre for Jesus kom under lup.

For hvem var det egentlig, Jesus spiste sammen med? Det spørgsmål er helt centralt i Da Vinci Mysteriet. I over 600 år har vi troet det var hans tolv disciple, men det menneske hvis venstre arm er allertættest på Guds søn, virker unægtelig meget feminin. Nedringet kjole, langt hår og godt lakket til – det tyder temmelig meget på Marie Magdalene.

Men hun var jo ikke nogen mand, så hvordan var hun kommet med til Jesu herremiddag? Var hun indskrevet som Mathias Magdaole? Var Jesu borddame transvestit og altså alligevel en slags brormand? Eller er den nøgne sandhed, at Jesus var ganske almindelig hetero og helt naturligt havde sin kæreste med til bords?

Det spekuleres der fortsat over her i den jordiske verden, og det kunne være rart for en nysgerrig madskribent som mig at få afsløret gæstelisten, som den så ud dengang "The last supper" blev serveret.

Men idag bliver der forresten ikke brug for de ekstra plader i spisebordet med hollandsk udtræk. Vi bliver kun fire; De tre glorværdige værter – og så lille mig.

Og jeg er personligt lidt ligeglad med, om Marie var mand eller kvinde – eller fra naturens (og Guds) hånd udstyret med både pik og kusse. Jeg har et langt større problem med menukortet, lige her og nu:

Som bekendt er det jo kun Gud, der er her, der og allevegne. Alle vi andre kan kun være ét sted ad gangen. Menuen udstiller problematikken i bare to ord: Dødens pølse. Man slipper ikke levende fra at spise aftensmad med Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Så hvad er der dækket op til? – Den seneste nadver? – Eller en sidste udvej? Er det endegyldigt forbi, når jeg lige om lidt sætter mig til bords, eller er jeg som H.C. Andersen kun skindød?

– Ræk mig lige saltet. – Lugtesaltet!