onsdag den 5. oktober 2011

Ung druk

Foto: Garann Rose Means, USA

Vi skal lære de unge at drikke. Det er de simpelthen ikke gode nok til.

Jo, hælde i halsen kan de: Danske unge har verdensrekord i druk – ingen kan som dem lægge frontallapperne i sprit og drikke hjernen ud. Hver weekend står den på heftig indtagelse af vodka og Rekorderlig – og energidrik sætter tempoet: Alt for mange procenter kyles indenbords på ingen tid.

Det er et ærgerligt spild af spiritus, når de unge lidt senere får det dårligt og brækker sig, eller måske ligefrem sendes til udpumpning. Men det er så sandelig også et stort tab for dansk kultur!

Børn skal, allerede fra de er helt små, lære at drikke. Når far og mor åbner en flaske vin til maden, skal børnene have lov til at snuse til proppen. De skal også indpodes den dejlige smag af øl. Bare giv de små poder øllebrød og alkoholfri pilsner, det er sundt for dem.

De skal blive fortrolige med øloplukkeren og kunne servere en kold bajer til farmand. Og lærer de også skænke en ordentlig fadøl med et tilpas lag skum, så er det super.

Så er de godt opdraget og kan så småt begynde at nippe til snaps og Gammel Dansk. Det er jo stærke sager, men sammen med smørrebrød, sang og kolde øl, vil de unges introduktion til de små glas blive en succes. Akvavit betyder som bekendt livets vand, og det er vigtigt at de ikke får det galt i halsen.

Jamen, jeg mener det! – Vi er danskere, rundet af mjød og saltvand. Hvis vi ikke lærer de unge at drikke med manér, mister de måske deres nationale identitet i en tåget malstrøm af smagløs spiritus og sanseløs sex. Vi risikerer de unge går tabt i alkoholisme og får en alt for tidlig død – hvis vi ikke får lært dem at drikke ordentligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar