Vokse mod lyset

Foto: Dan Shirley, Storbritannien

Morbror Harald er blevet 78 år og bliver ikke mere.

Harald har været præst, for det havde Gud fortalt min morfar, at han skulle være. Havde han selv kunnet bestemme, havde han været skovfoged. Ikke for det, Harald var skam en rigtig god præst – bortset fra de lange perioder hvor dyb depression gjorde ham ukampdygtig – han kunne fylde kirken på en helt almindelig søndag!

Men dybest set tror jeg han mere var naturens mand end kirkens mand. Det skinner smukt og underfundigt igennem en tekst fra 1970, som indgår i hans bog En bonde i gudernes skakspil.

Den handler om, at han sidder på en træstub i skoven, og tæller hvormange år træet, der stod dér hvor han nu selv sidder, er blevet. Med en blyant tegner han en ring for 1920, Genforeningen. Og efter den en ring for 1864, et tungt år for de danske i landsdelen. Han tegner også den ring op, som egen har markeret i 1861, og skriver Grundloven. Der skal da også være en blyantstreg i den nyere del af egen, da Harald blev indsat som præst i Rødding den 3. oktober 1965, og teksten var beretningen om, hvordan Jesus opvakte enkens søn i Nain fra de døde.

Det er nu ikke så ligetil at tælle ringene. Motorsaven har været grådig i skæret. Men Harald når frem til, at de to første kimblade har set dagens lys i svenskekrigene. Måske er træet blevet så kroget, fordi krigsfolkenes heste havde bidt toppen af den?

Det er mærkeligt, at træet med sine årringe kan trække historier og minder frem – for selv er det bare vokset, har lagt vedlag til vedlag, uden at ænse om det groede i tysk eller dansk jord, eller hvad der iøvrigt skete i samfundet omkring det.

Egen har ikke på dén måde registreret begivenhederne. Det har blot vokset mod lyset. Indtil det fornylig blev fældet.

Nu ligger egen i skovbunden. En konge har forladt sin trone, men jagtens gudinde vil, at der skal skydes salut for den faldne kæmpe.

Ræven kommer luntende. Den søger mus. – Et øredøvende brag, og mens lidt røg siver ud af bøssepiben og forsvinder sammen med lugten af krudt, breder et sekunds tavshed som graven sig i skoven.

Mikkel slår en koldbøtte, søger at komme op igen, men synker sammen, mens en skovskade skræpper op – denne skovens sladdermadamme, der altid skal skræppe op, mens den pynter sig med svingfjer, lånt fra sydens spraglede fugle.

Den kunne nu godt have vist så megen takt, at holde mund nu, da jagtens gudinde lod skyde salut for den gamle eg.

Min morfar hed Mikkel til mellemnavn, og måske var det også ham, han tænkte på, da højre løb slukkede lyset for ræven.

Når man bliver filosof, kan man glemme de nære ting.

For mange er livet som sammenfiltrede brombærranker i hegnet. Man kan hverken komme frem eller tilbage. Aviserne er der ikke meget lys i, højst lidt falske forhåbninger. Tryksværten er intet værd i morgen. Man kan pakke våde uldtrøjer ind i nyhederne om mennesker i nød.

Men morbror Harald har sammenfattet det hele i en fin overskrift: At gøre sin pligt, at vokse imod lyset.

Harald Filtenborg, født den 24. september 1929, død den 11. februar 2008. Begravelse idag i Askov kirke, med efterfølgende gravøl i Skibelund krat.