Døndal

Der er ikke noget så naturligt smukt som natur. Døndal er et godt eksempel.

Vandfald, står der på et træskilt – dén vej skal jeg og Jeremy. Ind i skoven, langs Døndal å. Indtil vi både hører og ser vandfaldet. Ikke helt så brusende og vildt som efter kraftig regn, men alligevel ganske imponerende, efter danske forhold.

Vi nyder synet en stund, inden vi begynder turen hjem til Gudhjem, forbi Bornholms kunstmuseum, og videre ned mod Helligdomsklipperne, og til højre ad strandstien. Den fører os forbi det ene storslåede sceneri efter det andet.

Knægten får en slurk fanta engang imellem, og han klarer hele turen på cirka syv kilometer i det stærkt kuperede terræn, uden at kny – næsten. Det belønnes med en omgang fritter og fiskefileter med remoulade, – og med bornholmsk sennep, tak. Det er godt at give frokosten et lokalt pift.

Selv nyder jeg et par saltstegte sild med rugbrød og rødbeder, og lidt mere af den bornholmske sennep. Den er stærk, men også lidt sød. Solskinsøens folk rynker selv de gule og brune sennepsfrø, får jeg at vide. – Rynker?… Det hedder det vist kun på bornholmsk.

Vi køber en dunk af den særlige delikatesse inden vi tager med færge og bus hjem til København.