– Vi skal huske at tænde lys i vinduerne tyve minutter i ni, siger mor.
Og så husker hun tilbage til dengang for over tres år siden, da frihedsbudskabet lød i æteren, og mørklægningsgardinerne blev hevet ned for aldrig nogensinde at komme op igen i den gamle Fole præstegård. Alle vinduer blev åbnet, selv det lille i bryggerset, som mor vist aldrig havde set åbnet før.
Der blev sendt besked til kirketjeneren om at ringe med kirkeklokken i en hel time. Typisk morfar at sætte folk i arbejde på denne festaften. Mens alle andre festede, måtte kirketjeneren hænge i en klokkestreng, som det jo hedder. Men han bimlede selvfølgelig med glæde.
Glæde var der også blandt de russiske krigsfanger, som var tvangsindkvarteret i præstegården. Mor peger på de øverste vinduer på det kolorerede foto, og fortæller at en stor konfirmandstue bagtil også var inddraget til formålet. En stor trækasse var flikket sammen, og fyldt med hø. Og så lå russerne der om natten og sov hulter til bulter.
Nu sang de højt og flot deres hjemlands vemodige sange: "Volga, Volga…"
De holdt meget af præstegården, for mormor var russer, og intet er så dejligt som at tale sit eget sprog med en kvinde, når man er langt hjemmefra og ikke ved om man er købt eller solgt.
Nu hvor tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og – Danmark! havde overgivet sig, tog russerne flugten ind i skovene. De turde ikke vende tilbage til den røde hær, som de sagde ville straffe dem som renegater.
En hed Vladimir, og han flygtede videre til Brasilien, hvor han blev gift og stiftede familie. Det gik dog ikke så godt med ægteskabet, for nogle år senere kom der brev til Fole præstegård. Vladimir formulerede det i en sætning på dansk: Jeg er blevet skiltet ad, skrev han.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar