tirsdag den 6. maj 2008

Med hund på kunstudstilling



Det er nok Københavns største maleri, og der er gratis adgang til det og en mængde andre værker af typen spraymaling på mur. Alligevel er der kun begrænset publikumsinteresse. Olie på lærred, og entré, er det normale, og åbenbart foretrukne, for folk der vil se på kunst. Eller også kender de bare ikke stedet her.

Det er ikke helt nemt at finde, men har man en hund ved hånden, kan man sagtens snuse kunstudstillingen op.

Vovsen hedder Coco og hundesnorsholderen er min søn Jeremy. Vi står ved første frame af et meget smukt og spændende maleri der viser hele verdenshistorien, fra første sekund og frem til nu.

Mange vil sikkert affærdige denne kunstudstilling som banal graffiti – men jeg synes nu der er masser af kvalitet i dette mega værk. Der er næsten lidt Michelangelo over det.

Gad vide, hvornår universet for første gang så dagens lys, so to speak? Begyndte det hele med Big Bang, hvor noget på størrelse med et knappenålshoved eksploderede til galakser en masse – som stadig udvider sig, lysår efter lysår? Eller var det et guddommeligt øje, der kastede sit åsyn over intetheden?

Det kan man stå og grunde over, mens man lufter hund og er på kunstudstilling i Københavns havn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar