Viser opslag med etiketten graffiti. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten graffiti. Vis alle opslag

fredag den 9. maj 2008

Tags


Mine sidste par blogs har handlet om graffiti. Ude på Enghave Brygge, bag H.C. Ørstedsværket, ligger Det hemmelige Galleri. Mure der engang var et stort kullager, er idag et lovligt graffiti atelier.

Det største værk derude på Landvindingsvej hedder Evolution. En af kunstnerne bag hedder Ulrik Schiødt og har lavet en rimelig blæret hjemmeside.

Men her er noget mere normal graffiti. Godt tegnet manga tøs med håndvåben. God dybde, klare farver. Fint lille masterpiece.

Men så er der kommet en eller anden nød forbi og har tagget det. Sema står der, lidt amatøragtigt påført muren i sort med en noget flad dåse. Og det tag er så igen blevet tagget med en lille grøn hilsen; Dø, Toys!

Det er sådan en slags visuel mobning. De proffe graffitimaleres arbejde bliver lige skændet med nogle hurtige halvgrimme tags, måske sprayet af nogle der er misundelige over ikke at kunne tegne ligeså godt?

Tags i tags. Tag ud til Enghave Brygge og se graffiti-kunst. Tag nogle dåser med. Der er en bænk, hvor man kan sidde og drikke dem.

onsdag den 7. maj 2008

Livets opståen i spray


Den indtil videre permanente kunstudstilling på Københavns havn er absolut et besøg værd. Hovedværket – jeg tror det er tre meter højt, og måske 100 meter bredt – er en forrygende graffiti over hele verdens historie, med start i det sekund universet blev til.

Her er vi kommet nogle frames frem, og livet opstår. Oceaner af liv. Igen kan vi grunde over hvordan det er sket. Er alting kommet af den samme amøbe, og hvor kom så den fra?

Eller man kan blive lidt religiøs og spørge, hvor kom øjet fra?

Jo, jeg synes det er kunst, derude på havnen bag H.C. Ørstedsværket. Se maleriet i sin fulde størrelse på muren langs Landvindingsgade, 2450 SV. Vejret er jo til det.


tirsdag den 6. maj 2008

Med hund på kunstudstilling



Det er nok Københavns største maleri, og der er gratis adgang til det og en mængde andre værker af typen spraymaling på mur. Alligevel er der kun begrænset publikumsinteresse. Olie på lærred, og entré, er det normale, og åbenbart foretrukne, for folk der vil se på kunst. Eller også kender de bare ikke stedet her.

Det er ikke helt nemt at finde, men har man en hund ved hånden, kan man sagtens snuse kunstudstillingen op.

Vovsen hedder Coco og hundesnorsholderen er min søn Jeremy. Vi står ved første frame af et meget smukt og spændende maleri der viser hele verdenshistorien, fra første sekund og frem til nu.

Mange vil sikkert affærdige denne kunstudstilling som banal graffiti – men jeg synes nu der er masser af kvalitet i dette mega værk. Der er næsten lidt Michelangelo over det.

Gad vide, hvornår universet for første gang så dagens lys, so to speak? Begyndte det hele med Big Bang, hvor noget på størrelse med et knappenålshoved eksploderede til galakser en masse – som stadig udvider sig, lysår efter lysår? Eller var det et guddommeligt øje, der kastede sit åsyn over intetheden?

Det kan man stå og grunde over, mens man lufter hund og er på kunstudstilling i Københavns havn.