Elg

Ad skønne stier og idylliske grusveje når vi frem til Elinge Älgpark. Annette, Rie, Naja, Jeremy og jeg betaler 50 svenske kroner hver, og får nogle nyudspungne grene med indenfor. Så har vi noget, der kan lokke de store dyr helt tæt på.

Det er nogle fascinerende dyr. Mindst lige så interessante som elefanter. Nogle store drønnerter. Jeg kan på trods af min højde ikke se over skulderne på den der nu med en monoton rytme gnasker ungernes grene i sig.

Elge bevæger sig i et krydsfelt mellem det graciøse og det klodsede. Nogle gange minder de med deres lange ben om elegante giraffer, men for det meste er gangen kluntet, som om der ikke er fuld kontrol over hvilke ben der nu skal flyttes på. Som om dyrene går og ombestemmer sig hele tiden.

Når de store dyr vil ned at ligge, gør de som kameler. Som sammenklappelige havemøbler lander de på græsset med ufikse bumb.

Hannen her har to lodne udvækster som i løbet af året vokser til et helt vildt stort gevir. Jo, elgen er en aparte pruhest, og man kan sagtens lave en hel zoologisk have kun med Alces alces.