Viser opslag med etiketten dna. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dna. Vis alle opslag

torsdag den 9. februar 2012

Gentest

Foto: Flavio Takemoto, Brasilien


Flere og flere køber en gentest. Og det er ganske nemt; Du får tilsendt nogle specielle vatpinde, som skal i munden og føres frem og tilbage over slimhinden på dine kinders indersider. Vatpindene returneres i en svarkuvert, og så kan laboratoriet gå igang.

Du betaler et mindre antal tusindlapper, og en lille uge senere får du så en rapport med spændende læsning om dig selv.

Du kan faktisk få alt at vide. Nævn en sygdom, og dine gener kan fortælle hvor stor risikoen er for at du får den. Har du en kæreste, kan jeres gener fortælle om I er et godt match.

Tør du teste dine gener?, spurgte min kæreste igår aftes efter en udsendelse i fjernsynet. Det var på DR2, hvor Martin Breum bestilte en gentest og tog til Californien for at få resultatet. Og blev helt tør i munden ved udsigten til at få at vide, om han ville få kræft.

Ja, jeg tør godt. Men gør det næppe. Det betyder ikke så meget for mig, hvad odds er for at jeg ikke bliver skaldet, får en blodprop eller dør af cancer. Jeg er nemlig født heldig!

Det er du måske også. Men det tror jeg aldrig vil fremgå af en gentest. Det kan jo godt være, du ligesom Lone Frank har meget lav livstidsrisiko på stort set alt hvad man kan komme ud for af her i livet – men du kan jo være uheldig…

mandag den 5. september 2011

Vrangbøg


Langt de fleste bøgetræer gror lige efter bog’en. Men det er ikke alle, der kan finde ud af dét. Nogle ‘vokser forkert’. Dem kalder vi vrangbøge.

Det er som om disse træer har byttet om på op og ned. Hvis det kunne være præcis som de ønskede, sad rødderne øverst og fik sol, mens kronen var skjult under jorden. Men som alle andre træer, begynder vrangbøgen sit liv med at slå rod.

Derfor bliver væksten en evig higen efter den omvendte verden. Træet kan finde på at vende undersiden af sine blade opad, og sådan er det forkert på den hele livet igennem. Det er noget flip; Hvor alle andre træer får krone, bliver det plat for vrangbøgen.

Se hvordan vrangbøgen her fra start har forsøgt at slå knuder på sig selv. Det er som om træet har højdeskræk og vægrer sig ved sin egen vækst. Som om det barker bagud og kun vrangvilligt følger naturlovene.

Det er noget arveligt i vrangbøgens genom. En variant i træets dna, som tynger træet. Det er forklaringen på træets ulyst til alt andet end tyngdekraften. Men det er ikke hele forklaringen. For engang imellem ser vi en vrangbøg sætte et nyt skud, der skyder i vejret og ikke følger den ellers rodfæstede negative livsstil.

En gang imellem kommer en vrangbøg med en gren på bedre tanker. Pludselig kan træet skifte fra træghed til normal vækstbetonet adfærd. Men ikke denne vrangbøg. Den er død. Det grønne er fra en anden vrangbøg ved siden af, som den døde har flettet grene med.

søndag den 9. januar 2011

Det er fuldbragt

Foto: Mike Ireland, Storbritanninen

Der blev lys, og og der kom liv på Jorden. Men hvordan? Svaret findes nemmere her i Shark Bay end i Biblen.

På den australske vestkyst findes der stadig stromatolitter, som videnskaben fortæller er blandt de tidligste livsformer på planeten. Engang var de udbredt over hele jordens overflade, hvor deres bakterier producerede ilt og langsomt oparbejdede den atmosfære, som sidenhen gav lebensraum til dinosaurer, og endnu senere heste, køer og får på Jens Hansens bondegård.

Før stromatolitterne var Jorden en giftig suppedas. Men der kan godt have været liv endnu tidligere. Før DNA var der ustabilt RNA, fortæller de altid opvakte men noget nørdede studerende Jeremy og mig på Zoologisk Museum.

Det er altid inspirerende at granske naturhistorien og Darwins revolutionerende idéer om arternes oprindelse under det buede tag på Universitetsparken 15 på Østerbro.

Og nu er de sørme også begyndt at følge med under kuplen på Peterskirken i Rom. Paven har fornylig taget Big Bang i sin mund, og Charles Darwin er faktisk taget til nåde. Det står i Berlingske Tidende.

Efter 200 år ser det unægtelig ud til at hans (med lille h) evolutionsteori holder vand. Den katolske bandlysning af for eksempel de underlige australske sten på kanten af det Indiske Ocean synes ophævet.

Hvis bare vi kalder det Guds vilje, bliver det meget nemmere for præster og videnskabsfolk at trække vejret side om side i en fornuftig atmosfære.

mandag den 13. december 2010

Livsløgn

Foto: Daniel Jones, USA

Her ved denne sø fødtes i forrige uge en mega sensation. Ved Mono Lake i Californien havde forskere fundet en helt ny bakterie som klarede sig uden livets hidtil fundamentale seks byggesten: kulstof, brint, ilt, kvælstof, svovl og fosfor.
Her var en helt fantastisk livsform som baserede hele sin eksistens på arsenik. GFAJ-1 havde videnskaben døbt bakterien, som utroligt nok til sine cellulære processer brugte nummer 33 i det periodiske system. Altså ikke fosfor, men det rene gift!

Det åbnede for helt nye besnærende tankespin. Alverdens medier holdt mikrofoner for spektakulære udtalelser som denne: Hvis liv naturnødvendigt opstår på alle biovenlige planeter, må det være opstået mange gange på Jorden. Så måske kan vi finde en ‘skyggebiosfære’, der er overalt omkring os, men som vi blot har overset, fordi den er ganske upåfaldende.

Arsenikbakterien blev årets mest hypede videnskabelige nyhed. Selv om den fra start blev skudt ned af seriøse videnskabsfolk med jordforbindelsen i behold. De pegede blandt andet på, at selv om Mono Lake er rig på arsenik, så indeholder den også en af Jordens stærkeste koncentrationer af fosfor.

Nyheden var dødfødt. NASA og Science havde nosset noget så eftertrykkeligt i det. Alligevel spredte livsløgnen sig lynhurtigt over hele vores planet. Det kan man læse om i Informations artikel Videnskabens død i mediemaskinen.

Der er bare noget rigtig kedeligt ved dementier af utrolige oplysninger, der ikke kan holde vand. Når den forkerte nyhed fylder så monster meget, og det rigtige dementi kun langsomt finder vej til offentligheden via blogs og små aviser, så vil mange mennesker til deres død tro, at livet kan opstå i en kop arsenik.

Det kan det ikke nikke nej.

mandag den 15. november 2010

Navneforbud

Foto: Piotr Ciuchta, Storbritannien

Der er nedlagt navneforbud i sagen mod sexbæstet fra Amager. Men jeg ved hvad han hedder. Det fik jeg at vide inden hans Facebook profil blev slettet i dag.

Jeg kender ikke manden, der er sigtet for foreløbigt et drab og to voldtægter, og varetægtsfængslet frem til 8. december. Så hvorfor ligger jeg inde med oplysninger om hans fulde navn og det faldende antal venner på fjæsbogen?

Da Ekstra Bladet skrev om den fængslede 45-årige fodboldtræner MH havde han over 300 venner. Ved 2-tiden i går var tallet nede på 274. En af dem der havde slettet ham, skrev på sin væg noget om hvor lidt man i virkeligheden kender sine venner når det kommer til stykket, og mellem de omkring tredive kommentarer til den udmelding havde en anden ex-ven lagt et link til mandens profil.

Så hvad er et navneforbud egentlig værd? Med nutidens elektroniske medier er katten ude af sækken inden en dommer kan nå at sige stop. Navneforbud er reduceret til puslespil, hvor de fleste af brikkerne bliver leveret af journalisterne:

Et foto, hvor redaktionen har sløret ansigtet. Navne på Facebook grupper han er med i, f.eks. Jeg elsker mine unger og Frække Stiletter.

En computer, internettet og nogle hints er som regel nok til at knække nødden.

For der er altid nogen der kender nogen. Og jeg kender nogen som kender nogen der har haft en lille smule med ham at gøre, rent arbejdsmæssigt, engang han som ung mand blev afhørt i en sag om et stadig uopklaret rovmord på en 73-årig kvinde på Amager. 

Pludselig er der rigtig mange der som jeg kan bekræfte at Ekstra Bladet har brugt hans rigtige initialer i avisens omtale, og kan tilføje at han også har et mellemnavn.

Jeg vil ikke bruge min viden til noget, men det kan der sagtens være andre der vil. Også selv om han ikke er dømt endnu. For de fleste er politiets dna-match tilstrækkeligt.

Lige nu efterforsker politiet de sager han er sigtet for, og undersøger samtidig om der er andre forbrydelser han også kan være skyldig i. Imens må man håbe MH er i sikkerhed bag fængslets mure.

Jeg tror der er mindst 50.000 mennesker der lige nu kender identiteten bag navneforbuddet, og en af dem befinder sig måske bag samme fængselsmure som MH og synes måske det er på sin plads straks at eksekvere en dødsstraf.

Det er uhyggeligt at tænke på, hvor tyndt et navneforbud er blevet i disse it-tider. Den sigtede mand risikerer selv at blive overfaldet og dræbt inden der er faldet dom i sagen.

Retssikkerheden er ikke særlig fintmasket, og selvtægt er på mode i mange kredse. Desuden er vores fælles hukommelse ultra kort. Glemt er mange tidligere sager, hvor uskyldige er dræbt af hævntørstige idioter.

Jeg siger ikke manden der nu er uden Facebook profil er uskyldig. Men gid der var mere ro på blandt journalister og venner til den sigtede. Det kræver tålmodighed at lægge puslespil, og der er stadig mange brikker der mangler at blive lagt, før vi har et detaljeret billede af hvad der er sket, og hvorfor.

tirsdag den 5. oktober 2010

Guldlok planeten

Foto: European Southern Observatory /L. Calçada

Det er fantastisk. Astronomerne har 20 lysår ude i verdensrummet fundet noget, der ligner vores egen jord. De kalder det en Guldlok planet, for den er hverken for kold eller for varm, for stor eller for lille, men lige tilpas til at den kan huse liv.

Den hedder Gliese 581g og skulle se nogenlunde ud som på illustrationen. Sådan lidt jordagtig, cirklende omkring en dobbelt-sol. Kan det tænkes at der også på denne lille fjerne klode er opstået liv, med dinoer, græsser, træer, fisk og fugle? Kan det endda tænkes, at Gliese ligefrem beboes af aber på to ben som os selv?

Hvad der for ikke så længe siden var fuldstædig utænkeligt, er idag nærmest en naturlov. En nødvendighed, sgu. Er der en 'Goldilocks'-klode derude, så er der sandsynligvis også opstået liv, startet som bakterier, dna, og måske udviklet til intelligente væsner. Kanske klogere end os selv…

Livet synes at have sin egen urkraft. Religiøse mennesker kan godt se, at Det Gamle Testamentes historie om at verden er 6000 år gammel og kreeret på blot en uge, inklusiv hviledag, ikke holder vand. Men så må Livet være "trukket op" af Gud. Men spørgsmålet er, om ikke skaberværket har selvoptræk…

Der er grundstoffer som kulstof, C, brint, H, ilt, O, kvælstof, N, svovl, S, og fosfor, P i hele mælkevejen. Det behøver ikke inkludere en hvidskægget mand med glorie for at føre til liv i en eller anden form. Men vi har måske brug for ham for at forstå det?

søndag den 30. maj 2010

Melodi Grand Prix


Jeg husker billedet som det toner frem på min barndoms sort-hvide fjernsynsskærm. Kan høre den storslåede fanfare som signalerede at nu kom konkurrencen om den bedste sang i Europa.

Sådan er det vel for de fleste, når Eurovisionslogoet popper op. Man kan godt lade være med at nynne, men kendingsmelodien kører i en lille rille i hjernebarken, og det er svært at slukke for den.

Hjemme i Dannebrogsgade 47, anden sal til venstre, stod der en stor radio og spillede Giro 413 og Hvornår var det nu det var? Det var en quiz med klip fra DRs arkiver, som skulle lede tankerne hen på et bestemt år, og mens der blev gættet hvilket, spillede radioen en sang fra året.

Hvis det så var Skibet skal sejle i nat, så vidste man at det var 1957, året for det første Internationale Melodi Grand Prix. Den danske sang kunne snildt have vundet, hvis det ikke var for det pokkers lange kys Gustav Winckler og Birte Wilke imellem. Det var for sexet for sydeuropæerne, dengang. Men faktisk blev kysset kun så langt, fordi teknikken var alt for sen til at fade lyset ud.

To lys på et bord er nok den bedste Grand Prix vindermelodi Danmark aldrig har haft. Hvis bare baggårdspumaen Otto Brandenburg havde vundet, kunne resten af Europa meget vel have overgivet sig. Men han blev nummer to, efter en pølsesang som tiden har vist alligevel ikke var den bedste.

For sagen er jo, at vi holder af de allermest banale popsange. Vi kan teksterne på flere hundreder, vil jeg tro. Som papegøjer kan vi lire flere strofer af, så snart vi får den første melodistump: …tre forløsende ord, fire glas fyldt med ungdommens mod. Fem slags smil til dessert, seks små kys, tre til hver – jo, jo, den kan vi.

Ligesom Et solstrejf… Den gik rent hjem. …I en vandpyt… Grethe og Jørgen Ingmann vandt den europæiske finale i 1963, og Dansevisen er også med i bunken af alle de melodier og tekster der ligger lige under overfladen i vores bevidsthed.

Vi kan bare de poptekster, lige så sikkert som hist hvor vejen slår en bugt…
Prøv selv. En lille håndfuld af de første ord, og du kan selv resten:

Gem et lille smil…  Nemlig! …til det bli’r gråvejr…

Det var et liv i sus og dus… Jeps! …i mormors kolonihavehus…

Ein bisschen Frieden… Genau! …ein bisschen Freude…
Det er ikke verdens mest avancerede musik, det er tværtimod dybt enkelt og banalt. Ord og melodier er så fastgroede på rygraden, det er nærmest en del af vores DNA.

Jeg og knægten har set MGP i aften, og jeg vil som alle andre uvægerligt komme til at høre den tyske vindermelodi igen (og igen). Det gælder også den danske. Chanée & n'evergreen havnede på en flot fjerdeplads.

Det er en anden tid, et andet show nu. Men det danske bidrag har paralleller tilbage til Winckler & Wilke. Det er et smukt par, det er en god melodi, og teksten er også okay. Og så handler det om kærlighed. To elskende kommer fra hinanden, men finder sammen igen. Sød musik (gen)opstår.

Aftenens performance var super, med blæst i håret og udmærkede visuel effects. Men for at blive en klassiker skal man kunne huske fortsættelsen på teksten:
In a moment like this…

onsdag den 18. marts 2009

Jeg er en abe


Foto: Hagit, Israel

Vi er alle sammen aber. Det gik for alvor op for mig forleden mens jeg lyttede til en radioudsendelse om Darwin. Vi har hele tiden fået at vide, at mennesket nedstammer fra aberne. Hvem har ikke set evolutionstegningen; Først gik vi rundt på alle fire, så gik vi til at gå på bagbenene, og videre gennem tiderne gik vi med krum hals på jagt med køller og spyd, indtil vi rankede ryggen og spankulerede rundt med vores attachétasker.

Men vi ER selvfølgelig stadig aber. 97 % af vores DNA deler vi med chimpanserne. Vi skider, prutter, spiser bananer, parrer os og får unger på samme måde. Der gør praktisk taget ingen forskel, at vi menneskemænd er den primat, der målt i forhold til kropsvægten har den største pik.

Det hedder sig, at dyr hverken kan grine eller græde. Måske ved de bare snart ikke om de skal det ene eller det andet.

Vi er aber, med en helt exceptionel evne til at rage habitater til os. Der er snart ikke den plet på jorden, vi ikke har sat os på. Den nøgne abe.

Vi er pattedyr. Selv er jeg ligefrem babsoman, høhø.

Nå, inden jeg kører af sporet, vil jeg lige finde et portræt som godt kunne være mig, hvis altså jeg ikke så ud som jeg gør. Jo, her er et godt et…