Melodi Grand Prix

Jeg husker billedet som det toner frem på min barndoms sort-hvide fjernsynsskærm. Kan høre den storslåede fanfare som signalerede at nu kom konkurrencen om den bedste sang i Europa.

Sådan er det vel for de fleste, når Eurovisionslogoet popper op. Man kan godt lade være med at nynne, men kendingsmelodien kører i en lille rille i hjernebarken, og det er svært at slukke for den.

Hjemme i Dannebrogsgade 47, anden sal til venstre, stod der en stor radio og spillede Giro 413 og Hvornår var det nu det var? Det var en quiz med klip fra DRs arkiver, som skulle lede tankerne hen på et bestemt år, og mens der blev gættet hvilket, spillede radioen en sang fra året.

Hvis det så var Skibet skal sejle i nat, så vidste man at det var 1957, året for det første Internationale Melodi Grand Prix. Den danske sang kunne snildt have vundet, hvis det ikke var for det pokkers lange kys Gustav Winckler og Birte Wilke imellem. Det var for sexet for sydeuropæerne, dengang. Men faktisk blev kysset kun så langt, fordi teknikken var alt for sen til at fade lyset ud.

To lys på et bord er nok den bedste Grand Prix vindermelodi Danmark aldrig har haft. Hvis bare baggårdspumaen Otto Brandenburg havde vundet, kunne resten af Europa meget vel have overgivet sig. Men han blev nummer to, efter en pølsesang som tiden har vist alligevel ikke var den bedste.

For sagen er jo, at vi holder af de allermest banale popsange. Vi kan teksterne på flere hundreder, vil jeg tro. Som papegøjer kan vi lire flere strofer af, så snart vi får den første melodistump: …tre forløsende ord, fire glas fyldt med ungdommens mod. Fem slags smil til dessert, seks små kys, tre til hver – jo, jo, den kan vi.

Ligesom Et solstrejf… Den gik rent hjem. …I en vandpyt… Grethe og Jørgen Ingmann vandt den europæiske finale i 1963, og Dansevisen er også med i bunken af alle de melodier og tekster der ligger lige under overfladen i vores bevidsthed.

Vi kan bare de poptekster, lige så sikkert som hist hvor vejen slår en bugt…
Prøv selv. En lille håndfuld af de første ord, og du kan selv resten:

Gem et lille smil…  Nemlig! …til det bli’r gråvejr…

Det var et liv i sus og dus… Jeps! …i mormors kolonihavehus…

Ein bisschen Frieden… Genau! …ein bisschen Freude…
Det er ikke verdens mest avancerede musik, det er tværtimod dybt enkelt og banalt. Ord og melodier er så fastgroede på rygraden, det er nærmest en del af vores DNA.

Jeg og knægten har set MGP i aften, og jeg vil som alle andre uvægerligt komme til at høre den tyske vindermelodi igen (og igen). Det gælder også den danske. Chanée & n'evergreen havnede på en flot fjerdeplads.

Det er en anden tid, et andet show nu. Men det danske bidrag har paralleller tilbage til Winckler & Wilke. Det er et smukt par, det er en god melodi, og teksten er også okay. Og så handler det om kærlighed. To elskende kommer fra hinanden, men finder sammen igen. Sød musik (gen)opstår.

Aftenens performance var super, med blæst i håret og udmærkede visuel effects. Men for at blive en klassiker skal man kunne huske fortsættelsen på teksten:
In a moment like this…