Udkantsdanmark

Er det virkelig så synd for dem der bor i yderområderne? Ligger de ikke bare som de har redt?

De har altid været sig selv nærmest. Men med tiden går det op for dem, at de så også nærmest er sig selv, for ikke at sige helt alene…

Rutebilerne kører sjældent, til fordel for privatbilismen. Togstationen er reduceret til et trinbræt og en billetautomat af samme grund.

Købmanden og slagteren har drejet nøglen om, til fordel for tankstationen og folks indkøbsture til Tyskland, eller et storcenter mange kilometer borte.

Forsamlingshuset, kroen og biografen lukkede ned til fordel for fjernsyn, kakkelbord og sofa.

Men det er glemt, når Udkantsdanmark kvier sig og kræver politisk aktion. Nu vil man pludselig gerne være del af samfundet og de kollektive glæder.

Det er bare ikke sådan det foregår. Sammenhold fås ikke på postordre. Udkantsdanmark må genstarte verden omkring sig gennem engagement, godt humør og gavmildhed.

Hvis Danmark skal nå ud til kanten, er det først og fremmest en opgave for udkantsdanskerne selv. De må se bagud og lære af deres fejl. Og rette op.