Foto: Kongehuset.dk |
Selvfølgelig skal hun have tak for 40 års tro tjeneste på sin arbejdsplads Amalienborg. Men det er for meget, når Wonderful Copenhagen
(i samarbejde med grafiker Poul Bjørn) har udviklet et særligt logo i anledning af Margrethes jubilæum.
Hvorfor er det ikke længere Post Danmark der står for det grafiske arbejde omkring begivenheder i Kongehuset? Hvorfor er det nedprioriteret at lave et særligt frimærke i dagens anledning? Hvorfor er det pludselig blevet vigtigere med badges med motivet fra Wonderful Copenhagen…
Jo, det er såmænd nydelig grafik, men helt uden heraldik. Hvor er det smukke monogram hendes majestæt selv har designet? Hvorfor er dronningens egen grafik gemt af vejen?
Kongehuset er jo ikke noget vi bare har for turismens skyld. Garden trækker ikke op for at turisterne skal have noget at knipse af. Jo, Tivoligarden gør, men ikke bjørneskindshuerne på Amalienborg. Livgarden er ikke Wonderful Copenhagen tinsoldater, men Kongehusets vagtkorps. Det præcise navn på den militære infanterienhed er Den Kongelige Livgarde, og dens stolte historie går helt tilbage til Roskildefreden i 1658.
Jeg synes bestemt at den kongelige familie skal være med som Danmarks fornemste repræsentanter, når landets eksportvirksomheder vil ind på de udenlandske markeder. Det er også tydeligt at både dronningen og prinsgemalen er levende interesserede i alt omkring dansk handel og industri. Og åbne døre, det kan regentparret om nogen.
Men når Wonderful Copenhagen jubler over al den gratis promotion of Denmark, med interview i CNN om dronningens forhold til burgers og cellphones, så vil jeg gerne spørge om det vitterlig var målsætningen med damens 40 års jubilæum?
Dronningen skal ikke være maskot for Danmark. Det er i orden at Folketinget ruller den røde løber ud og lader formanden holde en tale for regenten. Det er også i orden, at Enhedslisten og Zenia Stampe fra Radikale udebliver fra salen – så vigtigt er det jo heller ikke. Men vi skal ikke reducere monarkiet til en reklamekampagne der lokker turister hertil for at se giraffen.
I øvrigt – hvorfor skal det fremhæves at Dronningen giver sit første liveinterview? Jeg synes det er mere relevant når DR laver et tilbageblik på de fyrre år, så vi sammen med dronningen kan dele de 40 års historie, vi har tilfælles. Al det live fuss er ligegyldigt pjat, iscenesat af turistorganisationen.
PS:
Den skønne og rapkæftede Anne Marie Helger har planket illustrationen fra Wonderful Copenhagen, og lavet sin egen version, hvor hun med stort schwung promovokerer sin nye bog Råberober. Jeg håber, hun som tak sjikanerer et eksemplar til regentparret. Så er jeg sikker på, man morer sig kongeligt på Amalienborg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar