mandag den 2. januar 2012
Tyvetolv
Ov, sikken smart jakke, Helle har på! Hvor mon hun har købt den?
Det var der mange blandt de kvindelige seere, der tænkte da statsministeren kom på skærmen for at holde sin nytårstale. Og med sådanne spekulationer svirrende rundt i lillehjernen, er det ikke nemt at koncentrere sig om, hvad Helle Thorning faktisk får sagt.
Jeg mistede også selv noget af koncentrationen, men ikke pga det pæne tøj. Næe, jeg tabte først sutten otte linjer inde i talen, hvor Helle mellem to tankestreger siger navnet på det nye år: tyve-tolv.
Hvorfor siger hun sådan? – Jeg tror det er fordi tyvetolv lyder mere mundret og moderne end det konservative totusindeogtolv. Og det er selvfølgelig smart i disse sparetider at cutte næsten halvdelen af bogstaverne væk i 2012. Lixen skal ned, og sproget fornyes. Det har Helle helt ret i.
Der var iøvrigt flere fine formuleringer i nytårstalen, det må vi give vores statsminister. Men til sidst i talen var alt igen ved det gamle: Totusindeogtolv bliver ikke året, hvor vi får løst alle vores problemer, sagde Helle Thorning-Schmidt. Hør selv her.
For de fleste er det bare en ubetydelig detalje, om hun siger det ene eller det andet. Men jeg mener alligevel den slags fortæller, om statsministeren kommer fra Socialdemokratiet, eller om hun er en af Socialdemokraterne.
Det er vigtigt, at det menneske som står i spidsen for Danmark også er up front med vores sprog. – Er der forresten nogen der ved, om hun et par uger før sit Godt nytår! ønskede gud og hvermand Glædelig jul eller God jul? Jeg håber det sidste, for især unge danskere synes glædelig lyder mærkeligt, gammeldags … i disse for vort land så alvorlige tider.
Season’s Greetings!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar