Viser opslag med etiketten nul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nul. Vis alle opslag

fredag den 22. marts 2013

PH PS

Foto: Politiken.dk

For nogle aftener siden så jeg et program om Poul Henningsen. Arkitekten, provokatøren, samfundsrevseren, lampemanden, drageflyveren m.m.m. Tak til DR2.

Idag er vi danskere meget stolte af PH. Han var jo fantastisk. Men det hører med til historien, at han bestemt ikke altid var lige populær i sin samtid.

Vi har i Historien vendt hans Danmarksfilm, som Udenrigsministeriet havde bedt ham om at lave. Den blev trukket tilbage kort efter den havde haft premiere. Kritikken var meget voldsom. Filmen var ‘skandaløst slet’.

Problemet var, at den slet ikke var spor højstemt. PH var rejst rundt og havde filmet det helt almindelige Danmark: landbruget, naturen, og livet som det blev levet dengang i 1930erne. Set i bakspejlet var Danmarksfilmen ‘ikke så ringe endda’, som man vil sige på jysk – men da den havde premiere i 1935 blev den sablet ned af stort set hele anmelderkorpset.

PHs største faux pas var nok på lydsiden. Tænk – filmen blev akkompagneret af ‘negermusik’! Det var simpelthen for groft for borgerskabet, som også havde hidset sig voldsomt op dengang i 1928, da PH på forsiden af Politiken havde skrevet en begejstret anmeldelse af Josephine Bakers optræden i bananskørt.

Men bedøm selv: Her er en bid fra filmen, hvor billederne rytmisk følger Cykelsangen. Jeg synes det er virkelig flot, og det er svært idag at forstå, hvorfor filmen ikke bare gik rent ind hos publikum.

www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=7wlomBYa8v0

PH blev ramt af parkinson og døde i 1967, men få uger før kom hans kone hjem og fandt et papir i hans skrivemaskine. Det var et digt. Et meget smukt et, sluttende med et ord som kun PH kunne finde på det. Ulykkeligvis var hans demens så fremskreden, at han ikke selv kunne huske han havde skrevet det pragtfulde digt til sin kone. Men her er det:

Mod nul
Jeg har aldrig kunnet være alene
men elsket tosomheden
Drømmen om samværet falmer.
Vist kommer du når jeg kalder
og formilder de næste sekunder.
Men bag dig ser jeg det store mørke:
Ingensomheden.



PS: Her er nogle gode links til mere info om manden og hans film:

Den Store Danske.dk

Danmarkshistorien.dk

Tråd om filmen i Historien på 24.dk

lørdag den 19. januar 2013

Livet og døden

Foto: Andreas Krappweis, Tyskland

Skriverhuset har i en morgendrøm mødt sit ufødte oldebarn og skrevet en sørgmodig blog. For med 86 leveår bag sig er det jo ikke sikkert han vil se den lille ufødte pige i live. Ja, den gamle mand har endda titlet sin blog Uopnåelig drøm…

Hugo Tomra er dog glad for sin drøm, hvor den lille pige pludrer og de går tur sammen hånd i hånd. Men livet og døden følges jo ad. Hun er på vej til sin nul års fødselsdag, og han skal snart død. Sådan er det jo.

Vi kan kun håbe på at blive rigtig gamle – der er sågar en lille lotterichance for at man som menneske kan gå lidt rundt i haven med et lille tip-oldebarn ved sin side – men så er man faktisk nødt til at blive hundrede år, og modtage et lykønskningstelegram fra dronningen på dagen. Hvis HKH Margrethe II da lever så længe…

Min morfar havde den samme drøm som Hugo. Han ville så inderligt gerne se sine børnebørns børn inden han døde. Hvor kunne det være dejligt at opleve dét også. Jeg tror sgu den drøm lagde adskillige år til hans levealder. Jeg husker vi engang besøgte ham på hospitalet, og mor bagefter fortalte os, at det nok var sidste gang vi havde set ham. Men han kom sig, ansporet af endnu et oldebarns fødsel.

Peder Filtenborg bad hver dag for sit og sines liv. Under normale omstændigheder var han nok død flere år tidligere, men måske kom hans mange år som præst i Fole kirke ham tilgode. Og han var glad for hver eneste begivenhed der viste sig i horisonten. Hele tiden var der noget nyt han så gerne liiige ville have med inden han døde. Jeg husker også at han blev mere og mere mild jo ældre han blev. Måske kan taknemmelighed over livet udsætte døden i årevis. Måske kan man godt blive hundrede år hvis man virkelig gerne vil og nærmest strutter af mildhed. Morfar blev 85, selvom hans helbred slet ikke var til det.

Dybest set dør vi vel allesammen en lille bitte smule hver eneste dag. 

Min mormor kom fra Kaukasus, hvor folk generelt bliver temmelig gamle. Og Ruth Linda von Sicard var ingen undtagelse. Selv om hun fødte en stor børneflok og led frygteligt af hungersnød under flugten fra bolsjevikkerne, så gik der ret lang tid inden Skaberen kaldte hende til sig. Man skulle ellers tro, at et på mange måder hårdt liv ville forkorte tilværelsen og pensionsalderen, men mormors russergener ville det anderledes.

Mange år efter morfars død hun fik sig en ti år yngre kæreste og begyndte at læse fransk, som hun stort set ikke havde talt siden sin ungdom. Men kæresten blev affældig og faldt fra, og mormor måtte også sande, at hendes sprogkundskaber og hukommelse ikke helt var, hvad de havde været. Men selv var hun frisk som en havørn.

Jeg tror næsten det irriterede hende at blive så gammel, som hun blev. Hun var ikke bange for at dø – men hun var bange for at ligge til last, gå i vejen og forstyrre. På sine gamle dage boede hun gerne hos min mor eller moster Ebba. Hun kunne godt lide at sidde i køkkenet, mens hendes døtre rumsterede, men var som sagt meget bekymret for at være til ulejlighed. Hun insisterede på at betale for sine ophold hos sine børn. Der var simpelthen en dagstakst for at gide have hende boende.

Engang sad hun i min mors stue da jeg kom forbi. Det var jo spændende at snakke med sin mormor, som var født i 1896, havde rejst med hestevogn og som lille pige set Rasputin. Pludselig så hun indtrængende på mig og sagde med sin karakteristiske russiske accent:

– Kenneth… – Det er svært at blive gammel.

Så skålede vi med vores kaffekopper. Jeg tænker vi skålede for både livet og døden. Mormor blev knapt 97 år.

søndag den 4. november 2012

Ode til Valbys vartegn

Foto: P. Wiwe, København

Opstanden i ’67, nedfalden i dag, til klapsalver klokken 12 nul dut.

2000 tons gasblå cylinder med kapow til flere dages blus i samtlige Københavns og Frederiksberg kommuners køkner.

Nu nedlagt ved Rosenhaven, hvorfra Gilbert stjal Superstar, fordi de duftede endnu bedre i vasen på vores sort-hvide fjernsyn i Dannebrogsgade 47, anden sal til venstre.

Kalkuleret lang søndagskø på Køge Landevej, som efter en offentlig henrettelse.

onsdag den 29. august 2012

Universets åndedrag

Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS

Jeg var med, da Neil Armstrong tog et lille skridt på månen, og dermed gav hele verden et kæmpe spring fremad. Den sort-hvide flimmer i fjernsynet blev en øjenåbner af den anden verden, og alle spurgte sig selv og hinanden: Er der mon liv derude?

Det spørger vi faktisk ikke om længere. Og Neil Armstrong døde i sidste uge. Rumalderens små skridt er historie nu, hvor videnskabskvinder og -mænd spæner derudaf med syvmilestøvler på. Nysgerrigheden er flyttet til Mars, hvor robotbilen Curiosity kører rundt og sender farvebilleder hjem. Se bare her.

Der er en varm rytme i fotoet. En jernblå sten ligger og soler sig i Gale krateret, med Mount Sharp i baggrunden. Her er dødt på en måde, så jeg ikke er i tvivl om at der har været liv.

Der findes uendelig mange galakser, med utallige planeter der ligner Jorden. Sandsynligheden for at livet kun leves her hos os er noget nær nul. Naturligvis er der liv derude.

Stjerner tindrer af hydrogen, og sådan brænder de i en evighed. Men intet varer evigt, heller ikke evigheder. De afbrydes af Universets cyklus, dets åndedrag. Når en stjerne har opbrugt al sin hydrogen, eksploderer den, og alle dens grundstoffer spredes ud. Resten danner grundlag for en ny sol og nye planeter.

Gud kan bare trille tommelfingre. Livet opstår af sig selv. Ikke fra uge til uge, men over tid. Vildt lang tid. Det tager næsten en evighed, inden noget med to arme, to ben og en hjerne kan rejse sig og lægge 2 og 2 sammen.

mandag den 23. april 2012

Den glade ko på marken


Det har ikke rigtigt fanget de lokale mediers interesse, men faktisk var der i denne weekend en stor og anderledes Københavnerbegivenhed.

Vi må have været mindst tusind, der troppede op på Hovedbanegårdens spor 5 tidligt søndag morgen for at komme med Arla Harmonie-Ekspressen non-stop til Brørup for at få en kodyl naturoplevelse.

Det er nemlig noget helt særligt, når køerne efter en lang vinter i stalden endelig igen kommer på marken og kan skifte ensilagen ud med frisk græs. Dyrene brøler og er helt kulrede over den genvundne frihed i frisk luft.

Selv ville jeg kvie mig noget ved at spise grønt græs, men køerne hopper og danser og kan ikke få nok. Det er – for sådan nogen som os fra stenbroen – virkelig en naturoplevelse, som bestemt er den lange tur værd.

TV-Syd har lavet et forrygende indslag om begivenheden, som det vist er planen skal gentages næste år. Jeg vil tro, det bliver efter samme koncept:

Man køber en billet i Føtex for hundrede kroner, og den giver så adgang til særtoget, hvor der serveres rundstykker, smør, ost, mælk, kaffe, te, drikkeyoghurt med ananas og hyldeblomst og rigtig yoghurt til ske med banan og pære. Imens er der underholdning, denne gang var det med Jeppe & Marie fra Lille Nørd. Der var også en skattejagt undervejs, hvor ungerne skulle svare på quizspørgsmål, og de fik god hjælp af et par økologiske landmænd m/k. Svaret på konkurrencen ses i overskriften til denne blog – og Naja vandt således en grøn Arla drikkedunk.

I Brørup holdt borgmesteren en lille velkomsttale, inden vi kjøwenhavner-snuder i en masse busser blev kørt ud til Rishøjgaard, hvor der var masser at opleve sammen med bl.a. spejderne, som havde slået lejr og lavede snobrød. Man kunne også hvile balderne på ladvogne med halmballer, mens traktorer trak dem rundt i landskabet. Og der var smagsprøver. Og der var frokost, med spændende salater og en stor økologisk oksekødsbørge med ketchup og sennep på hvid plasttallerken, som vi nød ved de 600 kg store bigballer der gjorde det ud for frokostborde. Og så var der naturligvis en masse dyr, der gerne ville aes og klappes og kløs bag ørerne. Især kalvene var en hit, og der var nok af dem til de mange børn.

Men det største scoop var naturligvis da køerne kom ud af “garagen” og for første gang siden vinteren satte klove og tænder i frisk grøn græsmark. Indslaget i TV Syd har fanget begejstringen hos en 8-årig knægt fra Brønshøj lige på kornet.

På vej retur i busserne begyndte det at regne, så ventetiden inden særtoget kom ind på perronen var en lidt klam fornøjelse. Men heldigvis blev der igen disket op med kaffe og lidt at spise – og alle passagerer fik hver en topdollar goodiebag med økologiske varer: rosiner, speltkerner, chokolade, olivenolie, havregryn, branflakes, fuldkornsspaghetti, kiks med sesam og hørfrø – alt med det røde Ø-mærke. Plus flaskevand og malebøger og tusser til de trætte børn. Billetprisen på en hund er med garanti kommet flerfoldigt hjem igen.

Fotoet er taget med min mobil. Der har sikkert været langt bedre billeder i den direkte tv-transmission klokken 12 nul dut til Økofesten i Torvehallerne på Israels Plads – men for mig og Naja var det en dejlig Økodag i Jylland. Vi stod sgu lige ved siden af, da køerne hoppede og sprang af glæde. Det kan man kun blive glad i låget af.

mandag den 2. januar 2012

Tyvetolv


Ov, sikken smart jakke, Helle har på!  Hvor mon hun har købt den?

Det var der mange blandt de kvindelige seere, der tænkte da statsministeren kom på skærmen for at holde sin nytårstale. Og med sådanne spekulationer svirrende rundt i lillehjernen, er det ikke nemt at koncentrere sig om, hvad Helle Thorning faktisk får sagt.

Jeg mistede også selv noget af koncentrationen, men ikke pga det pæne tøj. Næe, jeg tabte først sutten otte linjer inde i talen, hvor Helle mellem to tankestreger siger navnet på det nye år: tyve-tolv.

Hvorfor siger hun sådan? – Jeg tror det er fordi tyvetolv lyder mere mundret og moderne end det konservative totusindeogtolv. Og det er selvfølgelig smart i disse sparetider at cutte næsten halvdelen af bogstaverne væk i 2012. Lixen skal ned, og sproget fornyes. Det har Helle helt ret i.

Der var iøvrigt flere fine formuleringer i nytårstalen, det må vi give vores statsminister. Men til sidst i talen var alt igen ved det gamle: Totusindeogtolv bliver ikke året, hvor vi får løst alle vores problemer, sagde Helle Thorning-Schmidt. Hør selv her.

For de fleste er det bare en ubetydelig detalje, om hun siger det ene eller det andet. Men jeg mener alligevel den slags fortæller, om statsministeren kommer fra Socialdemokratiet, eller om hun er en af Socialdemokraterne.

Det er vigtigt, at det menneske som står i spidsen for Danmark også er up front med vores sprog. – Er der forresten nogen der ved, om hun et par uger før sit Godt nytår! ønskede gud og hvermand Glædelig jul eller God jul? Jeg håber det sidste, for især unge danskere synes glædelig lyder mærkeligt, gammeldags … i disse for vort land så alvorlige tider.

Season’s Greetings!

fredag den 24. august 2007

Det store intet



Lawrence Rudnick, Shea Brown og Liliya Williams, fra Department of Astronomy på University of Minnesota, har fundet noget meget spændende. De har fundet… ingenting! Ingen ting over hovedet!

De har fundet et gigantisk hul, der strækker sig over mere end en milliard lysår. Et stort intet, hvor der hverken er stjerner, planeter, meteorer, gasser eller sort stof. Der er bare nul og nix. Og det har selvfølgelig affødt en mega pressemeddelse, som journalister nu omsætter til både små og store artikler i alverdens medier. (F.eks. hos DR Nyheder på verdensvævet)

Her burde jo være galakser en masse, men der er helt tomt. Astronomisatellitten Wilkinson Microwave Anisotropy Probe (WMAP) er tunet ind på det store intet, og som vi ser, er det tydeligt at der lissom mangler noget. En stor håndfuld galakser ville være helt naturligt, men alt er pist væk!

Meget mystisk, meget mærkeligt – og meget interessant.

mandag den 26. marts 2007

Blank dag






Hvad søren skal jeg skrive… Det er som om det kræver noget ekstra i dag, at sætte blyanten til bloggen og skrive noget.

Selv erfarne skribenter oplever det en gang imellem, har jeg hørt. Der er ikke noget der pludselig kan tage modet fra én, som et stykke rent, hvidt papir.

Det er sådan en slags overdreven respekt for det ubeskrevne papir. En lille angst for ingenting. Papiret ligger bare dér, helt jomfrueligt og griner op til én.

I morgen kan det være blyanten er meget mere medgørlig. Den på billedet er vistnok en Viking, holdt og fotograferet af Jesper Noer