Viser opslag med etiketten nørd. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nørd. Vis alle opslag
mandag den 23. april 2012
Den glade ko på marken
Det har ikke rigtigt fanget de lokale mediers interesse, men faktisk var der i denne weekend en stor og anderledes Københavnerbegivenhed.
Vi må have været mindst tusind, der troppede op på Hovedbanegårdens spor 5 tidligt søndag morgen for at komme med Arla Harmonie-Ekspressen non-stop til Brørup for at få en kodyl naturoplevelse.
Det er nemlig noget helt særligt, når køerne efter en lang vinter i stalden endelig igen kommer på marken og kan skifte ensilagen ud med frisk græs. Dyrene brøler og er helt kulrede over den genvundne frihed i frisk luft.
Selv ville jeg kvie mig noget ved at spise grønt græs, men køerne hopper og danser og kan ikke få nok. Det er – for sådan nogen som os fra stenbroen – virkelig en naturoplevelse, som bestemt er den lange tur værd.
TV-Syd har lavet et forrygende indslag om begivenheden, som det vist er planen skal gentages næste år. Jeg vil tro, det bliver efter samme koncept:
Man køber en billet i Føtex for hundrede kroner, og den giver så adgang til særtoget, hvor der serveres rundstykker, smør, ost, mælk, kaffe, te, drikkeyoghurt med ananas og hyldeblomst og rigtig yoghurt til ske med banan og pære. Imens er der underholdning, denne gang var det med Jeppe & Marie fra Lille Nørd. Der var også en skattejagt undervejs, hvor ungerne skulle svare på quizspørgsmål, og de fik god hjælp af et par økologiske landmænd m/k. Svaret på konkurrencen ses i overskriften til denne blog – og Naja vandt således en grøn Arla drikkedunk.
I Brørup holdt borgmesteren en lille velkomsttale, inden vi kjøwenhavner-snuder i en masse busser blev kørt ud til Rishøjgaard, hvor der var masser at opleve sammen med bl.a. spejderne, som havde slået lejr og lavede snobrød. Man kunne også hvile balderne på ladvogne med halmballer, mens traktorer trak dem rundt i landskabet. Og der var smagsprøver. Og der var frokost, med spændende salater og en stor økologisk oksekødsbørge med ketchup og sennep på hvid plasttallerken, som vi nød ved de 600 kg store bigballer der gjorde det ud for frokostborde. Og så var der naturligvis en masse dyr, der gerne ville aes og klappes og kløs bag ørerne. Især kalvene var en hit, og der var nok af dem til de mange børn.
Men det største scoop var naturligvis da køerne kom ud af “garagen” og for første gang siden vinteren satte klove og tænder i frisk grøn græsmark. Indslaget i TV Syd har fanget begejstringen hos en 8-årig knægt fra Brønshøj lige på kornet.
På vej retur i busserne begyndte det at regne, så ventetiden inden særtoget kom ind på perronen var en lidt klam fornøjelse. Men heldigvis blev der igen disket op med kaffe og lidt at spise – og alle passagerer fik hver en topdollar goodiebag med økologiske varer: rosiner, speltkerner, chokolade, olivenolie, havregryn, branflakes, fuldkornsspaghetti, kiks med sesam og hørfrø – alt med det røde Ø-mærke. Plus flaskevand og malebøger og tusser til de trætte børn. Billetprisen på en hund er med garanti kommet flerfoldigt hjem igen.
Fotoet er taget med min mobil. Der har sikkert været langt bedre billeder i den direkte tv-transmission klokken 12 nul dut til Økofesten i Torvehallerne på Israels Plads – men for mig og Naja var det en dejlig Økodag i Jylland. Vi stod sgu lige ved siden af, da køerne hoppede og sprang af glæde. Det kan man kun blive glad i låget af.
tirsdag den 13. marts 2012
Caminoklar
![]() |
| Foto: Carolyn Han, Kina |
Fornylig til en fyrre års fødselsdag blev jeg placeret ved siden af en yngre kvinde jeg ikke kendte. Fødselaren havde nemlig lagt bordplanen sådan, at hendes veninde siden studietiden ikke skulle kede sig, på trods af sit intellektuelle, lidt stille sind.
Det var forresten Jean, der blev fyrre. Vi kender hende ikke specielt godt, men Jean & Michael har haft vores Naja med på en bilferie til Kroatien, for Naja er slyngveninde med deres datter Andrea.
Festen blev holdt i vores hegns beboerhus, som er udstyret med både bar, rygeveranda og stort moderne køkken, og i dagens anledning var også en kodyl jukebox kørt i stilling. Der skulle være fest så det baskede, med rigelige mængder af øl, vin og spiritus. Som prikken over i’et havde Jean sågar sørget for sluch-ice i friske neonfarver med stærk sødme og alkohol.
Og så havde hun altså lagt op til at parrene ikke skulle sidde sammen som sædvanligt, men blandes godt og grundigt. Min kæreste var blevet placeret ved nogle smarte fyre i jakkesæt, i den anden ende af lokalet. Jeg havde fået plads til venstre for Jeans halvsøster, som bryster sig med et imponerende strejf af tatoverede stjerner henover sin fyldige barm – og så altså til højre for min borddame, som bordkortet oplyste hed Elisabeth.
Hvad siger man egentlig til en fremmed borddame? Vi havde aldrig mødt hinanden før, og vi havde ikke umiddelbart noget tilfælles. Men Skål! kan man jo altid sige, og snart fandt vi ud af, at vi talte sammen sprog:
Elisabeth var ligesom mig nemlig uddannet grafiker og desktopper og interesserede sig for skriftdesign. Det kunne vi snakke om, nærmest indforstået med fagudtryk og genveje i InDesign. Det gav point at jeg udemærket kendte Optima og vidste at det var en Herman Zapf font. Jeg syntes skam også det var rart at kunne konversere om cicero og X-højde. Jo, vi talte i høj grad samme sprog, og kunne nørde om det i timevis.
Hvordan vi skiftede spor og kom ind på livets gang, ved jeg ikke. Måske var det ord som fodlinje og typografi der førte videre til fodsti og topografi. Men i hvert fald sad vi så og snakkede om noget helt andet.
Elisabeth afslørede at hun tænkte på at gå hele vejen til Santiago de Compostella, og jeg udbrød at en af mine venner på Facebook havde lagt den berømte Camino ind som profilbillede.
Vi havde begge set Bertelsen på Caminoen. 24 anbefalelsesværdige udsendelser om pilgrimsrejsen, som selvfølgelig handler mere om de mennesker der går den og hvorfor.
Hvad vil jeg egentlig med denne blog? Jo – sige at hvis man ikke kan finde på noget om at snakke om når man sidder bænket sammen med nogen man ikke kender, så kan man altid tale om at gå. Det er et spændende emne, alle har en mening om, og det er aldrig uddebatteret på nogle få minutter. Man kan tale om at gå i timevis. Det er endda ret klogt at tale om. Selveste Søren Kierkegaard har udbredt sig om emnet.
Desværre fik festen konsekvenser for mit forhold, som er gået i stykker. Igen. Min kæreste kunne ikke tage, at jeg konverserede så længe med min ukendte borddame. Men jeg ville jo omvendt ikke bare sidde og kukkelure som ham manden til den finske præsident, der også sad (u)heldigt placeret til en fin fest: Pentti Kavalergang Arajarvi.
Årh pis. Jeg tror sgu også jeg pakker en rygsæk og går Camino. Hellere det end amok. Hvis man ligesom ikke kan komme videre, er det godt at gå.
Abonner på:
Opslag (Atom)

