 |
| Foto: Carolyn Han, Kina |
Fornylig til en fyrre års fødselsdag blev jeg placeret ved siden af en yngre kvinde jeg ikke kendte. Fødselaren havde nemlig lagt bordplanen sådan, at hendes veninde siden studietiden ikke skulle kede sig, på trods af sit intellektuelle, lidt stille sind.
Det var forresten Jean, der blev fyrre. Vi kender hende ikke specielt godt, men Jean & Michael har haft vores Naja med på en bilferie til Kroatien, for Naja er slyngveninde med deres datter Andrea.
Festen blev holdt i vores hegns beboerhus, som er udstyret med både bar, rygeveranda og stort moderne køkken, og i dagens anledning var også en kodyl jukebox kørt i stilling. Der skulle være fest så det baskede, med rigelige mængder af øl, vin og spiritus. Som prikken over i’et havde Jean sågar sørget for sluch-ice i friske neonfarver med stærk sødme og alkohol.
Og så havde hun altså lagt op til at parrene ikke skulle sidde sammen som sædvanligt, men blandes godt og grundigt. Min kæreste var blevet placeret ved nogle smarte fyre i jakkesæt, i den anden ende af lokalet. Jeg havde fået plads til venstre for Jeans halvsøster, som bryster sig med et imponerende strejf af tatoverede stjerner henover sin fyldige barm – og så altså til højre for min borddame, som bordkortet oplyste hed Elisabeth.
Hvad siger man egentlig til en fremmed borddame? Vi havde aldrig mødt hinanden før, og vi havde ikke umiddelbart noget tilfælles. Men Skål! kan man jo altid sige, og snart fandt vi ud af, at vi talte sammen sprog:
Elisabeth var ligesom mig nemlig uddannet grafiker og desktopper og interesserede sig for skriftdesign. Det kunne vi snakke om, nærmest indforstået med fagudtryk og genveje i InDesign. Det gav point at jeg udemærket kendte Optima og vidste at det var en Herman Zapf font. Jeg syntes skam også det var rart at kunne konversere om cicero og X-højde. Jo, vi talte i høj grad samme sprog, og kunne nørde om det i timevis.
Hvordan vi skiftede spor og kom ind på livets gang, ved jeg ikke. Måske var det ord som fodlinje og typografi der førte videre til fodsti og topografi. Men i hvert fald sad vi så og snakkede om noget helt andet.
Elisabeth afslørede at hun tænkte på at gå hele vejen til Santiago de Compostella, og jeg udbrød at en af mine venner på Facebook havde lagt den berømte Camino ind som profilbillede.
Vi havde begge set Bertelsen på Caminoen. 24 anbefalelsesværdige udsendelser om pilgrimsrejsen, som selvfølgelig handler mere om de mennesker der går den og hvorfor.
Hvad vil jeg egentlig med denne blog? Jo – sige at hvis man ikke kan finde på noget om at snakke om når man sidder bænket sammen med nogen man ikke kender, så kan man altid tale om at gå. Det er et spændende emne, alle har en mening om, og det er aldrig uddebatteret på nogle få minutter. Man kan tale om at gå i timevis. Det er endda ret klogt at tale om. Selveste Søren Kierkegaard har udbredt sig om emnet.
Desværre fik festen konsekvenser for mit forhold, som er gået i stykker. Igen. Min kæreste kunne ikke tage, at jeg konverserede så længe med min ukendte borddame. Men jeg ville jo omvendt ikke bare sidde og kukkelure som ham manden til den finske præsident, der også sad (u)heldigt placeret til en fin fest: Pentti Kavalergang Arajarvi.
Årh pis. Jeg tror sgu også jeg pakker en rygsæk og går Camino. Hellere det end amok. Hvis man ligesom ikke kan komme videre, er det godt at gå.
