Kruse

Blev ikke kaldt andet end Kruse. Hun havde en grønlænderhund. Og en dunkel fortid…

Men alt kommer for en dag. Rundt omkring i Danmark sidder der mennesker og sysler med slægtsforskning, og fornylig fik min mor et telefonopkald fra en Bente Jensen i Kolding.

Bente ville høre, om min mor kendte hendes farmors søster. Om navnet Kruse i det hele taget sagde min mor noget. For det var altså lidt et skud i tågen…

Jo, min mor kunne i høj grad huske Kruse. Kruse var noget af det mest elskelige. En tætbygget dame med tyndt hår og åreknuder. Min mor havde mange brikker til fru Jensen, i det puslespil som slægtsforskning jo dybest set er.

Bente er gift med Gunnar, som har drukket spandevis af kaffe i mine forældres butik i Låsbygade 26 i Kolding, hvor han ofte snakkede politik med min far Gilbert. Og fordi Gunnar altid har været interesseret i relationer mennesker imellem, så kunne han huske at min far havde fortalt at min mor Linda var præstedatter og havde mange søskende.

Nu havde Bente fundet frem til, at hendes ukendte "moster Kruse" var tjenestepige på en sønderjysk præstegård med mange børn. Kunne der være en connection? – Ja, for det var lige præcis Fole præstegård, Kruse kom til, vistnok i 1941.

Præcis hvordan det kom i stand, står hen i det uvisse, men vi ved, at Kruse inden da havde været på Ribe Åndssvageanstalt i 27 år – uden grund!

Det hed sig, at Kruse både løj og stjal. At hun var obsternasig. Og værre endnu; Det blev sagt, at hun var skyldig i brandstiftelse – noget, Kruse til sin død benægtede. Men det har altså været grundlag nok til at man blev anbragt på en lukket åndssvageanstalt. Hvorfor hun kom til Fole, vides ikke. Men vi ved, hvorfor hun blev udskrevet:

En ny overlæge blev ansat til at lede Ribe Åndssvageanstalt, og sikkert tilskyndet af et politisk ønske om at udsluse nogle af patienterne til det almindelige samfund, foranstaltede han en intelligenstest. Og det viste sig, at Kruse, som altså havde været i anstaltens varetægt i 27 år, ikke var dum, endsige åndssvag. Hun var fejlanbragt…

Kruses fulde navn har vi også: Anna Marie Antonie Andersen Kruse. Politietsregisterblade.dk fortæller, at hun som 14-årig boede på Kalkbrænderivej 27 i København, og at hun var født i Ugelbølle på Djurs den 2. juli 1896. Min mor husker Kruses fødselsdag, det er rigtigt nok. Bortset fra, at registerbladet ikke er helt korrekt omkring fødested: Faktisk kom Kruse fra en velanset fiskerfamilie i det nærliggende Følle Strand.

Ingen ved hvordan Kruse kom til København, og hvad hun bedrev der. Politiet har blot registreret hendes bopæl, som etaten gjorde det med alle byens borgere dengang. Men Kruse har selv engang fortalt hvordan hun stak af hjemmefra; Hun bare løb og løb ud over markerne. Hun ville væk, aldrig se sig tilbage.

Kruse var blevet misbrugt. Det sagde hun selv. Hendes far, stedfar, hvem ved, havde voldtaget hende. Og ad sære omveje var hun altså blevet patient i åndssvageforsorgen.

Kruse havde sådan set et godt liv indenfor murene i Ribe. Hun holdt af personalet og vice versa. Så da intelligenstesten sender hende ud i friheden i begyndelsen af 1940erne, er hun fortvivlet. Hvad skal der dog blive af hende?!

Svaret lå i Fole, hvor hun i mange år hjalp min mormor med alt det praktiske. Kruse var god til alting; gøre rent, vaske tøj, koge og bage brød. Hun var arbejdsom, og min mormor og morfar havde fra day one gjort klart, at alle skuffer og skabe var ulåste – familien Filtenborg viste hende tillid.

Kruses grønlænderhund hed Blanka og løb frit omkring. Den var der også plads til i Fole Præstegård, hvor børnene kunne kaste pind. Alt var godt, og Kruse blev del af familien. Min mor fortæller, at det faktisk er Kruse som har lært hende at lave mad, strikke, sy og synge.

Når Kruse arbejdede, nynnede hun ofte “Nærmere, Gud, til dig”.

Kruse blev sidenhen ansat som hushjælp hos en mand i en anden by, men hun holdt kontakten til familien i Fole vedlige. Med jævne mellemrum kom hun anstigende med rutebilen, og pigerne løb hende i møde. – Wha hår do i di task’?, spurgte de ivrigt. Og så smilede Kruse. Hun havde altid gaver eller snoller med til børnene i sin håndtaske.

Kruse holdt engang en tale og sagde blandt andet:


… dog hjælp blev mig givet, til Fole jeg kom,

hos de bedste præstefolk jeg kender;

barmhjertigheden jeg trængte så hårdt,

den blev mig til fulde givet,

for i gården fik jeg venner for livet,

og børnene der står mit hjerte nær,
jeg føler jeg dem aldrig glemmer

som perler på snor, dag og timer går
led for led føjes til hinanden
nu er det for mig af rig værdi
her at kunne stå glad og fri.

(afskrift fra moster Ebbas bog: Fra russisk adel til sønderjysk præstekone)

Billedet af Kruse og hendes grønlænderhund Blanka er taget hos en fotograf i Ribe engang i 1940erne. Et noget specielt portræt, men jeg husker ikke Kruse – selvom hun vel nærmest er min papmormor…

Hun havde boet nogle år i Nærum, og skrevet hele sin livshistorie ned i to kladdehæfter, men de forsvandt da hun sent i livet flyttede hjem til Ribe. Her var hun husbestyrerinde for to gamle mænd, til hun blev skrøbelig og kom på plejehjem.

Kruse døde i 1975. Hun blev begravet i de ukendtes, efter en smuk afsked i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, hvor man selvfølgelig sang Nærmere, Gud, til dig.

Så vidt vi ved, fik Pinsemissionen hvad Kruse efterlod sig af habengut og basseører. Det var ellers meningen at min moster Ebba skulle arve hende. Hun holdt så meget af børnene i Fole, og Ebba var den mindste.

Bøn

Foto: Cris Watk, USA

Hvorfor egentlig oversætte gamle rim og remser til nudansk? Langt de fleste fungerer jo klart bedre på gammeldansk. Nok især dem med religiøst indhold.

Jeg synes man ligefrem beder om problemer, når for eksempel Fadervor partout skal have et moderne udtryk. Det høres tydeligt i kirken, når unge og gamle med præsten samles i bøn. Ordene falder forskelligt lige fra start af.

Nogle siger Fadervor, andre siger Vor Far. Nogle vorde, andre være eller blive. Små og store nuanceforskelle hele vejen igennem. Teksten fra Bjergprædiken er ikke hvad den har været. Der er fanden til forskel, om man slår op i Mattæus-evangeliets kapitel 6, vers 9-13, i en ældre eller ny udgave af Bibelen.

Det er noget hø, når skriftlig fornyelse således ikke giver bedre mening, men tværtimod ender op med en rodet buket sprogblomster.

Gud er sikkert fuldstændig græsk-katolsk ligeglad med hvilken version han modtager i det høje, men som mennesker i forsamling vil vi jo gerne finde fælles fodslaw når vi folder hænderne og fremsiger den ældste og mest brugte bøn i kristendommen.

Derfor har jeg netop samskrevet hele balladen; Selvom rim og rytme nu hænger noget forneden, så er det her en version som favner langt de fleste Fadervorer:

Vor Fader eller omvendt ordstilling,
du som er i Himlen eller himlene!
Helliget blive eller vorde dit navn, 
komme dit rige,
ske din vilje
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
med fri os fra det onde.
For eller Thi dit er Riget med stort eller lille bogstav
og magten og æren i evighed!
Amen.
Jamen… Sådan er man vel nødt til at gøre, når nu folk ikke kunne blive enige om at holde fast i den gamle autoriserede bøn, som Jesus himself formulerede til brug for sine disciple.

Folkeaktien

Foto: Siddharth Nair, Indien

Jeg er sendt i byen efter julegaver. Et nærtstående familiemedlem i det jyske synes der skal investeres i to styk af Christianias værdipapirer med et samlet pålydende på en hundredmand.

De er nu indkøbt på Stadens Museum for Kunst, og er faktisk også små kunstværker. Aktier er det ikke – eller er de? – En slags investeringsbeviser er de dog…

Når man indregner den goodwill og kreativitet der er lagt til grund for Christiania Folkeaktien, og samtidig værdsætter papirkvaliteten, det industrielle tryk samt den kuvert med stempel og frimærke der følger med, så er den ikke så åndssvag endda. Den er i hvert fald mere værd end en aktie i Amagerbanken.

Om ikke andet, så sætter Folkeaktien jo tanker i gang. For hvad er det egentlig, folk får, hvis der ligger et Christiania frikøbsdokument under juletræet? Det er jo ikke bare pis og papir…

Folkeaktien har sågar været i handlen på Wall Street i New York: 10 dollars blev udbyttet – plus flere kilometer spalteplads med positiv omtale i både danske og udenlandske medier.

Kort fortalt handler sagen om, at Staden og Nationen har indgået aftale om at området her omkring Månefiskeren sælges til christianitterne for 76,3 millioner kroner. Boligspekulanter vil vide, at det er røvebilligt. Det er jo bare at optage et flex-lån. Men for folk, der ikke er specielt kapitalistisk tænkende, er det en alvorlig sag. Prøv at regne det ud i øl: Det er mindst to Hof til hver eneste drøbel i hele det danske kongerige.

Idéen med at sætte Staden på folkeaktier uden udbytte eller ret til indsigelser kan sagtens vise sig lige så holdbar som mange af de andre kreative påfund, christianitterne har fostret. (Christianiacyklen og møntfødderne FED, KLUMP og LØN (se utopiske horisonter), for lige at nævne et par stykker.)

Men det hele afhænger af, hvormange af de alternative værdipapirer der havner under juletræet i år. Foreløbigt er der “kun” stampet en håndfuld millioner op af jorden. Og første afdrag til Nationen på 46.000.000,- kr. falder allerede den første april.

Køb aktier, køb aktier, en måne så blød… Hvis pengene kommer i hus, slipper en af vores største og mest inspirerende turistattraktioner fri af det JOINT venture, den forrige regering var så forhippiet på.

Gylp

Foto: "son.delorian", Flickr.com

Mads Christensen står op og tisser. Hans indre blærerøv skal sgu ikke ned og sidde.

Det bliver slået fast med syvtommersøm på Nationens vegne i Ekstra Bladet. Med afsæt i en sag fra Brorsonskolen i Varde, fyrer manden kanonen af, for han ser opfordringen til at drengene følger pigernes eksempel og sætter sig ned når de skal pisse, som et ondt angreb på hele mandekønnet.   

Kællingerne sætter dagsordenen, og alt for mange ynkelige mandslinger og underkuede forældre nikker samstemmende. At bede drenge sidde ned, når de tisser, er endnu en af uendeligt mange systematiske undertrykkelser af maskuline drifter, skriver han blandt meget andet i sit indlæg.

Han trækker endda en pendant til den siddende regerings lovsjusk som har illegaliseret helt almindelig brug af hobby- og cowboyknive.

Det er simpelthen for meget for denne blogger! Nu er Invita køkkensælgeren sgu blevet for hysterisk at høre på. Det er ikke spor tøset at sidde ned og tisse, det er derimod et udtryk for frihed, sikkerhed og sund fornuft.

Herretrusser er nemme at kende på gylpen, men anden funktion har den ikke for en ordentlig mand der lader sit vand mageligt siddende på brættet uden at holde.

Rigtige mænd, som for eksempel undertegnede, gider ikke rode med underbuksernes flip for at fiske rotten ud af hullet. Vi løsner bæltet og trækker frejdigt samtlige benklæder ned i en ruf og sætter os! – Ikke noget med at skulle manøvrere anakondaen og sigte efter kummen. Vi har istedet hænderne fri til læse Motor eller Euroman mens vores urin farver vandet gulligt, helt uden risiko for at vådte hverken gulv eller bræt.

Det vestlige toiletmøbel hvor man(d) kan tisse i siddende position er uden diskussion det mest praktiske og behagelige. Gustavsberg-tronen har forlængst vundet indpas, også hos Østens vise mænd, som ellers må ned på hug.

Jeg synes Blærerøven ligner en stående vittighed i denne sag. Han kan for min skyld pisse i køkkenvasken, hvis det er i bedre harmoni med hans forfængelighed. Men det er noget gylp at påstå det skulle være helt vildt maskulint – når det objektivt set bare er noget svineri.

Stå op og tisse kan en rigtig mænd gøre i et vinterlandskab – når han med strålen tegner hjerte, pil og initialer i sneen og hans hengivne kæreste ser på, at hendes herre således pisser sit territorium af.

Ovenpå køkkensælgerens kvababbelser må det være på sin plads at finde et billede af alle tiders mest maskuline mand frem: Sitting Bull. Selvfølgelig!

Hashryger

Foto: Mateusz Atroszko, Polen

Dan Rachlin er sprunget ud som fed ryger. Efter at have skjult sin rygen for offentligheden i 13 år, har han nu fortalt BT at han dagligt ryger en joint, sådan stille og roligt.

Det har givet en masse ballade i medierne, og det rabler den intelligente og velformulerede (af en radiovært at være) Dan løs om i sin blog.

Og når nu en kändis har rullet jointen ind i den offentlige debat, så er det vel passende at kigge lidt nærmere på den.

Det har nemlig tit undret mig, hvorfor hashen er så forbudt. Det er jo en kulturplante. Når man endeligt skulle lovgive imod en almindeligt forekommende nytteplante, hvorfor så ikke brændenælden? Den er bare så irriterende!

Hash synes jeg derimod dufter godt, og når jeg en sjælden gang får fingre i en joint, ryger jeg den med velbehag. Jeg føler ikke nogen rus eller eufori ved at ryge hash – det er bare hyggeligt… – giver ro i sjælen… – kan ligefrem virke smertestillende…

Mange mener hash er roden til alt ondt. At narkomaner starter som hashrygere. Og at hashen derfor fører til narko afhængighed, kriminalitet og tidlig død.

Jeg tvivler. Hvis man godt kan lide en oliven i ny og næ, er man så i en særlig risiko for at havne i et overforbrug af dry martinier, og derfra videre til et endnu dybere fald ned i alkoholisme? Fører vand til øl, øl til snaps, og snaps til køkkensprit?

Jeg går ind for fri hash. Jeg har sågar engang haft en rebelsk plante stående og pynte i min vindueskarm. Men min eks smed den ud, sammen med en pose hjemmedyrket hash fra min fødselsdag. Hun var simpelthen for nervøs over at have illegalt naturmateriale i lejligheden. Fair nok.

Men at hash er ulovligt, skyldes vist mest at amerikanerne har forbudt den. Og så er de fleste andre lande fulgt trop. Botanisk krigsførelse, kan vi kalde det.

Igår var der voldsomme optøjer på Christianshavn. Det startede med en hashjagt, og så skete der etellerandet. Ordensmagten skød en stor hvalp med tre skud. Og så var hundeslagsmålet igang, med masser bål i gaden og store materielle skader til følge.

Hvis hash var fri som staden, så var det nok ikke gået så galt.