Kruse

Blev ikke kaldt andet end Kruse. Hun havde en grønlænderhund. Og en dunkel fortid…

Men alt kommer for en dag. Rundt omkring i Danmark sidder der mennesker og sysler med slægtsforskning, og fornylig fik min mor et telefonopkald fra en Bente Jensen i Kolding.

Bente ville høre, om min mor kendte hendes farmors søster. Om navnet Kruse i det hele taget sagde min mor noget. For det var altså lidt et skud i tågen…

Jo, min mor kunne i høj grad huske Kruse. Kruse var noget af det mest elskelige. En tætbygget dame med tyndt hår og åreknuder. Min mor havde mange brikker til fru Jensen, i det puslespil som slægtsforskning jo dybest set er.

Bente er gift med Gunnar, som har drukket spandevis af kaffe i mine forældres butik i Låsbygade 26 i Kolding, hvor han ofte snakkede politik med min far Gilbert. Og fordi Gunnar altid har været interesseret i relationer mennesker imellem, så kunne han huske at min far havde fortalt at min mor Linda var præstedatter og havde mange søskende.

Nu havde Bente fundet frem til, at hendes ukendte "moster Kruse" var tjenestepige på en sønderjysk præstegård med mange børn. Kunne der være en connection? – Ja, for det var lige præcis Fole præstegård, Kruse kom til, vistnok i 1941.

Præcis hvordan det kom i stand, står hen i det uvisse, men vi ved, at Kruse inden da havde været på Ribe Åndssvageanstalt i 27 år – uden grund!

Det hed sig, at Kruse både løj og stjal. At hun var obsternasig. Og værre endnu; Det blev sagt, at hun var skyldig i brandstiftelse – noget, Kruse til sin død benægtede. Men det har altså været grundlag nok til at man blev anbragt på en lukket åndssvageanstalt. Hvorfor hun kom til Fole, vides ikke. Men vi ved, hvorfor hun blev udskrevet:

En ny overlæge blev ansat til at lede Ribe Åndssvageanstalt, og sikkert tilskyndet af et politisk ønske om at udsluse nogle af patienterne til det almindelige samfund, foranstaltede han en intelligenstest. Og det viste sig, at Kruse, som altså havde været i anstaltens varetægt i 27 år, ikke var dum, endsige åndssvag. Hun var fejlanbragt…

Kruses fulde navn har vi også: Anna Marie Antonie Andersen Kruse. Politietsregisterblade.dk fortæller, at hun som 14-årig boede på Kalkbrænderivej 27 i København, og at hun var født i Ugelbølle på Djurs den 2. juli 1896. Min mor husker Kruses fødselsdag, det er rigtigt nok. Bortset fra, at registerbladet ikke er helt korrekt omkring fødested: Faktisk kom Kruse fra en velanset fiskerfamilie i det nærliggende Følle Strand.

Ingen ved hvordan Kruse kom til København, og hvad hun bedrev der. Politiet har blot registreret hendes bopæl, som etaten gjorde det med alle byens borgere dengang. Men Kruse har selv engang fortalt hvordan hun stak af hjemmefra; Hun bare løb og løb ud over markerne. Hun ville væk, aldrig se sig tilbage.

Kruse var blevet misbrugt. Det sagde hun selv. Hendes far, stedfar, hvem ved, havde voldtaget hende. Og ad sære omveje var hun altså blevet patient i åndssvageforsorgen.

Kruse havde sådan set et godt liv indenfor murene i Ribe. Hun holdt af personalet og vice versa. Så da intelligenstesten sender hende ud i friheden i begyndelsen af 1940erne, er hun fortvivlet. Hvad skal der dog blive af hende?!

Svaret lå i Fole, hvor hun i mange år hjalp min mormor med alt det praktiske. Kruse var god til alting; gøre rent, vaske tøj, koge og bage brød. Hun var arbejdsom, og min mormor og morfar havde fra day one gjort klart, at alle skuffer og skabe var ulåste – familien Filtenborg viste hende tillid.

Kruses grønlænderhund hed Blanka og løb frit omkring. Den var der også plads til i Fole Præstegård, hvor børnene kunne kaste pind. Alt var godt, og Kruse blev del af familien. Min mor fortæller, at det faktisk er Kruse som har lært hende at lave mad, strikke, sy og synge.

Når Kruse arbejdede, nynnede hun ofte “Nærmere, Gud, til dig”.

Kruse blev sidenhen ansat som hushjælp hos en mand i en anden by, men hun holdt kontakten til familien i Fole vedlige. Med jævne mellemrum kom hun anstigende med rutebilen, og pigerne løb hende i møde. – Wha hår do i di task’?, spurgte de ivrigt. Og så smilede Kruse. Hun havde altid gaver eller snoller med til børnene i sin håndtaske.

Kruse holdt engang en tale og sagde blandt andet:


… dog hjælp blev mig givet, til Fole jeg kom,

hos de bedste præstefolk jeg kender;

barmhjertigheden jeg trængte så hårdt,

den blev mig til fulde givet,

for i gården fik jeg venner for livet,

og børnene der står mit hjerte nær,
jeg føler jeg dem aldrig glemmer

som perler på snor, dag og timer går
led for led føjes til hinanden
nu er det for mig af rig værdi
her at kunne stå glad og fri.

(afskrift fra moster Ebbas bog: Fra russisk adel til sønderjysk præstekone)

Billedet af Kruse og hendes grønlænderhund Blanka er taget hos en fotograf i Ribe engang i 1940erne. Et noget specielt portræt, men jeg husker ikke Kruse – selvom hun vel nærmest er min papmormor…

Hun havde boet nogle år i Nærum, og skrevet hele sin livshistorie ned i to kladdehæfter, men de forsvandt da hun sent i livet flyttede hjem til Ribe. Her var hun husbestyrerinde for to gamle mænd, til hun blev skrøbelig og kom på plejehjem.

Kruse døde i 1975. Hun blev begravet i de ukendtes, efter en smuk afsked i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, hvor man selvfølgelig sang Nærmere, Gud, til dig.

Så vidt vi ved, fik Pinsemissionen hvad Kruse efterlod sig af habengut og basseører. Det var ellers meningen at min moster Ebba skulle arve hende. Hun holdt så meget af børnene i Fole, og Ebba var den mindste.