Universets åndedrag

Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS

Jeg var med, da Neil Armstrong tog et lille skridt på månen, og dermed gav hele verden et kæmpe spring fremad. Den sort-hvide flimmer i fjernsynet blev en øjenåbner af den anden verden, og alle spurgte sig selv og hinanden: Er der mon liv derude?

Det spørger vi faktisk ikke om længere. Og Neil Armstrong døde i sidste uge. Rumalderens små skridt er historie nu, hvor videnskabskvinder og -mænd spæner derudaf med syvmilestøvler på. Nysgerrigheden er flyttet til Mars, hvor robotbilen Curiosity kører rundt og sender farvebilleder hjem. Se bare her.

Der er en varm rytme i fotoet. En jernblå sten ligger og soler sig i Gale krateret, med Mount Sharp i baggrunden. Her er dødt på en måde, så jeg ikke er i tvivl om at der har været liv.

Der findes uendelig mange galakser, med utallige planeter der ligner Jorden. Sandsynligheden for at livet kun leves her hos os er noget nær nul. Naturligvis er der liv derude.

Stjerner tindrer af hydrogen, og sådan brænder de i en evighed. Men intet varer evigt, heller ikke evigheder. De afbrydes af Universets cyklus, dets åndedrag. Når en stjerne har opbrugt al sin hydrogen, eksploderer den, og alle dens grundstoffer spredes ud. Resten danner grundlag for en ny sol og nye planeter.

Gud kan bare trille tommelfingre. Livet opstår af sig selv. Ikke fra uge til uge, men over tid. Vildt lang tid. Det tager næsten en evighed, inden noget med to arme, to ben og en hjerne kan rejse sig og lægge 2 og 2 sammen.