Viser opslag med etiketten man. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten man. Vis alle opslag

mandag den 17. januar 2011

Top

Foto: Pål Anders Martinussen, Norge

Jorden er rund som en billardkugle. I Guds hånd må den føles helt glat og ganske velegnet til en omgang 3-bande carambole.

Men hvis Han måler rigtig nøje efter, er der faktisk nogle små ubetydelige ujævnheder. En af disse kender vi mennesker som Mount Everest.

I den store universelle sammenhæng er det ingenting, men for bjergbestigere er det planetens vigtigste punkt. Summit no. 1.

For nogle er det simpelthen livets største udfordring; At bestige verdens højeste bjerg på grænsen mellem Nepal og Tibet.

Det er opkaldt efter den britiske ingeniør George Everest, som i 1841 fastlagde bjergets geografiske koordinater og højde.

Længe inden da fik bjerget navnet: ཇོ་མོ་གླང་མ

– eller som de siger i Tibet: सगरमाथा

Bjerget blev første gang besteget i 1953 af newzealænderen Edmund Hillary og den medfølgende sherpa som også har fået sit navn med i historiebøgerne.

Sidenhen er langt over tusind mennesker fulgt i deres fodspor – selvom det er pissefarligt. Statistikken siger at én ud af hundrede der forsøger at nå toppen, vil dø af kulde, udmattelse, højdesyge eller styrt.

Alligevel står bjergbestigere i kø for at kravle op på tinden. Der er vovehalse i alle højder og drøjder, både unge og gamle. Sidste sommer nåede en 13-årig dreng toppen. Jeg synes det er topmålet af tåbelighed.

Det passer jo ikke, at udsigten deroppe i 8850 meters højde er helt enestående fantastisk. Det man kan se på toppen, er andre bjerge, og det giver altså ikke noget ekstra fedt udsyn at kæmpe sig op og kikke ud med sine egne øjne i den tyndest mulige luft.

Jeg mener at vide det, for i august 1987 rejste jeg med en kammerat fra Lhasa til Katmandu, og passerede dermed den lillebitte, nærmest usynlige krusning i jordoverfladen som hedder Himalaya bjergkæden.

Bussen tøffede såvidt muligt udenom bjergene, men måtte alligevel op i over fem kilometer før det begyndte at gå nedad igen. Det var meget smukt overalt, og mange steder blafrede små kulørte bedeflag i vinden. Ude i horisonten kunne vi se Mount Everest, som på grund af jordens krumning sgu ikke så ud til at være det højeste punkt i bjerglandskabet.

mandag den 11. oktober 2010

Gylp

Foto: "son.delorian", Flickr.com

Mads Christensen står op og tisser. Hans indre blærerøv skal sgu ikke ned og sidde.

Det bliver slået fast med syvtommersøm på Nationens vegne i Ekstra Bladet. Med afsæt i en sag fra Brorsonskolen i Varde, fyrer manden kanonen af, for han ser opfordringen til at drengene følger pigernes eksempel og sætter sig ned når de skal pisse, som et ondt angreb på hele mandekønnet.   

Kællingerne sætter dagsordenen, og alt for mange ynkelige mandslinger og underkuede forældre nikker samstemmende. At bede drenge sidde ned, når de tisser, er endnu en af uendeligt mange systematiske undertrykkelser af maskuline drifter, skriver han blandt meget andet i sit indlæg.

Han trækker endda en pendant til den siddende regerings lovsjusk som har illegaliseret helt almindelig brug af hobby- og cowboyknive.

Det er simpelthen for meget for denne blogger! Nu er Invita køkkensælgeren sgu blevet for hysterisk at høre på. Det er ikke spor tøset at sidde ned og tisse, det er derimod et udtryk for frihed, sikkerhed og sund fornuft.

Herretrusser er nemme at kende på gylpen, men anden funktion har den ikke for en ordentlig mand der lader sit vand mageligt siddende på brættet uden at holde.

Rigtige mænd, som for eksempel undertegnede, gider ikke rode med underbuksernes flip for at fiske rotten ud af hullet. Vi løsner bæltet og trækker frejdigt samtlige benklæder ned i en ruf og sætter os! – Ikke noget med at skulle manøvrere anakondaen og sigte efter kummen. Vi har istedet hænderne fri til læse Motor eller Euroman mens vores urin farver vandet gulligt, helt uden risiko for at vådte hverken gulv eller bræt.

Det vestlige toiletmøbel hvor man(d) kan tisse i siddende position er uden diskussion det mest praktiske og behagelige. Gustavsberg-tronen har forlængst vundet indpas, også hos Østens vise mænd, som ellers må ned på hug.

Jeg synes Blærerøven ligner en stående vittighed i denne sag. Han kan for min skyld pisse i køkkenvasken, hvis det er i bedre harmoni med hans forfængelighed. Men det er noget gylp at påstå det skulle være helt vildt maskulint – når det objektivt set bare er noget svineri.

Stå op og tisse kan en rigtig mænd gøre i et vinterlandskab – når han med strålen tegner hjerte, pil og initialer i sneen og hans hengivne kæreste ser på, at hendes herre således pisser sit territorium af.

Ovenpå køkkensælgerens kvababbelser må det være på sin plads at finde et billede af alle tiders mest maskuline mand frem: Sitting Bull. Selvfølgelig!