Top

Foto: Pål Anders Martinussen, Norge

Jorden er rund som en billardkugle. I Guds hånd må den føles helt glat og ganske velegnet til en omgang 3-bande carambole.

Men hvis Han måler rigtig nøje efter, er der faktisk nogle små ubetydelige ujævnheder. En af disse kender vi mennesker som Mount Everest.

I den store universelle sammenhæng er det ingenting, men for bjergbestigere er det planetens vigtigste punkt. Summit no. 1.

For nogle er det simpelthen livets største udfordring; At bestige verdens højeste bjerg på grænsen mellem Nepal og Tibet.

Det er opkaldt efter den britiske ingeniør George Everest, som i 1841 fastlagde bjergets geografiske koordinater og højde.

Længe inden da fik bjerget navnet: ཇོ་མོ་གླང་མ

– eller som de siger i Tibet: सगरमाथा

Bjerget blev første gang besteget i 1953 af newzealænderen Edmund Hillary og den medfølgende sherpa som også har fået sit navn med i historiebøgerne.

Sidenhen er langt over tusind mennesker fulgt i deres fodspor – selvom det er pissefarligt. Statistikken siger at én ud af hundrede der forsøger at nå toppen, vil dø af kulde, udmattelse, højdesyge eller styrt.

Alligevel står bjergbestigere i kø for at kravle op på tinden. Der er vovehalse i alle højder og drøjder, både unge og gamle. Sidste sommer nåede en 13-årig dreng toppen. Jeg synes det er topmålet af tåbelighed.

Det passer jo ikke, at udsigten deroppe i 8850 meters højde er helt enestående fantastisk. Det man kan se på toppen, er andre bjerge, og det giver altså ikke noget ekstra fedt udsyn at kæmpe sig op og kikke ud med sine egne øjne i den tyndest mulige luft.

Jeg mener at vide det, for i august 1987 rejste jeg med en kammerat fra Lhasa til Katmandu, og passerede dermed den lillebitte, nærmest usynlige krusning i jordoverfladen som hedder Himalaya bjergkæden.

Bussen tøffede såvidt muligt udenom bjergene, men måtte alligevel op i over fem kilometer før det begyndte at gå nedad igen. Det var meget smukt overalt, og mange steder blafrede små kulørte bedeflag i vinden. Ude i horisonten kunne vi se Mount Everest, som på grund af jordens krumning sgu ikke så ud til at være det højeste punkt i bjerglandskabet.