torsdag den 20. januar 2011
Smeltesne
Sne smelter ved plusgrader. Stille og roligt forvandler det sig til vand og forsvinder. Og det er så emnet for min blog idag.
Mange vil nok mene at der er uendelig mange andre ting som i højere grad kalder på en blog. Men hvis man har øje for detaljer, så er emnet ikke så uinteressant endda.
Det meste sne er væk, men der er stadig noget tilbage, hvor smeltningen går langsomt. Steder uden direkte sol, og steder hvor snemængderne har hobet sig op, måske med kommunal hjælp.
De grønne områder er snefri, bortset fra gangarealerne. Det er lidt upraktisk nu, at der stadig er glat og fare for at falde hvor folk normalt går. Men det er som om folks fodspor har konserveret sneen, så den kan holde sig i varmen i lang tid. Mens ubetrådt sne nærmest forsvinder som dug for solen.
Jeg er gået ned på stranden for at kigge. For ikke så lang tid siden var der is på havet, men nu ruller bølgerne lydeligt ind mod bredden. Nogle måger tripper rundt i kanten og finder lidt at spise.
Sne på sand har et særligt udtryk. Som om sandet har krymlet sig i takt med sneens smeltning. Det er faktisk smukt at se på, så jeg tager et foto. Jeg lægger også mærke til, at sneen ligesom svæver et par millimeter over jorden. Det er vederkvægende at se sne tø. Meget sjovere end at se maling tørre.
Nyhederne fortæller at Danmark er terrortruet. Det er så ikke lige her det sker. Her løber tristessen langsomt ud i sandet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar