Foto: Nick Cowie, Australien |
Vores talnavne er ulogiske, udtaler adjunkt i neuromatematik ved Institut for Læring ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Lisser Rye Ejersbo til Ingeniøren. Det skriver DR Nyheder.
Det er ulogisk for børnene, når vi siger tallene omvendt. Artiklen illustreres med et foto af tallet 69. Hvorfor dælen er det vi tager det sidste tal først og siger "ni og…"?
Den logiske sprogbehandling ville være at sige sekstiogni. Nøjagtig som de siger på svensk: sextionio
Men sproget har sin egen logik. Da jeg gik i gymnasiet var der en matematisk og en sproglig linje. Måske derfor.
Jeg er sprogmenneske. Men min studentereksamen fra Kolding Gymnasium 1981 er bestået på den matematiske linjes samfundsfaglige gren. Måske er det derfor jeg gerne vil bakke op om Lissers forslag til en ændrig af det danske sprogs talbehandling.
For vores måde at sige tallene på er ved gud gammeldags. Jeg nærmer mig for eksempel de halvtreds år. Det tal har et endnu ældre navn: halvtredsindstyve. At det er et snørklet talord fremgår tydeligt af forklaringen i Ordbog over Det Danske Sprog:
…dannet af halvtredje, Sinde, gang, og tyve, altsaa egl.: halvtredje gange tyve; alm. forkortet til halvtreds…
Eller som vi matematikere vil sige: (3 - ½) x 20 = 50.
Hvorfor skal det være så svært? Jeg vil da hellere blive femti år gammel næste gang.
Men det er svært at ændre noget der er indgroet gammeldansk. Det er op ad bakke når nogen vil modernisere sproget. Undervisningsminister Bertel Haarder har skam også været hurtigt ude og skyde ideen om logiske talord ned. Han har sagt at man hellere skulle fokusere på udvikling af metoder til undervisning i basal talforståelse inden for de sproglige og kulturelle rammer der nu engang er. Link
Det er vist typisk for regeringen at den ikke vil være med på noget nyt. Men heldigvis er der andre som gerne vil give grobund for nytænkning. På Ingeniørens hjemmeside kører der en live debat, og her svarer Lisser på spørgsmål fra læserne. Hun har sørme også svaret fyndigt på et spørgsmål fra mig.
Hvordan man end vender og drejer tallet 69, så kommer sekstallet først. Så bør det vel også afspejle sig i det danske sprog. Ligesom i engelsk: sixty nine.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar