Blodets bånd

Foto: Carlos Paes, Portugal

Bogen Mit smukke genom er et kraftigt sug i det sidste nye indenfor genetikken. Forfatteren er Lone Frank, som frejdigt galopperer ud på arvemassens overdrev. Og det er fascinerende at lade sig ride med.

Der er konstant tryk på den gamle debat om arv eller miljø – og så viser det sig gang på gang at hele molevitten er baseret på ens genom. 

Blodets bånd er i virkeligheden dna i lange baner. Genernes molekylære bindinger. Livets deoxyribonukleinsyre. Celler og kromosomer.

Så er alting i virkeligheden udelukkende arveligt? Er det derfor, søskende er så forskellige? Måske betyder miljøet ikke en pind for vores person-ligheder, hvem vi er og bliver som mennesker.

Måske er det lutter arvelighed, når det går galt og vi får depressioner, blodpropper og stemmer på DF.

Måske er der en homo-gen grund til at nogle af os bliver bøsser og lesbiske.

Det må være alle måske'erne der gør det så dybt interessant at studere genomer. Særlig interessant synes jeg det er at kigge på enæggede tvillinger.

De er jo biologisk set fuldstændig ens. Men det er de så alligevel ikke. Der må findes et dybere lag end dna. Noget der gør, at også enæggede tvillinger er forskellige. Men hvad?

For eksempel hedder tvillinger aldrig det samme. End ikke de to tegnede i Tintin, som hedder Dupond og Dupont. Navne er nok vigtigere end de fleste går og tror.

Tvillinger er heller aldrig født på præcis samme tidspunkt. Den ene er altid kommet ud før den anden. Ligesom hundrede meter hækkeløb altid bliver afgjort på målstregen, er der altid en tvilling som får klippet navnestrengen før den anden.

Altid en der får 2. sektion, når tvillinger skal deles om avisen. Aldrig præcis de samme spilleplader i livets store billedlotteri.

Små detaljer, som sikrer forskelligheden. Der er aldrig to mennesker der er helt ens. Det er simpelthen en umulighed.