Viser opslag med etiketten røv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten røv. Vis alle opslag

torsdag den 15. marts 2012

Du forbarmede

Foto: Katje Zanetta Borba, Brasilien

En syttenårig gymnasieelev fra Silkeborg kom i Go’ Morgen Danmark i går fordi hun på nettet beder om penge til nye bryster. TV2 havde hende(s) med i en paneldiskussion, og emnet kunne åbenbart også bære en 1234 afstemning, hvor seerne kunne sms’e GO A for store kunstige frem for naturlige eller GO B for naturlige - alle størrelser.

Jeg har for længst taget stilling i min blog B for Bryster og jeg er sikker på at de fleste mænd deler mit syn på sagen. Alligevel bliver resultatet (87% foretrækker naturlige) i TV2 udlagt som statistisk bevis på at kun 13% er ærlige. TV2 har simpelthen en blondinetro på, at vi seere er helt pjattede med megastore kunstige babser. Go’ for it, var da også det underliggende synspunkt, da Linse kunne bryste sig med at have Nordeuropas største..

Når jeg nu igen blogger om bryster, så er det fordi jeg synes vi mangler et historisk perspektiv. Jeg synes i hvert fald det er på sin plads, når Historien nu serverer en tidslinje, og fortæller om siliconens vej ind under huden på kvinderne.

Det er ikke en historie om barm-hjertige plastikkirurger der med større attributter blot vil booste klienternes følelse af selvværd og kvindelighed. Næ, historien er rå og brutal:

Efter 2. verdenskrig da Japan havde kapituleret, skete der en række uforklarlige tyverier fra landets havne. Tønder med smøremidlet silicone blev stjålet fra pakhusene, og synderne viste sig at være lokale prostituerede som havde hårdt brug for at tjene penge på de amerikanske soldater.

Fra naturens hånd var luderne i Solens Rige fladbrystede, og de havde derfor lidt svært ved at fange amerikanernes interesse – men ved at sprøjte det syntetiske stof ind i brysterne med en kanyle og således øge barmens volumen vandrede der hurtigt varme dollars ind i bordellerne.

Desværre blev siliconen ikke siddende i brysterne, men bevægede sig videre rundt i kroppen på de prostituerede, som blandt andet fik det i lungerne, hvor det resulterede i betændelse og dødbringende blodpropper.

Selv om der i dag bruges implantater, er det stadig risky business at få gjort brysterne større med silicone. Når klinikkerne reklamerer med livsgaranti og sikkerhed, så er det fordi det netop er her det halter. Alt for ofte går det galt.

Og lur mig, om ikke moden vender tilbage mod 1920ernes sensuelle små bryster. Historisk set er det altid gået op og ned. Og jeg tror sgu Linse æraen er ved at lakke mod enden. Snart skal røven igen være større end patterne. Naturligvis…

mandag den 11. oktober 2010

Gylp

Foto: "son.delorian", Flickr.com

Mads Christensen står op og tisser. Hans indre blærerøv skal sgu ikke ned og sidde.

Det bliver slået fast med syvtommersøm på Nationens vegne i Ekstra Bladet. Med afsæt i en sag fra Brorsonskolen i Varde, fyrer manden kanonen af, for han ser opfordringen til at drengene følger pigernes eksempel og sætter sig ned når de skal pisse, som et ondt angreb på hele mandekønnet.   

Kællingerne sætter dagsordenen, og alt for mange ynkelige mandslinger og underkuede forældre nikker samstemmende. At bede drenge sidde ned, når de tisser, er endnu en af uendeligt mange systematiske undertrykkelser af maskuline drifter, skriver han blandt meget andet i sit indlæg.

Han trækker endda en pendant til den siddende regerings lovsjusk som har illegaliseret helt almindelig brug af hobby- og cowboyknive.

Det er simpelthen for meget for denne blogger! Nu er Invita køkkensælgeren sgu blevet for hysterisk at høre på. Det er ikke spor tøset at sidde ned og tisse, det er derimod et udtryk for frihed, sikkerhed og sund fornuft.

Herretrusser er nemme at kende på gylpen, men anden funktion har den ikke for en ordentlig mand der lader sit vand mageligt siddende på brættet uden at holde.

Rigtige mænd, som for eksempel undertegnede, gider ikke rode med underbuksernes flip for at fiske rotten ud af hullet. Vi løsner bæltet og trækker frejdigt samtlige benklæder ned i en ruf og sætter os! – Ikke noget med at skulle manøvrere anakondaen og sigte efter kummen. Vi har istedet hænderne fri til læse Motor eller Euroman mens vores urin farver vandet gulligt, helt uden risiko for at vådte hverken gulv eller bræt.

Det vestlige toiletmøbel hvor man(d) kan tisse i siddende position er uden diskussion det mest praktiske og behagelige. Gustavsberg-tronen har forlængst vundet indpas, også hos Østens vise mænd, som ellers må ned på hug.

Jeg synes Blærerøven ligner en stående vittighed i denne sag. Han kan for min skyld pisse i køkkenvasken, hvis det er i bedre harmoni med hans forfængelighed. Men det er noget gylp at påstå det skulle være helt vildt maskulint – når det objektivt set bare er noget svineri.

Stå op og tisse kan en rigtig mænd gøre i et vinterlandskab – når han med strålen tegner hjerte, pil og initialer i sneen og hans hengivne kæreste ser på, at hendes herre således pisser sit territorium af.

Ovenpå køkkensælgerens kvababbelser må det være på sin plads at finde et billede af alle tiders mest maskuline mand frem: Sitting Bull. Selvfølgelig!