Foto: Siddharth Nair, Indien |
Jeg er sendt i byen efter julegaver. Et nærtstående familiemedlem i det jyske synes der skal investeres i to styk af Christianias værdipapirer med et samlet pålydende på en hundredmand.
De er nu indkøbt på Stadens Museum for Kunst, og er faktisk også små kunstværker. Aktier er det ikke – eller er de? – En slags investeringsbeviser er de dog…
Når man indregner den goodwill og kreativitet der er lagt til grund for Christiania Folkeaktien, og samtidig værdsætter papirkvaliteten, det industrielle tryk samt den kuvert med stempel og frimærke der følger med, så er den ikke så åndssvag endda. Den er i hvert fald mere værd end en aktie i Amagerbanken.
Om ikke andet, så sætter Folkeaktien jo tanker i gang. For hvad er det egentlig, folk får, hvis der ligger et Christiania frikøbsdokument under juletræet? Det er jo ikke bare pis og papir…
Folkeaktien har sågar været i handlen på Wall Street i New York: 10 dollars blev udbyttet – plus flere kilometer spalteplads med positiv omtale i både danske og udenlandske medier.
Kort fortalt handler sagen om, at Staden og Nationen har indgået aftale om at området her omkring Månefiskeren sælges til christianitterne for 76,3 millioner kroner. Boligspekulanter vil vide, at det er røvebilligt. Det er jo bare at optage et flex-lån. Men for folk, der ikke er specielt kapitalistisk tænkende, er det en alvorlig sag. Prøv at regne det ud i øl: Det er mindst to Hof til hver eneste drøbel i hele det danske kongerige.
Idéen med at sætte Staden på folkeaktier uden udbytte eller ret til indsigelser kan sagtens vise sig lige så holdbar som mange af de andre kreative påfund, christianitterne har fostret. (Christianiacyklen og møntfødderne FED, KLUMP og LØN (se utopiske horisonter), for lige at nævne et par stykker.)
Men det hele afhænger af, hvormange af de alternative værdipapirer der havner under juletræet i år. Foreløbigt er der “kun” stampet en håndfuld millioner op af jorden. Og første afdrag til Nationen på 46.000.000,- kr. falder allerede den første april.
Køb aktier, køb aktier, en måne så blød… Hvis pengene kommer i hus, slipper en af vores største og mest inspirerende turistattraktioner fri af det JOINT venture, den forrige regering var så forhippiet på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar