Viser opslag med etiketten folk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten folk. Vis alle opslag

torsdag den 1. december 2011

Folkeaktien

Foto: Siddharth Nair, Indien

Jeg er sendt i byen efter julegaver. Et nærtstående familiemedlem i det jyske synes der skal investeres i to styk af Christianias værdipapirer med et samlet pålydende på en hundredmand.

De er nu indkøbt på Stadens Museum for Kunst, og er faktisk også små kunstværker. Aktier er det ikke – eller er de? – En slags investeringsbeviser er de dog…

Når man indregner den goodwill og kreativitet der er lagt til grund for Christiania Folkeaktien, og samtidig værdsætter papirkvaliteten, det industrielle tryk samt den kuvert med stempel og frimærke der følger med, så er den ikke så åndssvag endda. Den er i hvert fald mere værd end en aktie i Amagerbanken.

Om ikke andet, så sætter Folkeaktien jo tanker i gang. For hvad er det egentlig, folk får, hvis der ligger et Christiania frikøbsdokument under juletræet? Det er jo ikke bare pis og papir…

Folkeaktien har sågar været i handlen på Wall Street i New York: 10 dollars blev udbyttet – plus flere kilometer spalteplads med positiv omtale i både danske og udenlandske medier.

Kort fortalt handler sagen om, at Staden og Nationen har indgået aftale om at området her omkring Månefiskeren sælges til christianitterne for 76,3 millioner kroner. Boligspekulanter vil vide, at det er røvebilligt. Det er jo bare at optage et flex-lån. Men for folk, der ikke er specielt kapitalistisk tænkende, er det en alvorlig sag. Prøv at regne det ud i øl: Det er mindst to Hof til hver eneste drøbel i hele det danske kongerige.

Idéen med at sætte Staden på folkeaktier uden udbytte eller ret til indsigelser kan sagtens vise sig lige så holdbar som mange af de andre kreative påfund, christianitterne har fostret. (Christianiacyklen og møntfødderne FED, KLUMP og LØN (se utopiske horisonter), for lige at nævne et par stykker.)

Men det hele afhænger af, hvormange af de alternative værdipapirer der havner under juletræet i år. Foreløbigt er der “kun” stampet en håndfuld millioner op af jorden. Og første afdrag til Nationen på 46.000.000,- kr. falder allerede den første april.

Køb aktier, køb aktier, en måne så blød… Hvis pengene kommer i hus, slipper en af vores største og mest inspirerende turistattraktioner fri af det JOINT venture, den forrige regering var så forhippiet på.

lørdag den 7. maj 2011

Geronimo

Foto: Flickr

Da de amerikanske specialstyrker havde fået ram på Osama bin Laden, røg der straks en kodet meddelelse afsted til Det Hvide Hus: - Geronimo EKIA!

Og det vidste præsidenten og hans folk udmærket, hvad betød. Man havde valgt at kalde Osama bin Laden for “Geronimo”, og firebogstavsforkortelsen var militærslang for Enemy Killed In Action. Altså: OBL fjende dræbt i kamp!
Fra et amerikansk synspunkt en rigtig fed nyhed – og så alligevel ikke rigtig… For hvorfor pokker har man givet Vestens værste fjende kodenavnet “Geronimo”? Det har Amerikas oprindelige befolkning temmelig svært ved at forstå, og en protest er helt på sin plads.

Det er fint nok at luftvåbnets helikoptere kaldes Apache – vi taler om solidt isenkram som i årtier har været særdeles effektivt i militære kamphandlinger og redningsaktioner over det meste af verden.

Men det er fandeme ikke iorden at verdens største terrorist fik “Geronimo” som nickname. Og var det virkelig nødvendigt med et alias? – Jeps, for når journalister konstant laver smuttere og siger Obama om Osama og omvendt, så kan soldater i høj grad også tage fejl. Man kunne sagtens frygte at de amerikanske Yankees kom til at vende skytset 180 grader og i stedet ramme deres egen præsident.

Men altså: “Geronimo”?! Vi taler om alle tiders største Apache høvding. 1800-tallets mest berømte indianer. Selv om DR Nyheder skriver, han kæmpede mod både Mexico og USA, så kan man sgu ikke sige at han angreb Amerika. Han var en dygtig leder for apachestammen Chiricahua, og dermed faktisk en af USAs grundlæggere.

Geronimo overgav sig i 1886 og blev sendt til en fangelejr i Florida. Ti år senere blev han flyttet til Oklahoma, og på sine gamle dage optrådte han som berømthed på markeder og folkeforlystelser. Færdig og ydmyget, men samtidig et koryfæ. Et symbol på sej kamp.

Der verserer en historie om, at han på sine ældre dage af en journalist blev spurgt, om han vidste hvad indianerne kaldte landet, inden det hed Amerika?

– Vi kaldte det Vores, skal Geronimo have sagt.