Livet og døden

Foto: Andreas Krappweis, Tyskland

Skriverhuset har i en morgendrøm mødt sit ufødte oldebarn og skrevet en sørgmodig blog. For med 86 leveår bag sig er det jo ikke sikkert han vil se den lille ufødte pige i live. Ja, den gamle mand har endda titlet sin blog Uopnåelig drøm…

Hugo Tomra er dog glad for sin drøm, hvor den lille pige pludrer og de går tur sammen hånd i hånd. Men livet og døden følges jo ad. Hun er på vej til sin nul års fødselsdag, og han skal snart død. Sådan er det jo.

Vi kan kun håbe på at blive rigtig gamle – der er sågar en lille lotterichance for at man som menneske kan gå lidt rundt i haven med et lille tip-oldebarn ved sin side – men så er man faktisk nødt til at blive hundrede år, og modtage et lykønskningstelegram fra dronningen på dagen. Hvis HKH Margrethe II da lever så længe…

Min morfar havde den samme drøm som Hugo. Han ville så inderligt gerne se sine børnebørns børn inden han døde. Hvor kunne det være dejligt at opleve dét også. Jeg tror sgu den drøm lagde adskillige år til hans levealder. Jeg husker vi engang besøgte ham på hospitalet, og mor bagefter fortalte os, at det nok var sidste gang vi havde set ham. Men han kom sig, ansporet af endnu et oldebarns fødsel.

Peder Filtenborg bad hver dag for sit og sines liv. Under normale omstændigheder var han nok død flere år tidligere, men måske kom hans mange år som præst i Fole kirke ham tilgode. Og han var glad for hver eneste begivenhed der viste sig i horisonten. Hele tiden var der noget nyt han så gerne liiige ville have med inden han døde. Jeg husker også at han blev mere og mere mild jo ældre han blev. Måske kan taknemmelighed over livet udsætte døden i årevis. Måske kan man godt blive hundrede år hvis man virkelig gerne vil og nærmest strutter af mildhed. Morfar blev 85, selvom hans helbred slet ikke var til det.

Dybest set dør vi vel allesammen en lille bitte smule hver eneste dag. 

Min mormor kom fra Kaukasus, hvor folk generelt bliver temmelig gamle. Og Ruth Linda von Sicard var ingen undtagelse. Selv om hun fødte en stor børneflok og led frygteligt af hungersnød under flugten fra bolsjevikkerne, så gik der ret lang tid inden Skaberen kaldte hende til sig. Man skulle ellers tro, at et på mange måder hårdt liv ville forkorte tilværelsen og pensionsalderen, men mormors russergener ville det anderledes.

Mange år efter morfars død hun fik sig en ti år yngre kæreste og begyndte at læse fransk, som hun stort set ikke havde talt siden sin ungdom. Men kæresten blev affældig og faldt fra, og mormor måtte også sande, at hendes sprogkundskaber og hukommelse ikke helt var, hvad de havde været. Men selv var hun frisk som en havørn.

Jeg tror næsten det irriterede hende at blive så gammel, som hun blev. Hun var ikke bange for at dø – men hun var bange for at ligge til last, gå i vejen og forstyrre. På sine gamle dage boede hun gerne hos min mor eller moster Ebba. Hun kunne godt lide at sidde i køkkenet, mens hendes døtre rumsterede, men var som sagt meget bekymret for at være til ulejlighed. Hun insisterede på at betale for sine ophold hos sine børn. Der var simpelthen en dagstakst for at gide have hende boende.

Engang sad hun i min mors stue da jeg kom forbi. Det var jo spændende at snakke med sin mormor, som var født i 1896, havde rejst med hestevogn og som lille pige set Rasputin. Pludselig så hun indtrængende på mig og sagde med sin karakteristiske russiske accent:

– Kenneth… – Det er svært at blive gammel.

Så skålede vi med vores kaffekopper. Jeg tænker vi skålede for både livet og døden. Mormor blev knapt 97 år.