Viser opslag med etiketten kop. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kop. Vis alle opslag

lørdag den 19. januar 2013

Livet og døden

Foto: Andreas Krappweis, Tyskland

Skriverhuset har i en morgendrøm mødt sit ufødte oldebarn og skrevet en sørgmodig blog. For med 86 leveår bag sig er det jo ikke sikkert han vil se den lille ufødte pige i live. Ja, den gamle mand har endda titlet sin blog Uopnåelig drøm…

Hugo Tomra er dog glad for sin drøm, hvor den lille pige pludrer og de går tur sammen hånd i hånd. Men livet og døden følges jo ad. Hun er på vej til sin nul års fødselsdag, og han skal snart død. Sådan er det jo.

Vi kan kun håbe på at blive rigtig gamle – der er sågar en lille lotterichance for at man som menneske kan gå lidt rundt i haven med et lille tip-oldebarn ved sin side – men så er man faktisk nødt til at blive hundrede år, og modtage et lykønskningstelegram fra dronningen på dagen. Hvis HKH Margrethe II da lever så længe…

Min morfar havde den samme drøm som Hugo. Han ville så inderligt gerne se sine børnebørns børn inden han døde. Hvor kunne det være dejligt at opleve dét også. Jeg tror sgu den drøm lagde adskillige år til hans levealder. Jeg husker vi engang besøgte ham på hospitalet, og mor bagefter fortalte os, at det nok var sidste gang vi havde set ham. Men han kom sig, ansporet af endnu et oldebarns fødsel.

Peder Filtenborg bad hver dag for sit og sines liv. Under normale omstændigheder var han nok død flere år tidligere, men måske kom hans mange år som præst i Fole kirke ham tilgode. Og han var glad for hver eneste begivenhed der viste sig i horisonten. Hele tiden var der noget nyt han så gerne liiige ville have med inden han døde. Jeg husker også at han blev mere og mere mild jo ældre han blev. Måske kan taknemmelighed over livet udsætte døden i årevis. Måske kan man godt blive hundrede år hvis man virkelig gerne vil og nærmest strutter af mildhed. Morfar blev 85, selvom hans helbred slet ikke var til det.

Dybest set dør vi vel allesammen en lille bitte smule hver eneste dag. 

Min mormor kom fra Kaukasus, hvor folk generelt bliver temmelig gamle. Og Ruth Linda von Sicard var ingen undtagelse. Selv om hun fødte en stor børneflok og led frygteligt af hungersnød under flugten fra bolsjevikkerne, så gik der ret lang tid inden Skaberen kaldte hende til sig. Man skulle ellers tro, at et på mange måder hårdt liv ville forkorte tilværelsen og pensionsalderen, men mormors russergener ville det anderledes.

Mange år efter morfars død hun fik sig en ti år yngre kæreste og begyndte at læse fransk, som hun stort set ikke havde talt siden sin ungdom. Men kæresten blev affældig og faldt fra, og mormor måtte også sande, at hendes sprogkundskaber og hukommelse ikke helt var, hvad de havde været. Men selv var hun frisk som en havørn.

Jeg tror næsten det irriterede hende at blive så gammel, som hun blev. Hun var ikke bange for at dø – men hun var bange for at ligge til last, gå i vejen og forstyrre. På sine gamle dage boede hun gerne hos min mor eller moster Ebba. Hun kunne godt lide at sidde i køkkenet, mens hendes døtre rumsterede, men var som sagt meget bekymret for at være til ulejlighed. Hun insisterede på at betale for sine ophold hos sine børn. Der var simpelthen en dagstakst for at gide have hende boende.

Engang sad hun i min mors stue da jeg kom forbi. Det var jo spændende at snakke med sin mormor, som var født i 1896, havde rejst med hestevogn og som lille pige set Rasputin. Pludselig så hun indtrængende på mig og sagde med sin karakteristiske russiske accent:

– Kenneth… – Det er svært at blive gammel.

Så skålede vi med vores kaffekopper. Jeg tænker vi skålede for både livet og døden. Mormor blev knapt 97 år.

tirsdag den 22. november 2011

Souvenirs

Foto: Fran Gambín, Spanien

Souvenir er oprindeligt et fransk ord. Afledt af se souvenir, som betyder ‘huske’. Altså et godt ord til ting man tager med sig hjem som minde om et bestemt sted eller situation, ofte i forbindelse med en udlandsrejse.

Har du været i Paris, er du sandsynligvis kommet hjem med en nøglering med en lille figur af Eiffeltårnet, og har du været i København, ejer du nok også en lille sten med den lille havfrue på. Det er lige så oplagt som en schweizerkniv fra Zürich. – Men hvad har du med hjem fra London?

Det kan man ikke sige på forhånd. Englænderne lægger en særlig kreativitet for dagen, når det gælder souvenirs (eller reklamer i det hele taget). Du skal ikke regne med en lille Trafalgarløve i snor, det er simpelthen for tamt!

Al respekt for den franske ingeniør og arkitekt Eiffel og den dansk-islandske billedhugger Eriksen – men d’herrers værker er ikke ligefrem moderne, og som miniatureudgaver er de bestemt ikke de mest opfindsomme souvenirs.

Englændernes souvenirs får derimod lige et ekstra twist – selv den gamle traver “krus med hank og påtryk” kan de gøre sjov og anderledes. Du får ikke bare byens seværdigheder som blå dekoration på et hvidt krus. Det skal vel ikke bare bruges til at drikke the af, tænker de i London.

Det skal jo være en erindring om byens liv. Mind the gap – og straks popper situationen op i hovedet, hvor man hører stemmen i højtalerne på undergrundsstationen gentage lige præcis dén sætning i en uendelighed. Og så kan man jo også bruge koppen til at finde vej med.

Flere kreative engelske souvenirs i de næste blogs…

torsdag den 12. maj 2011

Kaffe uden kaffe

Foto: “Coffee prospectives” af Riccardo Bruni, Italien

Et dejligt foto. Det er lige præcis de farver, god kaffe smager af. Godt set af fotografen. Havde der været kaffe i koppen, ville billedet ikke have været helt så godt.

Den runde form får mig til at tænke på en dartskive. De fleste vil sigte efter midten og håbe på det bedste. Rammer de det lille røde centrum, hedder det Bull’s Eye og 50 point.

Men professionelle spillere tænker lidt ud af (b)oksen og sigter lidt højere. I dart er triple 20 immervæk tyve procent bedre end et pletskud.

Sådan er det også for fotografer. Et rigtigt pletskud er altid skudt lidt ved siden af. Og det her uden kaffe er mere mocca end et almindeligt knips med en kop kaffe i søgeren.