Viser opslag med etiketten hjerte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjerte. Vis alle opslag

lørdag den 2. februar 2008

Exit skillemønt

Foto: Nationalbanken


Så får vi ikke mere for den 25-øre skriver Nyhedsavisen. Men jeg vil nu gerne give den en blog med på vejen ud af cirkulation.

Historien – som bare er en notits i Samvirke – er, at Hans Denkov, chef for Den Kgl. Mønt, har spurgt sig for i detailhandlen og pengeinstitutterne, om der er nogen der ville savne den lille skillemønt, hvis den forsvandt. Og det er der tilsyneladende ikke.

Så kan Nationalbanken med sindsro lægge op til 25-ørens afvikling, og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen sætte sin klo på beslutningen. Og så går det som det plejer.

1. april 1973 blev vores 1- og 2-øre gjort ugyldige, og tre måneder senere udløb fristen for indløsning af de små grå.

1. juli 1989 blev også 5- og 10-øren gjort ugyldige, og sidste frist for indløsning faldt tre år senere.

Og nu er tiden så kommet til vores 25-øre. Den er ellers så smuk, synes jeg.

Den kom til verden sammen med møntreformen 1989-1993. Jeg husker, der var en hel del kritik af den ny møntserie. Designet faldt ikke i god jord, og mange syntes bl.a. det var forstyrrende med huller i 1-, 2- og 5-kronerne.

Men jeg syntes de var flotte. Det var sammenhæng mellem mønternes størrelse, farve og værdi. Guld til de dyreste, sølv til dem på andenpladserne, og bronze til de mindste. Og så bar pengene ikke længere så meget præg af industrialiseringen, men havde istedet et mere rundt og historisk udtryk. De var næsten lidt vikingeagtige med deres ornamentik.

En rigtig smuk møntserie, som dog tabte lidt da dronningen fik nyt fjæs. Det ligner en ond karikatur, synes jeg. Serien mister også noget når 25-øren går af. Så er der kun en enkelt kobberfarvet bronzemønt tilbage.

Der er for 198 mio kr. 25-øre i omløb. Det er en absolut interessant oplysning for de velgørende organisationer, som traditionen tro vil samle udskilte skillinger ind til gode formål.

Den smukke 25-øre er forsynet med et lille hjerte. Derfor kommer mine tiloversblevne småmønter nok i en bøtte fra Hjerteforeningen, når vi ikke længere kan købe noget for dem.

tirsdag den 29. januar 2008

Ind i kampen


Hun rapper endnu, og hun kan stadig skraldgrine. Men rappenskralde? – Nej! Anne Marie Helger er først og fremmest en skøn, hjertevarm kommunikatøse. En hugorm med hang til boaer, meget store haute couture skrud og en altid tændt, massiv retfærdighedssans.

I går aftes var hun det naturlige midtpunkt i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler. Og hurtigt fik vi nogle af hendes uforlignelige svadaer. For dem der måske ikke var helt opmærksomme da fruen var allermest fremme på den røde front i firserne, er her en kort beskrivelse: kværulerende, selvkanoniseret, krakeleret, knastør, knogle-kugleskør klimakteriemakrel i den terminale fase.

Så kender vi hende. Og bare der dog var flere af hendes slags. Vi lever desværre i en mere og mere apolitisk hverdag, hvor der bliver længere og længere mellem folk der SELV mener noget.

Autointakte Anne Marie Helger har taget en smuk, ung amazone med som praktikant. Argentinske Tanja som lever livet efter sit eget motto: Ind i kampen!

Vi skal alle ind i kampen, med hjertet forrest – og heldigvis pusler Anne Marie Helger (som nu er 62 år) med en ide´om at lave en workshop!

På lørdag, eller næste lørdag, kl. 23 er det godt at tænde for Kanal København, hvis man kan. Så er der endnu en stribe bredsider affyret fra Helgers bastion, og optaget af Christiania TV.

onsdag den 16. januar 2008

Grus i maskineriet


 
Foto: Benjamin Earwicker, Idaho, USA




Nu er det heldigvis kommet lidt på afstand, og jeg kan skrive en blog om det.

Lørdag, sent om aftenen, fik jeg pludselig meget ondt i høre side af mellemgulvet. Det kom helt ud af ingenting.

Vi mennesker reagerer meget forskelligt på stærke smerter – nogle gange på en ret besynderlig måde: Jeg tog al mit tøj af og spiste en gulerod.

Men ligemeget hjalp det. Kulde og rodfrugt til trods, vred jeg mig og jamrede over disse voldsomme smerter. På et tidspunkt var det så slemt, at jeg tænkte: Er det nu, jeg skal dø?

Det var dog ikke hjertekvababbelse det her. Motoren var okay. Men det gjorde simpelthen så vederstyggeligt nas, at jeg ringede til vagtlægen. Og i spejlet kunne jeg se, maven faktisk havde trukket sig helt skæv af smerte.

Vagtlægen kom knap tre timer senere, og samtidig kom Jeremy ud i pyjamas. Jeg troede han sov, men han var selvfølgelig blevet vækket af min jamren, og var blevet bange for om hans far var ved at dø.

Jeg var i telefonen blevet bedt om at tisse i et glas. Det lagde lægen en papirstrip i, og 30 sekunder senere var diagnosen klar: – Du har sten. Og til Jeremy sagde han: – Din far skal ikke dø.

Vagtlægen var stresset, men hans ord havde en god virkning. Mens han fandt noget smertestillende i sin taske, aftog smerterne en smule. Nu vidste jeg jo lidt om hvad der var galt: Grus i maskineriet.

– Du skal kontakte din læge og få scannet dine urinveje. – Tag en af de her stikpiller nu og kom resten i køleskabet. Vagtlægen stod næsten med det ene ben ude af døren igen.

– Har du feber? – Ring igen, hvis du får feber. – Og husk at berolige din søn. – Farvel.

Og væk var han. Han glemte sin dåse med urintest papirstrips…

Den tog jeg mandag med til min læge Peter Torp på Vesterbrogade. Han takkede for gaven med et smil, og kvitterede med en henvisning til røntgen og ultralyd på H.C. Ørstedsvej, plus en recept på nogle flere af de effektive dicloner til numsen, for en sikkerheds skyld.

Smerterne var forsvundet af sig selv søndag. Men jeg lurer på, om de kommer igen, måske om fem minutter?

I morgen vil røntgenlægen sige, hvordan det står til, og sagen kan forhåbentlig lukkes med ultralyd, så I ikke skal høre mere om mit iøvrigt gode helbred.

Billedet af pigtråden synes jeg egentlig fint illustrerer smerte, – og hvor lang tid der gik inden den stressede vagtlæge nåede frem.