Viser opslag med etiketten hot. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hot. Vis alle opslag

onsdag den 10. oktober 2012

Stærke sager

Foto: Brandon Blinkenberg, USA

Den her er stærk. Instinktivt ved vi, at mad med dén form og farve giver en brændende smerte på tungen. En rigtig ond chili er fuldstændig blottet for chill-factor. Den er flammer ud af flaben.

Habañero! Det er kort sagt sådan den smager: Som svidende rap fra en spansk læderpisk, der virkelig er lagt kræfter i.

Så hvorfor spiser vi den? – Jamen, netop derfor! Når vores smagsløg får klø, kan vi for alvor mærke, at vi lever.

Vores adfærd har jo ikke så meget med sund fornuft at gøre, i hvert fald ikke med hensyn til, hvad vi kommer i munden.

Videnskaben har forlængst fundet ud af, hvad der gør chilien så stærk. Det er dens indhold af capsaicin. Også kaldet N-Vanillyl-8-methyl-6-E-noneamid, eller C18H27NO3, hvis man har en lille kemiprofessor i maven.

Stoffet er egentlig uden smag, men virker kraftigt lokalirriterende. Det er det, der giver os den brændende fornemmelse og får sveden frem på panden.

Hvis vi vil vide, hvor stærk en chili er, skal vi altså måle koncentrationen af capsaicin. Metoden hedder High Performance Liquid Chromotography eller HPLC, og de fleste laboratorier har et apparat til sådan en måling. Men det er alt for straight foreward for den menneskelige psyke. Vi vil sgu hellere måle chiliens styrke på Wilbur Scovilles måde.

Scoville var apoteker og opfandt sin metode i 1912: Et panel af forsøgspersoner skal indtage chilien i pulverform, opløst i sukkervand. Opgaven går så ud på at smage sig frem til, hvor meget sukkervand der skal i opløsningen, før chilien ikke længere brænder i munden.

Chilien på billedet har måske en styrke på 3000 scoville. Men hvis en chili skal i Guinness Book of Records, skal vi meget længere op på Scoville skalaen. Bhut Jolokia er målt til over en million. Navnet betyder spøgelseschili, så hvis man gnasker sådan en fætter, så er man selv ude om det.

Verdens stærkeste chili er efter de seneste oplysninger en Trinidad Moruga Scorpion. Den har en styrke på op til 2.009.231 Scoville Heat Units (SHU). Målingen er foretaget i år af New Mexico State University Chile Institute.

torsdag den 7. oktober 2010

Åh, læber


Kvinder kan ikke få dem store og røde nok. Og dagens morgen-tv havde med vanlig sans for hvad seerne interesserer sig for, inviteret en skønhedsekspert i studiet. Hun hedder Silke Grane og havde medtaget et hav af remedier til fremhævelse af for eksempel studieværtinden Katrine Hertz Mortensens mundtøj.

Indslaget fik mig til at tænke et års tid tilbage, hvor jeg var i Bruxelles i forbindelse med et FEIEA møde. I en pause måtte Østrigs executive member Doris Ladevig simpelthen bare fortælle om sit nyeste indkøb. En Lip Maximizer fra Dior. Vi var velkommen til at prøve.
– Pump up the volume!, udbrød damen begejstret.

Damen var så positivt stemt, at jeg på vej hjem i lufthavnen gjorde jeg noget, der ellers ligger mig fjernt. Jeg gik frivilligt ind i et parfumeri. For sådan en tingest skulle jeg da have med hjem til Garntrisse. Og så kunne jeg samtidig få brændt nogle og tyve euro af.

Hør her hvad man får for pengene: … en kølende og forfriskende gloss, der med indhold af aktivt kollagen giver læberne ekstra fylde, mens fugtgivende hyaluron sørger for velplejet smidighed. Kan bruges alene eller ovenpå læbestiften.

Den havde vi meget sjov med, for man kunne virkelig mærke at ens læber voksede. Jeg husker min kæreste meget frækt og sexet spurgte, om den mon også virkede svulmende andre steder også… – og at jeg straks blev spændt på hvad hun konkret tænkte på, og hvor og hvordan hun ville påføre den magiske trylle-glans…

Men altså – det naturlige og usminkede er alligevel det rareste. Så tryllestaven fra Dior er så langt fra tømt endnu. Jeg kan iøvrigt fortælle, at den smager lidt hen ad After Eight chokolade, hvorfor fotoet til denne blog bliver nogle chokolader jeg har købt i Barcelona.

onsdag den 1. april 2009

Notspot


Foto: Morten Justesen, Støvring, Danmark

Huhej, hvor det kører. DSB og TDC har indgået en aftale om at tilbyde togpassagererne internet mellem København og Århus. Og det kan danskerne godt lide, fortæller TV2.

Mig har de ikke spurgt. Så det gør jeg selv; – Hr. Wilson, hvad synes du om togets hotspot til verdensvævet her i IC3 mellem Odense og København?
Jo, for det første mener jeg ordet hotspot skal betyde en åben, trådløs og gratis adgang til internettet. Det er TDC hotspot ikke. Det koster.

Jeg har været logget på med en voucher, som fulgte med købet af et 10-turskort mellem den fynske og den sjællandske hovedby. Det har form af et almindeligt visitkort med en beskrivelse af hvordan det gøres:

1) Start din bærbare pc/pda. 2) Vælg TDC på listen over trådløse netværk. 3) Åbn din webbrowser, og en log-in-side vil komme frem. Sker det ikke, skriv da tdchotspot.dk. 4) Log ind med Brugernavn: d02012930 og Adgangskode: hh4st4

Jeg har forsøgt at logge på TDC "hotspot", mens jeg ventede på Odense station, men det virker åbenbart først når man sidder i toget.

Det er ikke verdens hurtigste net, men jeg er ikke kræsen. Det er jo heller ikke sådan at mit kælenavn Lazy ligefrem lægger op til highspeed.

Jeg synes adgangen til internettet skal være ligetil og gratis for alle danskere (og jeg tror  også Danmark bliver ét stort hotspot i løbet af få år). Det virker besynderligt at noget så enkelt som opkobling under rejsen skal koste stort set det samme som togbiletten. Netadgangen burde være inkluderet, efter min mening. (Hvad det vist også er, hvis man kører på første klasse). – Og nu opdager jeg at min voucher til to timers nettid er udløbet den 31. marts, og det var jo i går…

TDC og DSB er omstændige, pernittengrynede og nærige med verdensvævet på toget. Det burde ikke hedde hotspot, men notspot